Kære dagbog 😉

Set i bakspejlet.

Det går ikke altid som præsten prædiker. Lige nu standser jeg op og giver mig selv lov til at reflektere. Hvad skete der egentlig for 2 år siden og hvorfor? glemte jeg at lytte til min krop og min sunde fornuft? Jeg ved det faktisk ikke og jeg har svært ved at  blive klog på mig selv? Det var den 10. august 2010 og efter en længere forvirrende pause, løb jeg en ca. 7 km tur og bagefter lidt styrketræning. Senere på dagen var jeg så ude at svømme med min daværende kæreste (AL). Hvad der går galt her i livet og hvornår, er sandelig svært at sige, men galt gik det.

Har det hele noget at gøre med forandring? Jeg mener, når 2 forskellige mennesker mødes med hver deres kulturbaggrund, selvom de er født i samme land. Vi har jo vore særheder, som er opbygget i en singletilværelse og pludselig er der to veje som skal forenes. Jeg har en lille lejlighed og (AL) flyttede mange af sine ting ind hos mig. Mildt sagt var der nu totalt overfyldt og det gjaldt også mit kælderrum som (AL) nu benyttede til lager. Dagen efter løbe-svømmeturen, hjalp jeg lidt med at bære nogle af (AL’s)  ting. Vi mænd skal jo bevise, at vi er stærke ikke – og selvom formen ikke er der, så giver vi en hånd med. Om jeg har løftet i en mærkelig stilling eller hvad der skete, ved jeg faktisk ikke, men næste dag var jeg skadet, syg med store smerter.

Jeg har tidligere haft problemer med ryggen og første gang det skete var tilbage i mit ægteskab med (JO). Efter at have vugget min søn i barnevognsindsatssen, løftede jeg lige på en vægtstang som jeg havde på værelset. Dér lå jeg så på gulvet og måtte mave mig ind i stuen. En vagtlæge kom og gav mig en blokade. Lægen anbefalede mig at søge en kiropraktor, hvilket jeg med min svigerindes hjælp opsøgte. Nogle knogler havde forskudt sig og han gik i gang med behandlingen. På min arbejdsplads, måtte jeg ligge på gulvet når smerterne blev for uudholdelige. Jeg fik 10 behandlinger og kunne igen fungere normalt.

Fra barnsben, har jeg altid været stærk og sej. Startede som svømmer og vandt 3 konkurrencer i brystsvømning som 12-årig. Startede så på redskabsgymnastikken som 13-årig og blev udtaget til eliten efter kort tid. Blev nr. 2 i barren med omvendt håndstandsvending til Aahus mesterskabet efter ca. et halvt års træning. Jeg var talent. Jeg fik lov til at træne med de voksne elitegymnaster og trænede til ca. kl. 22 om aftenen to gange ugentligt og søndag formiddag. Så gik det galt. Jeg faldt ned fra ringene og ramte rullemadrassen, heldigvis på ryggen.

Det er lidt uklart den følgende tid. Jeg ved ikke rigtig hvorfor jeg stoppede som elitegymnast, men husker at min træner ringede til min mor og fortalte hvor stort et talent jeg var og at de savnede mig. Jeg var i præpuberteten og der var fart på. Da jeg svømmede, var jeg også skomagerbud og tjente 10 kr om ugen. Min spirituelle udvikling fra fødslen har jeg skrevet så meget om på localhost, så det vil jeg ikke nævne her.

Det er svært at beskrive, men et par gange blev jeg angrebet af en form for “angst-svimmelhed”. Noget var galt og den lille spinkle stærke dreng på 13 år, blev indlagt på neurologisk afdeling, Aarhus Kommunehospital. Her gennemgik jeg de forskellige undersøgelser med rygmarvsprøve og elektroder på hovedet. Ved 14-årsalderen oplevede jeg en bevidsthedsudvidelse, men jeg føler ikke tiden er til at beskrive dette.

Senere dyrkede jeg lidt vægtløftning og da jeg boede i København, dyrkede jeg styrkeløft i Club Roma. Jeg var stærk og til en konkurrence i begyndelsen af 1970erne, vandt jeg i min klasse. Jeg skriver dette, for jeg har ikke haft noget med ryggen, før omkring de 30 år.

Det er mærkeligt, for i 2009 var jeg i København og gennemførte Copenhagen Marathon. Der er meget som er mærkeligt i et menneskes liv. Måske jeg skulle skrive en bog om DET MÆRKELIGE MENNESKE 🙂

Dagen efter, den 13. august 2010, kom min søn, samtidig med at lægen var tilstede for at tilse mig. AL kom også og hentede stærk medicin til mig, tak. Nu havde jeg morfin piller, så kunne jeg bare komme op på cyklen, ville jeg måske bedre kunne bevæge mig. Jeg prøvede, men det gik galt og jeg væltede på fortovet og slog mit knæ som nu skulle lappes med stort plaster. Det var da et forsøg. Venstre ben kunne simpelthen ikke bære mig. Uheldig kan man være for jeg hamrede mit dårlige ben ind i en bordkant ude på terrassen, lige i såret under knæet. Hvad er der galt, tænkte jeg. Denne gang var det alvorligt, opdagede jeg. Der lød et brag midt om natten og dér lå jeg så på gulvet – benet kunne ikke klare min vægt.

Stakkels (AL), hun havde aldrig oplevet en så syg skadet mand. I min kalenderdagbog, skriver jeg den 24. august 2010 følgende: Målet i dag: Gå hen til busstoppestedet (som ligger ca 50 meter fra min lejlighed). I første forsøg måtte jeg vende om og satte mig på trapperne i den anden opgang. 2. forsøg: Kom helt hen til stoppestedet og hvilede på bænken der. Gik så langsomt op ad Søndervangs Alle, indtil smerterne blev for meget. Hvilede på et cykelstativ, næsten hjemme. Sådan trænede jeg hver dag – lidt ad gangen, små skridt.

Nu kunne jeg godt fortælle hvor svært det er at ligge i sengen en halv time af gangen og slæbe sig ind i stuen for at sidde i en anden stilling, grundet smerter. Mit mål og ønske var, at jeg kunne gå normalt over til Kvickly og selv handle, så skulle jeg ikke forlange mere.

Først den 7. oktober blev jeg MR-skannet og svaret kom den 13. oktober 2010. På rygambulatoriet fortalte lægen og pegede på billederne: 2 diskusprolaps og for første gang i mit liv kom jeg hjem med en krykke, som blev min bedste ven i en periode. Jeg kunne ikke nøjes med 1 diskusprolaps, nej, 2 var så min andel. Jeg nægtede at blive opereret på neurokirurgisk og fysioterapeuten gav mig nogle øvelser. Det var dælme en psykisk hård periode og nu måtte (AL) vandre rundt med en handicappet mand, stakkels hende.

Min far sagde altid, når der var svære problemer: Der hvor der er en vilje, er der en vej. Jeg kæmpede videre og en dag kunne jeg aflevere krykken tilbage og gå normalt igen. Et halvt år efter gennemførte jeg Odder Halvmarathon og måneden efter Danmarks hårdeste motionsløb: Bjergklassikeren 27 km ovre i Midtjylland. Blot at gennemføre er mig nok og jeg er stadig så taknemmelig for at jeg selv kan gå over til Kvickly.

Nu kan jeg jo reflektere over hvad der er sket de sidste 2 år, men hvad der er sket, står ikke til at ændre. I denne måned er det 2 år siden jeg fik dommen: 2 diskusprolaps. Der er meget at fortælle også om det psykiske og spirituelle. Dette lille indlæg er kun en flig af helheden. Jeg har valgt at opbevare det positive i min livsrygsæk og så lade alt det andet ligge…

© Pauli, 12. oktober 2012