Nu er det blevet populært at lave dokumentar udsendelser på TV om misbrugere. I aftes så jeg “DEN SIDSTE OMGANG” . De konsulenter som har viet deres liv til at hjælpe andre, har min største respekt.
Noget som påvirker mig negativt og som gør mig ked af det, er ULTIMATUM. Hvis du ikke gør som jeg siger, vil jeg ikke have mere med dig at gøre, punktum, finale, slut!!! Dette er ikke kristen næstekærlighed, efter min bedste overbevisning.
Hvis børnene ikke vil se deres far eller mor, fordi de har et misbrug – har børnene et problem! Du skal selv vise et godt eksempel og her mener jeg, at du netop skal besøge din far og mor, uanset deres misbrug.
Et lille besøg, kan være med til at hjælpe misbrugeren til at få nyt håb og sætte en ny kurs. Der er flere lag af psykologisk art, som ikke kommer frem i disse udsendelser. Der kan være traumer af enhver art, som er subjektive, ligesom smerter er subjektive. Du vil aldrig kunne forstå et menneske til fuldkommenhed – forstår du dig selv?
Jeg er imod alle former for sekterisme. Så sent som i festugen, blev jeg konfronteret på gågaden af unge, som ville overbevise mig om deres “tro”. Fair nok, men er jeg da ikke god nok, med min tro og mening?
Livet har lært mig, at vi kan skifte retning og få andre meninger, hvorfor så være så bastant at sige: Hvis du ikke er som mig og min tro, så vil jeg ikke have noget med dig at gøre? Hvor er kærligheden henne?
BESØG DINE FORÆLDRE – OG FORÆLDRE BESØG JERES BØRN, uanset deres tilstand, så opfylder du bare lidt af næstekærlighedsbegrebet.
Vi er ikke borgere, som skal være dommere over hinanden – vi skal hjælpe hinanden med næstekærlighed og ikke fordømmelse.
Hvis du vil forstå noget om mennesket i vor tid, så læs DET GAMLE TESTAMENTE OG DET NY TESTAMENTE, BIBLEN. I 7 år har jeg intenst læst i Biblen og jeg har min kristen tro i mit “åndelige hjerte”.
Jeg holder meget af MARTINUS, som gang på gang talte om næstekærlighed og når jeg følger med på TV, hvad der sker i Mellemøsten og ude i verden generelt, så forstår jeg bedre hvad han mente med at DET RIGTIGE MENNESKE først viser sig om 3000 år. Vi opfører os dårligere end dyr i disse år, men det vil jeg ikke skrive om lige nu.
Min kommentar var blot: LAD VÆRE MED AT STILLE ULTIMATUM – MEN PRØV AT UDVISE FORSTÅELSE.
ULTIMATUM FORTSAT….
“Den sidste omgang” så jeg igen i torsdags. Jeg er stadig skuffet over de mange ultimatum. C.C. gør et stort arbejde og det får han løn for, akkurat som en læge får. Det siges at psykologen er lykkelig, når andre er ulykkelige, lidt grov humor? 🙂 Hvilken påvirkning har sådanne udsendelser på os danskere? Skal vi hver gang der er problemer vi ikke kan udholde hos vore nærmeste – stille ultimatum? Jeg vil ikke besøge dig mere, hvis ikke du er på “vandvognen” – og du må ikke se mine børn, for de skal ikke se en morfar, der er alkoholiker.
Pudsigt nok, har jeg da for længst sat mig ind i Minnesotamodellen og de 12 trin. Se nu skal I høre, hvad jeg læste: Ham der opfandt modellen, fandt ud af, at man kunne holde sig ædru, hvis man havde en at snakke med. Aha, ser man det? Vi skal altså have nogle at snakke med, men det er der ikke så mange mennesker der har i vor tid. Skilsmisseprocenten har aldrig i dette århundrede været så høj og det vrimler med ensomme mennesker – vi kommer nemlig ikke hinanden ved som før i tiden.
Hvor mange kvinder, kærester, eller omvendt, har du haft i dit liv, mens børnene har leget og bare fulgt dig? Hvor mange fester har du holdt, mens børnene lå og sov eller skulle sove, smil? Hvor mange børnepenge har du brugt på dig selv til fornøjelse? Jeg kan blive ved. Hvor megen had har der ikke været, når et par skal skilles og børnene “fordeles”. Alt dette gør os afhængige af “stoffer” som alkohol eller diazepam, lykkepiller og sovemedicin – for at kunne holde os selv ud og få energi til at passe et arbejde og hente børnene i institutionen.
Jeg husker selv i 1982, hvor jeg blev separeret at jeg var nedtrykt, ikke over for konen, men nedtrykt over hvad der nu skal ske med mit barn og alle de kommende slagsmål for blot at få samkvem (det var før fællesforældremyndighed). Uanset om jeg var far eller ikke, ville jeg kæmpe for min søn, tænkte jeg, men jeg vidste det ville blive svært. Jeg gik ind på et værtshus og her bestilte jeg en øl og ved siden af mig sad en gammel kammerat som var ældre end mig, en kammerat fra dengang jeg var elitegymnast. Hvad er der galt med dig Pauli, sagde han. Jeg er lige blevet skilt, svarede jeg. Så sagde han og jeg glemmer det ikke: “Du er ikke den første, og du bliver heller ikke den sidste”! Vi fik så en snak om gamle dage og livet på det tidspunkt, over en øl. Jeg var glad for at have et menneske lige der, jeg kunne snakke med. Jeg kan skrive en bog om, hvordan det er at blive skilt og alle samkvemsproblemerne, når partneren helt bogstaveligt, som min kone gjorde kidnappede min søn og flyttede til Sjælland.
Jeg tog til Stenløse på Sjælland for at hente min søn og blev afvist med den begrundelse, at han var til fødselsdag og da havde jeg fået samkvemsret i Frederikssund ret og hos statsamtet. Jeg måtte følge loven og kunne ikke få ham med hjem, det til trods for at jeg havde samkvem og meddelt datoerne. Hele vejen hjem var jeg knust, traumatiseret og fra Kalundborg til Århus tog jeg en øl for at dulme mig, fordi jeg ikke havde nogen at snakke med. Næste dag var jeg igen på mit arbejde og kæmpede mig igennem.
Når jeg senere får tid, vil jeg skrive en “hvidbog” om emnet og give min søn den. For sandheden skal frem for at forhindre at en skæbnelinje ikke vil ramme min søns ægteskab.
Løgnen er det værste og den kan ødelægge et menneske fuldstændigt. Min ekskone flyttede rundt på Sjælland hver gang jeg var ved at få tildelt forældremyndigheden over min søn, for hun var i ledtog med onde kræfter som opmuntrede hende til at flytte fra det ene amt til det andet, for så skulle sagen starte forfra og det afkræftede mig og ødelagde min søns muligheder for en stabil opvækst.
Jeg har virkelig kæmpet og kæmpet for min søn, som en anden ridder fra 1600-tallet, uden at stille Ultimata. Det er et under at jeg ikke endte som alkoholiker og dermed slet ikke havde energi til at kæmpe for min søn – det er et mirakel og når jeg tænker på Hemingway, han var alkoholiker, så forstår jeg det så godt , så godt.
Hvad er det jeg prøver på at fortælle? Jo, hvis der er nogen, som stiller mig et ultimatum som: Du må ikke se din søn, for din eks. siger sådan, så ser jeg “rødt”.
Når børnene er blevet voksne og “fløjet fra reden”, så bestemmer de jo selv hvem de vil se, men desværre er de traumatiseret med de forkerte løgnagtige påvirkninger fra en af partnerne i et skilsmissedrama og det hænger ved.
Nå, jeg må slutte for denne lørdag hvor vejret er smukt, men hvor ville det være helbredende hvis min søn ringede og sagde tak for hjælpen – [b]DU GJORDE DET OG DU STILLEDE INGEN UTIMATUM. [/b]
ULTIMATUM FORSAT…
Der er noget jeg ikke helt forstår ved modellen. Når de siger, at alkoholisme er en sygdom, hvorfor kan denne sygdom så ikke behandles i det offentlige system, på lige fod med andre sygdomme? Det fremgår af udsendelserne, at lægerne alligevel skal inddrages den første uge, grundet abstinenser. Der skal gives abstinens medicin og jeg mener det er fx risolid. Altså nu er lægen inddraget. Men kunne det ikke tænkes at behandlingen kunne finde sted i hjemmet? og at lægen kom ugentlig og tilså patienten og ordinerede den nødvendige medicin?
Nu skal jeg rose min læge, som kom og undersøgte mig, da jeg havde fået 2 diskusprolaps og straks ordinerede smertestillende til mig. Jeg skrev ned hvornår jeg tog medicinen og fulgte lægens råd. Da jeg blev MR-skannet fik jeg en beroligende pille af sygeplejersken, for jeg kunne ikke ligge stille for smerter. Altså de hjalp mig på alle måder i forløbet og så fik jeg krykken og fysioterapeutøvelserne for at komme op igen. Et halv år efter kunne jeg gennemføre en halvmaraton og jeg takker for den behandling jeg har fået. Men hør nu her venner, det var gratis, systemet klarede det for mig uden at jeg skulle betale en krone. Samfundet hjalp mig via deres skatter til vores velfærdssystem. Jeg siger tak til samfundet, til dig og andre.
Hvad sker der så, jo, jeg har oplevet en person give op til næsten 60.000 kr for at komme i behandling og alligevel fik hun tilbagefald og har problemer. Det var da dyrt ikke? for at få hjælp til en sygdom, som de kalder alkoholisme. Jeg beundrer stadig konsulenterne for deres arbejde og jeg accepterer modellen, Minnesota, men hvorfor kan den ikke lægges ind under sygesikringen, så det bliver gratis at blive behandlet? Hvem er den store pusher? Det er vel staten, samfundet os alle sammen, ikke?
Vi rummer det hele i os, som jeg ser det som okkultist og en psykiater vil give mig ret og vi er bange for at det rammer os, som vi ser i andre mennesker. En psykiater, en kendt overlæge ringede til mig for at få råd til sin kone, det var sidst i 1970erne, så derfor kan jeg godt skrive om det nu. Tænk sig, smiler, hans kone var blevet interesseret i ufoer, ja, men dog, smiler. Jeg sendte ham en del oplysning om emnet og så fik vi ellers en positiv samtale, hvor han fortalte mig om hans oplevelse under en operation. Det var hyggeligt.
I vore dage er det anderledes. Vi ved alle hvor mange stoffer der er på markedet og flere kommer til i forskellige forklædninger. Det er svært for vore unge at håndtere, indrømmet, smiler. Men det er os alle sammes problem?
Vi er et samfund af forskellige individer, men vi skal hjælpe hinanden ikke? Godt nok, lad os tage et eksempel: Jeg er ikke medlem af sygeforsikringen Danmark og kunne ikke blive medlem efter jeg var blevet 60 år, altså skal jeg selv betale fuld takst efter sygesikringens alm. tilskud. Jeg kan ikke få hjælp til tænder og protese, fordi jeg har for mange penge. Jeg er blevet straffet for at have sparet mens andre rejste til syden og nød deres sommerferie blandt senorita etc. og drak vin til grisefesterne, griner højlydt. Havde jeg brugt alle mine penge og måske fået lidt gældt, kunne jeg få hjælp, ha ha. Altså er jeg dum ikke? smiler.
Hertil kommer, at jeg selv, hvis nødvendigt, selv skal betale for en behandling i modellen, som vi har set i udsendelserne på TV, pudsigt, at det ikke er blevet nævnt en eneste gang? smiler. 🙂
Jeg ved godt i ryster på hovedet af mig og tænker den idiot, han er jo også over 60 år, så han behøver da ikke behandling?, smiler. Ja, ja, min ven, du bliver også en dag over 60 år, men så håber jeg for dig, at samfundet har opdaget at vi også har resurser og gerne vil hjælpe til hvor vi nu kan – men vi bliver bare parkeret, som gamle, der blot optager andres pladser også i bussen, griner, derfor cykler jeg.
Jeg protesterer, nu vil jeg lade mit hår vokse helt vildt og jeg vil lade mit skæg vokse nogenlunde vildt fra i dag – jeg er træt af de ultimatums som bliver slynget ud fra diverse tv-programmer og fra vore børn: “Du må ikke, for så vil vi ikke have mere med dig at gøre, basta!”
Ha, ha, gad vide om jeg i grunden er ædru? Hvor er kvinden som kan give mig tryghed og omsorg? har lægen ferie, hvem kommer og besøger mig etc.
Godt, så er vi nået så langt, og gad vide om jeg så ikke skal give mig selv et ULTIMATUM.
Kram til eder alle – og må eders tro være med eder alle!
© Pauli, 2013