Den 9. marts 1998 vågnede jeg op fra en behagelig drøm. Jeg befandt mig i et lokale der var dejlig oplyst. Der var et bord og to stole. Om jeg skulle til clairvoyance eller blot hyggesnakke er jeg ikke helt klar over. Over for mig sad en sød pige med kortklippet hår, der sad i en bestemt frisure, det var blondt og i dagsbevidsthed kan jeg let genkende frisuren. Hendes kjoles farve var behagelig rød. Jeg observerede ikke andet i lokalet. Der var kun hende og mig. Dog måtte jeg være til en form for clairvojance. Pudsigt nok gabte vi begge to og blev enige om at næste gang vi skulle ses måtte vi være mere udhvilede. Hun spurgte mig så om jeg var født under 2. verdenskrig, hvortil jeg svarede at jeg var født den 12. juni 1947, fordi det var vigtigt for mig at præcisere tallene. Vi var behageligt glade for hinanden. Ved opvågningen erindrede jeg en drøm som jeg havde for nogle dage siden. Den foregik i nabolaget, hvor jeg mødte et kvindeligt postbud som kom cyklende. Tilsyneladende kendte hun mig og jeg råbte til hende om hun skulle ud med posten. Hun svarede smilende: “Jeg har allerede delt mange breve ud.” Hun bar en rød kort jakke og sorte bukser. I dagsbevidsthed så jeg tydeligt pigerne for mig. I skrivende stund kan jeg fortælle at jeg i dag har været i OBS! for at hente to skriveblokke. Ubevidst valgte jeg en kasse med lille kødannelse, men interessant nok var der nogle problemer længere fremme. Jeg observerede en nydelig dame, som havde fyldigt kort hår til skulderen (Dallastypen), hun kendte sit værd. Jeg studerede hende og genkendte hende straks fra et besøg i Føtex, hvor jeg stod foran hende. Den der stod foran mig havde problemer med dankortsystemet, hvilket sinkede betjeningen. Dallaspigen stod og trippede nervøst, hun havde kun købt to små ting. Jeg havde købt en del mere men var i godt humør. Jeg tænkte at hun måtte være en hjemmegående dame, temmelig velhavende, alligevel drejede jeg hovedet til venstre med min hue trukket godt ned over ørerne som jeg plejer når det er koldt, for jeg er ikke så forfængelig. Jeg sagde stille og roligt til hende: “Du må godt komme foran mig.” Hun svarede med et nervøst tak, og fortalte at hendes bil var parkeret lidt forkert. Jeg så kontrasten, hun rig, jeg fattig (materielt). Jeg rolig, hun stresset. Da hun var blevet betjent, sagde hun:”Tak skal De have, hr.” Jeg tænkte at hun måtte være en fin dame, hvordan mon det måtte være at lære en sådan kvinde at kende. Nu skinner solen vidunderligt her på terrassen, hvor jeg sidder og skriver. Sneen ligger blidt på min lille græsplæne som et lunt tæppe. Alligevel spirer tulipaner, liljer, crocus, Allium Moly og narcissus.

Jeg erindrer fra min tidlige ungdom, hvor en ældre viis kvinde (som var en slags vejleder) fortalte at hun engang i sin ungdom havde skrevet en stil, som ved omtalen af foråret indeholdt ordene:”Alt vågner til nyt liv.” Jeg ser over på OBS! Der står 9-20 og 8-17. Jamen, er alt her i tilværelsen skemalagt, skæbnebestemt? I al fald har naturen sin egen faste rytme og sin vidunderlige harmoni. Men hvad med skæbnen, den frie vilje og tilfældighedernes spil? Hvordan fylder mennesket de faste rammer ud eller sprænger dem? Er det tilfældigt at jeg ser den omtalte dame to gange? Faktisk kunne jeg godt tænke mig at tale med hende. Jeg prøvede at observere på to meters afstand, hvilke ringe hun havde på. Jeg tror hun havde en alliancering på højre hånd. Gad vide om jeg ser hende igen, min fornemmelse er, at hun søger svar på nogle spørgsmål. Solen skinner, vi har minder. Jeg tænker på at det gælder om at skabe nogle gode oplevelser, således at vi kan få nogle gode minder. Det er mennesket jo selv herre over. Vi kan jo starte med at tænke positivt, for er livet her på jorden set i kosmisk tid, ikke blot et lysglimt? For at blive ved det jævne, erindrer jeg hvad S. Machlein engang skrev vedr. samkvem med sin datter:”Det er ikke kvantiteten, men kvaliteten der er det vigtigste ved samværet.” Nu kommer Mads, min søn, ind ad døren, han har travlt og nu skinner solen igen mens sneen langsomt smelter. Alt er i vækst. Mads fortalte om sine ideer med sin uddannelse som består af et praktik- og skoleforløb. Der var smil og glæde og en dejlig renvaskethed over hans ansigt. Se det var livsbekræftende. Jeg hensættes til min egen ungdom, hvor jeg startede som elev på revisionskontor. Jeg tænkte på om jeg selv dengang valgte rigtigt, det er jo sådan at Mads og jeg i år tilsammen fejrer 70 års fødselsdag (20+50) og naturligt tænker jeg på et citat fra Søren Kirkegård: “Livet må leves forfra, men kan kun forstås bagfra.” Førnævnte drøm med den røde farve og det at jeg nu sidder solbeskinnet og skriver de tanker ned som inspirativt tilflyder mig, har læseren nu selv mulighed for at fortolke, idet ikke alt skal serveres gratis på et fad. Jeg har selv for år tilbage skrevet massevis af sider, faktisk kopieret fra diverse åndsvidenskabelige kapaciteter. Det fyldte et helt ringbind, med meditationsøvelser, energiøvelser, teosofi m.v., samt tilhørende store plancer. Altsammen beregnet til undervisningsbrug. En dag kasserede jeg det hele. Det var jo ikke min egen forskning og hårdt slidte erfaringsviden. Men var det fordi den oplagrede viden herfra ikke var moden til at blive fremlagt af mig? Eller er det fordi jeg nu ønsker selv at gå på den direkte inspirative og intuitive vej; om ikke andet så blot at påbegynde “opstigningen” med små skridt og bidder, for her gradvis i ydmyghed at trække “gardinet” langsomt lidt efter lidt tilside, godt forankret i jordforbindelsen. Altså, små skridt, små stykker, små erindringer på Visdommens Vej i håb om en stabil og sikker vækst. Nu står solen lavere(men det er jo fordi jorden drejer rundt om sin egen akse) det pulserer, vibrerer, der er rytme, der er vækst og udvikling. Der er tid og rum.

Alt har sin tid. Nu blomstrer crocus. Nogle blomstrer tidliger end andre og andre igen titter kun lige frem. Fælles for dem er at de alle higer efter lyset. Det starter med løgene der lægges i jorden om efteråret. Her ligger de i mørke vinteren over, de synes at ligge i dvale, men er dog fyldte af liv. Interessant nok er alle de opdagelser videnskaben dybest set gør en afspejling af naturens egen ordenssystemer. Naturen er fyldt med uligheder(ikke et blad er ens) men som helhed fuldkommen harmonisk. At studere naturen, er det samme som at studere sig selv. For år tilbage hørte jeg en Martinusforedragsholder sige, at erfaringer skaber talentkerner. Her er stof til eftertanke. Det er jo ikke ligegyldigt hvilke erfaringer vi opnår og tilegner os. Hvad er vi selv skyld i og hvad er omgivelserne skyld i for at vi opnår de optimale erfaringer? Vi fødes alle med talentkerner(evner). Spørgsmålet er så hvordan vi i livet anvender disse evner. Modenhedsbegrebet bliver ofte anvendt i pædagogigen. Lad os dvæle lidt her og få hjernen lidt i “omdrejninger”. Du møder et menneske der foreslår dig at læse en bestemt bog, du læser bogen, har fået en ny viden, kan diskutere indholdet og selv nå frem til nye konklusioner, som er brugbare for dig. Du så at sige kopierer en andens viden, som igen bliver til en del af din egen bevidsthed, som igen er medvirkende årsag til at der kan gøres erfaringer. Denne kopiering af andres viden er selvfølgelig frugtbar, såfremt den bliver krydret med en inspirativ forståelsesoplevelse, altså en jeg-bevidstgørelse. Her nærmer vi os noget centralt, nemlig sammenhængen mellem tro og viden. Du er f.eks. på et kursus, hvor læreren er nået et godt stykke videre i sin udvikling end de fleste. Han taler f.eks. om auraer, meridianer, chakras m.v. Han er nået et større stykke op ad “udviklingsbjerget” og har her et større overblik. Vi sidder så her og lytter i fascination og respekt. Tror eller tvivler vi på at han kan se auraerne og energierne, hvorfra han selv gennem erfaringer har udviklet et energiøvelsesprogram som er anvendeligt for dig til at opnå de samme evner som ham. Vi kan gå på tusindvis af kurser og læse det samme antal bøger, men “det lærer os intet om sjælen at kende”, for her skal der selvoplevelser til. Jeg tror årsagen til vi i lange perioder undlader at læse bøger, gå på kursus etc., er den at vi glemmer at øve os. Eller bilder os selv ind at dette og hint har vi jo vidst i mange år. Måske er det godt sådan, for vi har nok måske ubevidst ladet den erhvervede viden dvæle i “jorden” for selv at lade den spire, når tiden var moden. Det skal her siges, at det at forcere en udvikling (for at være med på vognen) kan være katastrofal. Vi er jo ikke ens, ej heller i vort udviklingsforløb. “Jeg ved nok bedre holdningen”, er farlig. Ens egen erkendelse af det trin i udviklingen vi står på er af afgørende betydning for i det hele taget at komme videre. Her kan vi lære af barnets ærlighed og åbenhed, når det siger: Far hvad betyder det og det, og hvordan skal det forstås? og hvorfor er det sådan? Nogen ville måske spørge om hvad meningen er med at undervise i eller praktisere akupunktur, når behandleren ikke selv kan se meridianerne. Sådan et spørgsmål kan være berettiget. Det vil jeg overlade til læseren selv at besvare. Men skal dog her mene at tro og viden sammen går hånd i hånd. Hvis en ven siger til mig: Her har jeg lagt nogle røde tulipanløg, er det jo op til mig at tro på ham, (tillid). Til foråret ser jeg så med egne øjne tulipanløgene spire og kan nu dele den samme oplevelse med min ven. Så er det min tur til at lægge nogle løg og fortælle andre om dette i tillid til at de tror på mig.

Nu når jeg sidder her i solen og skriver, slår det mig hvor vigtigt det er at skabe nogle gode oplevelser, således at man også kan få nogle gode oplevelser, som igen giver nogle gode minder, som igen kan opmuntre til at få gode oplevelser. Jeg tror nok min evne til at fornemme, er den jeg skal videreudvikle, samtidig med at den kan bruges i rådgivningsøjemed. Jeg er helt klar over at jeg skal arbejde enormt meget med mig selv etisk som moralsk og at ærlighed over for mig selv er absolut nødvendig. Jeg skal tage små sikre skridt og være mit ansvar bevidst. Skære igennem illutionen og holde mig til den virkelighed som kun fantasien kan sætte grænser for. Være glad for den viden og udvikling jeg har opnået her og nu, samtidig med accept at tingenes tilstand omkring mig. Hvor er tilværelsen dog forunderlig. Jeg sidder her og suger til mig af solens energi og tænker på ordene: Alt er relativt. En fysiklærer forklarede engang sine elever betydningen af ordene ved at sige: Hvis du ligger en finger på en varm kogeplade et par sekunder, føles tiden uendelig lang, men hvis du kysser en sød pige, føles tiden utrolig kort. Det er forresten en god jordbunden forklaring på relativitetsteorien, den kan selv jeg forstå.

Som bekendt er alt i udvikling, bevidst som ubevidst. Men vi kan da godt hjælpe lidt til selv. For det første, sørg for at få den søvn og hvile du netop har brug for. For det andet, indtag den ernæring der udviklingsmæssigt er bedst for dig (prøv dig frem). For det tredie, lav hver dag nogle fysiske øvelser der er tilpasset din alder(et tog der holder stille, ruster som bekendt.) For det fjerde, begynd at skrive dine drømme ned, men kun når du husker dem klart. Lad her være med at presse noget frem, drømmenes tydelighed kommer bedst frem til dagsbevidstheden i afslappet tilstand. Førsøg herefter intuitivt at fortolke dem, med de tanker du umiddeltbart får. Start derefter hver dag med en kort meditation med den teknik der passer dig bedst og visualiser en positiv dag med de gøremål som den indeholder. Inden du sover ind, kan du passende gøre status over dagens forløb og husk at hver dag er en gave for dig. Vær taknemmelig og tænk FRED inden du sover ind (“Lad ikke solen gå ned over din vrede”). I al udvikling er disciplin et nøgleord. Vær opmærksom på de hændelser du kommer ud for i dagens løb og vær opmærksom på om du kan bevare freden over for dig selv og dine omgivelser. Det et helt klart at du kommer ud for episoder hvor du føler dig brugt som dørmåtte, trådt på og ydmyget. Her er det at du skal anvende din meditation i praksis, teori er ikke positivt brugbart, hvis ikke den kan anvendes i praksis i de situationer hvor følelserne bliver angrebet og temperamentet kommer i kog (følelserne vil jeg seperat behandle senere). Der gives mange eksempler på oplevelser af følelsesmæssige nederlag, herunder en negativ situationsudgang, hvis ikke man imødegår dagligdagens forskellige gøremål med den rette “beskyttelse”.Alt er ikke kun sort og hvidt i tilværelsen, vi kommer alle ud for oplevelser på arbejde, i familien og sammen med venner hvor focus hurtigt bliver rettet mod dig selv, især når man er i en bevidst udvikling. Lad være med at stille for store forventninger til andre, så bliver din skuffelse ikke for stor. Du må huske på at du selv har begivet dig ind i et hurtigere udviklingsforløb end et normalt materialistisk menneske. Der sker nemlig dette, at ens egen fejl og andres med, bliver mere synlige og smertelige. En medalje har altid to sider. Hvordan vil du reagere, hvis du har lavet mad og aftalt med dine nærmeste et bestemt klokkeslet for den hyggelige og særdeles vigtige oplevelse, det er at indtage et taknemmeligt måltid sammen, og det så sker at du må vente og vente og holde gryderne i kog? Du bliver da nødt til at sige din mening om situationen, f.eks. at det er vigtigt for dig at en aftale bliver overholdt. “Saml ikke til huse”, men udtryk klart din mening på en bestemt, men positiv måde. Du “redder” dermed dig selv og påvirker andre i gunstig retning. Energien strømmer hele tiden ind og ud, men samtidig er det vigtigt at den bliver afbalanceret. Du må huske på at det er modgang der gør stærk, samtidig vil du også opleve oaser, hvor der er lykkefølelse og fred. Ved meditation bliver nervesystemet gradvis forfinet og til tider skal der ikke meget til før irritationen får frit spil. Derfor, mediter ikke for længe i starten. Er meditationen rigtig, sætter den sin egen fysiske begrænsning og går ikke videre før der er “fast grund under fødderne”. Det svarer til den fysiske træning, hvor du i starten kun kan løbe 100 meter og tage 5 armbøjninger. Her bliver dit nervesystem også oprørt (irriteret), hvis du går for meget ud over din fysiske formåen. Faktisk kan overanstrengelse fysisk som psykisk skabe alvorlige tankeforstyrrelser, samtidig med at du så at sige letter for jorden, så gælder det om at få hjælp til at sove og hvile på den for dig lindrende måde. Husk på at ikke alle gymnaster bliver udtaget til eliten, for herefter at træne endnu hårdere. For at bevare en vis fysisk form, skal der trænes jævnligt og stabilt og her går kurven op og ned, dog på et vist niveau. Det samme gør sig gældende for den meditative træning, så vil tolerancen langsomt spire frem (Øvelse gør Mester). Begynd ikke på avancerede øvelser før du har jordforbindelsen helt i orden. Accepter din rolle og plads i “Symfoniorkesteret”. Vi kan ikke alle være virtuoser, men glæd dig over at der er andre der er dygtigere end dig og at du har mulighederne på sigt til at blive lige så dygtig. En god øvelse kunne f.eks. være at starte med at samle på sejre i hverdagen og gerne præmiere dig selv for det. Det er dog en glæde når noget lykkes for en, det giver nyt mod samt selvværd og selvtillid og disse to faktorer er en vigtig platform for videre udvikling.

AGERNTEORIEN 

Johannes V. Jensen skriver:”Hvad hånden former, er åndens spor. Med flint har oldbonden tømret, kriget. Hver spån du finder i Danmarks jord, er sjæl af dem, der har bygget riget. Vil selv du fatte dit væsens rod, skøn på de skatte, de efterlod.”

Fra fødsel til død er det vigtigt at mennesket udvikler og bruger sine kreative evner. Når et barn bliver født er det naturligt at forældrene giver det al den kærlighed det har fortjent og har brug for. Kærlighed, tryghed og omsorg er det vigtigste for barnet i den første udviklingsfase. Det at få et barn er i sig selv et stort mirakel, men indebærer et kæmpeansvar for forældrene. Der eksisterer jo ikke nogen brugervejledning eller opskrift i hvordan man opdrager et barn, i vore dage tenderer det mere til at være et samfundsanliggende, hvor det let bliver en kollektiv opdragelse. Hvor meget tid bruges der egentlig til at observere hvilke potentialer et barn har? Her spiller forældrene den vigtigste rolle. Men desværre er det jo sådan i vor tid at barnet parkeres i en institution i helt nye omgivelser som indebærer forskellige auriske påvirkninger, dels fra de andre børn og i særdeleshed fra “reserveforældrene”, hvilket bevirker at den individuelle iagttagelse af barnet svækkes. Ved en sensitiv observation af et spædbarn fornemmes det tydeligt at barnet hungrer efter opmærksomhed og forventning om at dets potentialer opdages. Den evne der latent er mest fremherskende i auraen bør derfor først stimuleres, hvilket bevirker at når den har nået en tilstrækkelig udvikling vil være medvirkende årsag til at de mindre tydelige spirende evner får næring og dermed den stimulering de også har krav på. Det er således særdeles vigtigt at de i barnet medfødte genetiske evner stimuleres og udvikles så tidligt som muligt. “Hvad hånden former, er åndens spor.” Hvordan skal vi finde ud af hvad der er åndens spor? På hvilken måde udtrykker ånden sig? Det kan vi kun finde ud af ved at give barnet muligheder for at udtrykke sig. Idet barnet udtrykker sig, det være sig ved leg med byggeklodser, tegning, musik og ved forskellige visualiseringsøvelser, osv.

Så langt, så godt. Men vi mangler stadig at efterforske begrebet, åndens spor. Hvis vi vil hente hjælp i psykologien, løber vi panden mod en mur. Psyken, det græske ord for sjæl, skulle jo netop være det som psykologien skulle beskæftige sig med, men da psyken ikke kan vejes eller måles, har den videnskabelige psykologi droppet denne forskning. Vi må derfor konstatere at denne videnskabsgren så at sige har slidt sig selv op. Lad os derfor hellere beskæftige os med agernteorien, som James Hillman (den verdenskendte psykolog, videnskabsmand, international foredragsholder og forfatter til over tyve bøger) sammen med mange andre repræsenterer.

Da jeg var ganske lille, gik jeg ofte i søvne og havde til tider mareridt. Da jeg lå i køjesengen spekulerede jeg ofte på menneskets begrænsede levetid. Jeg husker at jeg ikke ville acceptere en levetid på ca. 70 år. Det blev dengang for mig klart at menneskesjælen var udødelig, levede evigt. I dag er jeg klar over at der her var tale om en form for sjælskontakt. Senere, omkring tolv- til trettenårsalderen, skete der ligesom et bevidsthedsryk, jeg blev meget dybsindig, min sjæl så at sige søgte efter åndelige værdier, og ved fjortenårsalderen gik det stærkt. I de følgende 7 år levede jeg nærmest et munkeliv. I skolen blev jeg betragtet som meget moden af min alder, men sandelig også som lidt af en enspænder. Her kan der skrives meget, men jeg føler ikke at tiden er inde til det. Sideløbende med min dybsindighed, udvikledes der sig også en perfektionisme som grænsede til det sygelige, der skete også en form for isolering til den ydre verden. Som 15-årig besøgte jeg en god åndelig broder, som boede i Norge. Han var nærmest en slags lærer for mig og en dag oppe i fjældene opfordrede han mig pludselig til at lære at spille violin. Senere da jeg kom hjem fra denne vidunderlige ferie, åbnede jeg min moders violinkasse. Det viste sig at jeg havde talent for at spille violin og snart fik jeg en dygtig lærer. Jeg nåede på relativ kort tid temmelig langt i den klassiske musikverden. I dag er jeg temmelig sikker på at musikken, det at koncentrere sig om noderne, det at spille rent og harmonisk, det at øve disciplineret, det at lade tonerne strømme igennem min aura, bevirkede, at mit chakrasystem blev afbalanceret og min psyke således som helhed blev harmoniseret. Sideløbende hermed blev jeg også opmærksom på nødvendigheden af fysisk træning, og håndvægte blev lavet og taget i brug. Meget vidunderligt skete i denne syvårsperiode og læseren er da også velkommen til få mere at vide når rette tid gives. Jeg er således meget taknemmelig for at de første 21 år af mit liv danner en solid grundvold. Jeg kan her indskyde at læseren selv kan foretage et tilbageblik i livet og især være opmærksom på 7-årsperioderne.

Det må være et fattigt liv kun at have stræbt efter materielle goder og verdslig fornøjelse og så til sidst ved vejs ende at erkende at det var ren illusion fyldt med tomhed. Men det er aldrig for sent. Måske er det bedste for dig gemt tilsidst? Før eller siden får vi spørgsmålet: Hvor kommer vi fra, hvad er vores mission her i livet, og hvor er vi på vej hen. Hvad er meningen egentlig med mit liv? Mange gange standser vi op, eller burde gøre det, for at gøre status. Det er iøvrigt meget sundt, måske kunne vi lære et eller andet? Herefter kan vi så fortsætte vores vandring med nye mål for øje. Det der er livskvalitet for den ene, behøver nødvendigvis ikke at være det for den anden. Vi vandrer forhåbentlig støt og stabilt og med sikre skridt op ad livets bjerg, mens tiden iler af sted og skavankerne melder sig(det er også en form for udvikling at lære at leve med dem). Vi ser tilbage og tænker på de mennesker vi har mødt, de handlinger vi har udført(positive som negative). Ja, der stilles mange spørgsmål.

Det der tiltaler mig ved agernteorien er at den hævder at et hvert menneske rummer noget enestående, at det har en mission, en plan der skal leves og at den er til stede før fødslen. Selv om du har læst meget teosofi, måske universitetsuddannet psykolog m.v., er det ikke sikkert at der er en forståelsessamklang. James Hillman er inde på at før fødslen, får hver sjæl sin egen skytsengel som har valgt billedet eller mønsteret som skal leves her på jorden. Sjælens ledsager er således skytsenglen, som skal vejlede os. Når vi så at sige ankommer til denne verden, har vi glemt billedet(livsopgaven) men skytsenglen husker billedet, hjælper dig med at udleve dette mønster, hvorfor vi kan sige at skytsenglen er bæreren af din skæbne. Jeg skal her sige at James Hillman er meget inspireret af Platon og Plotin. Han refererer en hel del til myterne, men det gør jo ikke teorien mindre interessant.

Gennemgående anvender han betegnelsen daimon (græsk) for “kaldet”. Det er det samme som romernes genius og de kristnes skytsengel, hvilken betegnelse jeg foretrækker. Jeg spekulerer nogen gange på hvordan livet som sådan skal opfattes. Hvornår skal de forskellige oplevelser, viden, milepæle m.v. finde sted, er det på en lige linie eller kan vi anskue det som at lægge brikker på et puslespil? For når vi ser på et maleri, så tænker vi ikke på venstre hjørnes figur og dets farve, vi ser en hel gestalt (indtryk), vi spekulerer jo ikke på om maleren har startet det ene eller det andet sted på lærredet, vi har således et helt billede på en gang. Det samme gælder for billedet i agernet. Jeg har nogen gange været meget fascineret over at betragte en nød, vi kan også sige et agern. Tænk sig det rummer et helt egetræ, tænk dybt over dette. Lige her kunne jeg godt tænke mig at få en dialog med læseren omkring den frie vilje. Hvis vi således ud fra agernteorien betragter barnet som født med evner, karakter og muligheder der er uafhængig af arv og miljø, så får vi nok et andet syn på børneopdragelse. Vi lever i en spændende tid, gad vide om Friedrich Froebel (børnehavens ophavsmand) har haft en dybere mening med børnehaven? Skilsmisser, enlige mødre og fædre, nye ægteskaber, spiller alt dette en rolle for barnets egen evneudfoldelse? Forældre skal ikke leve deres liv igennem deres børn, skal ikke have ambitioner på deres børns vegne. Lad billedet selv tage form, samtidig med at vi kan støtte og rådgive børnene på en lyttende seriøs og positiv måde.

Den 12. juli 1998, læste jeg en artikel i Århus Stiftstidende. Artiklen der omhandler psykiatrisk forskning, gjorde et stort indtryk på mig, idet den bekræfter rigtigheden i agernteorien. I lille Danmark, her i Århus, har vi således en forskning der kan måle sig med den forskning der finder sted på de mest velrenommerede psykiatriforskningscentre på universiteter i USA. Årsagen til at focus er rettet på Århus, er den at her eksisterer der et psykiatrisk centralregister der råder over data der går tilbage til 1969. Dette er i sig selv enestående og giver den psykiatriske grundforskning store muligheder for at nå frem til nye erkendelser omkring psykiske lidelser.At mennesket i sig selv er et mirakel, overgår selvfølgelig den højeste menneskelige forståelsesintelligens. Sagt med jævne ord, naturens mirakler er mennesket ikke i stand til at forstå. Men nedlagt i mennesket er nysgerrigheden, som er drivkraften for det at gå på opdagelse, derfor grundforskningens berettigelse. Jeg tænker på at de videnskabsfolk der dagligt beskæftiger sig med mennesket og naturens mysterier, må have indbygget en enorm jordforbindelse for ikke at “lette”. De må således have en ufattelig stor kontrol over deres tanker, for at kunne systematisere dem til nye erkendelsesteorier og naturlove. Naturlovene er jo hinandens forudsætning, de så at sige er flettet ind i hinanden. Erkendelsesteorierne har jo den egenskab indbygget, at den ene teori avler den næste i det øjeblik den forståelsesmæssigt er blevet erkendt. Sagt på en anden måde, plejer vi at sige, at intet er overnaturligt, der er blot tale om en manglende forståelse og erkendelse af naturlove.

Dette ser vi tydeligt på det paranormale område, alene her står vi over for et gigantisk forskningsområde. Ud over de fem erkendte sanser, hvad så med sanser som klarhørelse, klarsyn, telepati m.v. Gad vide om disse højere sanser ikke bør inddrages i den psykiatriske forskning til en bredere forståelse af psykiske lidelser? Kunne en sådan forskning ikke foregå parallelt med den nuværende grundforskning jævnført ovennævnte artikel. Er det fordi videnskaben igen her fastholder at alt skal kunne vejes og måles inden erkendelsen af en ny naturlov? Der er dog ved at ske en opblødning på dette område og her kan jeg citere fra samme avis:”Akupunktur breder sig som behandlingsform….og for flere læger betyder det intet, at akupunktur stadig går under betegnelsen alternativ behandling….akupunktur vinder stille og roligt indpas hos lægerne, fordi det giver meget få bivirkninger og er risikofrit for patienterne.” Se det er rigtig nok nye “boller” på suppen. Dette ville ikke have været tilfældet for blot 10 år siden. Lad os nu vende tilbage til den psykiatriske grundforskning her i Århus. Forskningen er kommet langt i forståelsen af psykiske lidelser i forhold til forrige århundrede, det ligger helt klart. Men hør nu her hvad jeg citerer fra artiklen: Noget tyder på, at hverken generne eller påvirkninger udefra alene er årsagen til psykisk sygdom. Årsagerne skal snarere søges i en kombination af miljømæssige og arvelige forhold, men sammenhængen er aldrig blevet undersøgt, siger Preben Bo Mortensen. Det var dog utroligt, vi har sendt mennesker til månen, bygget store broer etc. og så får vi smidt sådan en udtalelse lige i hovedet, det er dog tankevækkende. Alligevel er der et positivt håb, for overlæge dr. med. Preben Bo Mortensen fortsætter: “Nu handler det bare om at tænke stort nok.” Ja, vi skal nok alle lære ikke at drage for hurtige konklusioner omkring det naturlige og overnaturlige, for det som er uforståeligt i dag, er måske en selvfølgelig erkendelsesviden om 10 år? For åndsvidenskaben i bred forstand ligger det jo også i ordene, at alt er i vækst.

DRØMME

I juni måned 1999 havde jeg 2 drømme jeg klart og tydeligt husker. Når man flere dage efter at have drømt stadig klart husker sine oplevelser, har drømmene en særlig betydning og det er da en god ide at skrive dem ned for senere at se om de har en betydning i ens liv.

I den første drøm befandt jeg mig i en slags mødelokale med en blanding af forskellige mennesker. Jeg synes at genkende en mand som jeg ikke er sikker på om han arbejder i HK, eller det var ham jeg en dag så i Bilka. Det var nemlig ikke så væsentlig hvem der var i lokalet, blot skal det siges at menneskene og omgivelserne her var i skikkelser og farver som var det i vågen tilstand. Det interessante ved drømmen var at jeg sad på en stol ved et skrivebord som en person der gerne vil have et råd. Over for mig på den rigtige side af skrivebordet sad rådgiveren, en kvinde. Jeg betragtede hende intenst. Hun havde nogle fregner i ansigtet, men på en frisk måde. Hendes hår var blondt, hængende ned til skulderen, lidt uredt, men på en frisk måde. I det hele taget en kernesund frisk pige. Som den jeg nu engang er, skulle jeg undersøge hende nærmere, man er vel dog en mand, og hende her fangede min interesse. Meget undersøgende lod jeg mit blik glide nedad og så her at hun havde nogle veludviklede bryster, det gjorde jo ikke min interesse mindre, så nu ville jeg gerne vide hvilket navn hun havde. PÅ skrivebordet var der til venstre for hende og til højre for mig placeret et såkaldt navneskilt, dog sådan at jeg lige måtte bøje min krop venstre forover for at læse hvad der stod på skiltet. Navnet stod sort på hvidt meget tydeligt. Der foregik en kort ordveksling, jeg var glædelig tilfreds, rejste mig højre om i lokalet hvor de andre mennesker var og gik. Jeg vågnede faktisk ved at jeg grinede, ganske befriende, det var dog vidunderligt, sikke en start på dagen.

Den anden klare drøm jeg havde, tog sin begyndelse uden for et klasseværelse. Da jeg kom ind i klasseværelset, med alt det tilbehør et sådant har, var alle på sin plads, det var voksne mennesker. Idet jeg frejdigt kommer ind, på en positiv overlegen måde, siger jeg: Nå, skal vi ikke selv overtage undervisningen?

Jo, lød det. Hvortil jeg svarede: Vi kan jo starte med at vi alle vælger et emne, som vi kan fortælle om. Så drejede jeg ned til en tom stol, satte mig og bemærkede at der til venstre for mig sad et par relative unge piger. Pigen der sad nærmest mig, var en kortklippet, det man kalder en frisk type i smart tøj. Morsom som jeg kan være, spurge jeg hende om hun havde lyst til at danse. Hvortil hun svarede at det havde hun ikke. Nu kommer det morsomme, jeg svarede at det kunne jeg da ikke forstå da hun var sådan en pæn pige. Igen vågnede jeg ved min latter og gode humør, igen en god start på dagen.

Det interessante ved den slags drømme er deres tydelighed og inspirative indflydelse på psyken, ja, det er en glæde at sove og drømme på den måde.

Følelsernes harmoni

 

Vi taler alle sammen om følelser. Men hvad er følelser egentlig for noget? Er vi født med følelser, og da med hvilken form for styring. Ligger det i “agernet” til hvilken side følelserne vil styre os, til den ene side eller den anden. Er det så at sige forudbestemt, planlagt hvordan følelserne vil gribe ind i vore liv og dermed med hvilken styrke. Kan følelserne være så stærke, at de som helhed kan sammenlignes med et spindelvæv? Forstået på den måde, at sidder vi først i vævet, så er det en umådelig kamp at befri sig selv. Vi kan også sige at vi ikke kan overskue vort liv, altså med vort SELV på det fysiske plan. Hvad er følelser egentlig for et fænomen. Du taler om at nu skal du gøre dette og hint. Eller du føler sympati for et andet menneske, en form for tiltrækningskraft, eller det modsatte. Du kan føle så stærkt for et andet menneske, måske begære det. Er begæret så ikke en følelse? Følelsen kan være så stærk at den ændrer dit liv på et øjeblik og du kan ikke selv se at du nu pludselig er viklet ind i vævet. Selv om du i dit indre mærker at situationen er forkert fortsættter du din følelsesmæssige famlen i den tro at hvis du er stærk, så skal du nok ændre omstændighederne til samklang med din indre forståelse. Her går det galt, du kan i lang tid kæmpe forgæves, fordi det nu er følelserne der bestemmer. Du spørger dig selv, er følelserne da ikke det stærkeste når det fører mennesker sammen i kærlighed?

Hvis nu modparten ikke har de samme følelser som dig, på samme niveau, så kan det mildt sagt ikke lade sig gøre at ændre situationen. For først når følelserne ligger på samme niveau opstår der en forening mellem de to følelser og først da kan forandringen begynde. Sagt på en anden måde, vi vil det samme hvad enten det er positivt eller negativt. Det der så bestemmer hvad der er positivt og godt, er samvittigheden. Det forudsætter at vi opfatter samvittigheden som det redskab, stemme, indre røst, som kun indeholder det gode og hermed er en del af det universielle gode. Jeg kunne godt tænke mig at gå ind i fostertilstanden, her opstår der allerede en dialog mellem barnets samvittighed og de ydre påvirkningers følelses indvirkninger på barnet, dette er faktisk alvorligt. For her er det vi kalder følelser begyndt at udvikle sig, frøet bliver simpelt hent skabt til senere spiring og udfoldelse i livet.

Der kan skrives utroligt meget omkring amning, omsorg m.v. Dette er en afhandling i sig selv, blot skal vi huske på at følelseslivet som såkaldt voksen, ikke er så let at forklare.

Jeg vil kalde episoder i et menneskes liv for følelseskaos, følelseskrig, følelsesopløsning samt utallige følelsesforvrængninger. I voksenalderen gives der så lejlighedsvis glimt til at Selvet får lov til at sætte fokus på følelsernes indvirkning på deres liv og dermed deres skæbne. Således opstår selvransagelse, skyld, bebrejdelser, altsammen rettet mod Selvet. Enten var Selvet ikke stærkt nok til at følge samvittigheden, da følelsen tog overhånd i negativ retning, eller også har vi negliseret Selvets eksistens?

Vi kan så sige, er Selvet fornuftens stemme? I så fald, hvad er fornuft? Er fornuften i virkeligheden den største evne et menneske besidder efter at Jegidentiteten er skabt? Er fornuften og viljen det samme, når det gælder udelukkende det gode og det positive? Er karakteren et redskab til at føre og vejlede fornuften og viljen til at gå på den Godes vej? Kan følelserne totalt underlægges Viljen og fornuften?

Jeg erindrer en drøm om Mangotræet, det var nærmest en vision, da jeg aldrig har tænkt på det træ, endsige set det. Jeg så det tydeligt, stod foran det, og der blev sagt, spis af dette træ. Senere vil jeg beskrive træet iflg. leksika, præcis som jeg så det. Samme morgen i tv talte en verdenskendt prædikant og healer om helbredet vedr. den rette kost m.v., der var her tale om en tydelig sammenhæng, bl.a. talte han også om at GUD også kunne helbrede gennem naturen. Der var meget mere i hans prædiken, men dette er essensen. Nu kommer jeg pludselig i tanker om at indianerne hævder at der eksisterer en urte til behandling af enhver slags sygdom, altså forskellige urter til forskellige sygdomme, tankevækkende. Senere når jeg kommenterer økologien, må vi nok hellere se på dette emne?

Inden vi skal sove opstår der således til tider en kæmpe mulighed for at gøre status, lad os blot opdele det i et plus og minus skema. Samvittigheden stiller mange spørgsmål: Dette kunne du jo lade være med at gøre/sige/handle og dette kunne du jo lade være med at gøre, alt sammen for at du nu kunne have været på om jeg så må sige, på en anden vej. Her opstår så kvalerne, for man ved at det er rigtigt. Igen må vi vende tilbage til følelserne, hvordan skal de kontrolleres, styres i fremtiden for at lignende selvransagelser skal blive mindre pinefulde. Du kan således også sige, at hvis du er følelsesstærk, ja, så bliver du mindre påvirkelig fra yderverdenens indflydelse, det være sig personer, begivenheder og medier. Er du følelsessvag, har du lettere ved at “vælte” og dermed gøre skade på dig selv i form af generel forkert levevis, med et kølvand af personlige problemer. Skal du skabe dig nogle gode følelsesmæssige oplevelser, forudsætter det at samvittigheden og følelserne er magnetiske, ellers er det modsatte tilfældet. Altså vi har nogle begreber som læseren selv skal udforske for at få sin egen forståelse for at leve det liv som ligger i” agernet”(bliver omtalt i emnet Drøm og virkelighed) Begreberne er:Vilje, Følelse, Karakter, Samvittighed, Selvet. Jeget. Det medfødte gode i fosteret, Det ydre ansvarliges påvirkning af fosteret og samspillet mellem individets opvækst og voksenliv med vore medmenneskers så at sige adfærd, kort sagt. Læg mærke til at der er en vekselvirkning, der er også tale om magtspil om ikke andet så da ubevidst? Læseren vil se at jeg kun i dette afsnit går tilbage (stikordsagtigt) til fosterstadiet.

P.S. Læs om Mangotræet i Lademann og studer træet nøje, dets struktur, frugtens farver m.v.

©Pauli Obel