Økologien, der er et udtryk for naturens husholdning, bør i disse år tages meget alvorligt. Svovlforureningen fra den sure regn, truer vore skove og afgrøder globalt. Planternes fotosyntese påvirkes af den svovlholdige regn, og det har vist sig at svovldioxiden nedsætter afgrødernes modstandsdygtighed over for kulde, sygdomme og skadedyr. Giftige sprøjte- og gødningsmidlers skadevirkning på naturen, kender vi også til. I forrige århundrede skrev en indianerhøvding følgende til den amerikanske regering: “Først når det sidste træ er hugget, den sidste flod er forgiftet, og den sidste fisk er fanget, vil I opdage, at man ikke kan æde penge”. Citatet kan anvendes i vor tids forureningsdebat, hvor det depressive består i at de skadelige forstyrrelser i naturens husholdning, er menneskeskabte. Politisk fornyelse er en nødvendig forudsætning for naturens og dermed menneskets overlevelse. Det grundlæggende spørgsmål er, hvorfor vi finder os i den destruktive udvikling, som indeholder begreber som ødelæggelse af vor natur, oprustning og konstant økonomisk profitmaksimering, til skade for den helhed, mennesket selv er en del af. Skal vi da passivt se til? Bestemt nej. I dag findes der viden, metoder og ressourcer til at vende udviklingen i en langt mere anstændig retning. Vil vi vælge at bruge vore muligheder på en alternativ politik? Det afhænger naturligvis af hvorledes vi hver især lever i dagligdagen. Vi kan ikke løse alle verdens problemer alene, men det fritager os ikke for at løse den del, vi formår. For at opnå positive resultater, mener jeg at først og fremmest må udviklingen finde sted fra menneskets eget indre, ellers bliver der blot tale om “lappeløsninger”. Det er smukt at mennesker verden over finder sammen i grupper for at meditere på LYS og der findes da også højt udviklede spirituelle grupper som er med til at præge udviklingen i den positive retning. Jeg vil da også ydmygt opfordre til at flere sådanne grupper dannes. Måtte alle Gode kræfter stå sammen i denne svære tid.

© Pauli Obel