På bordet ligger der et brev til mig. Jeg ser, at det er fra Norge. Jeg kan godt længes efter den tid, hvor jeg skrev med sirlig håndskrift. Nu ser jeg hvor betydningsfuldt det er, at lære at skrive. Mens ordene formes ledsages de af inspiration og det hele forløber i det helt rette tempo. Der er tid til at kigge ud af vinduet, se over på den anden side til genboerne på Brinken. Skoledagen er forbi og nu sidder jeg her og skal svare på de mange fine sætninger som er fyldte med visdom. Brevet er fra en ægte kristen vejleder som bor i Hauge i Dalene. Som 15-årig besøgte jeg ham og boede oppe i fjeldene, hvor jeg havde mulighed for at lytte til hans viise ord. “Har din mor ikke en violin der står derhjemme i hjørnet, i stuen?” spurte han. Han fortsatte: “Du skal nok begynde at spille violin, broder”. Han kunne også være humoristisk og en dag på vores vandring i fjeldene sammen med hans får, spurgte han mig, hvad jeg forstod ved ordene: “De viise fanger sjæle”. “Må jeg lige få lov til at tænke mig om”, svarede jeg. “Naturligvis broder, det er derfor du har fået dit hoved”, svarede han med et smil. Vi havde så mange dybe samtaler om livet i – og omkring os og samtalerne fortsatte via brev.
Det viste sig, at jeg havde talent for at spille violin og da jeg havde været igennem “Davids Violinskole”, som selvstudium, fik jeg en meget dygtig lærer. I dag er jeg overbevist om, at musikstudierne, lydene, hjalp mig til at få en mere harmonisk tilværelse i den svære sene pubertet. Alene dette at stemme violinen ud fra kammertonen som grundlæren, og at øve etuder og skalaer, var med til at harmonisere mine chakraer, hvilket jeg først forstod langt senere i mit liv. Men der var også opøvelsen i at koncentrere sig om noderne – som var medvirkende til en bedre tankekontrol, om jeg så må sige. Jeg kan skrive rigtig meget om den tid og om den åndelige dimensions påvirkning etc.
Jeg er dybt taknemmelig for de mange gode udviklingsår jeg havde i min tidlige ungdom og jeg må ydmygt sige, at jeg fik en sikker og god grundvold for resten af mit liv, tak!
Det var trygt og dejligt, at skrive et brev, vandre hen til nærmeste postkasse og sende det. Der var ro på. Nu lever jeg så i en hel anden tid og må indrømme, at tilværelsen ikke længere er så tryg. Jeg er på nettet som alle andre borgere og skriver nu foran en skærm. På sekunder kan jeg sende mit brev til en ven med billede og filer. Jeg kan betale regninger og overføre penge og følge med i hvad der rører sig globalt. Så sent som i aftes, blev jeg mindet om, hvor utrygt det er at færdes på nettet.
Cyberkriminalitet kan ramme vores personlige sikkerhed hvis din identitet bliver stjålet. Vi taler hele tiden om udvikling, men hvis udviklingen ikke bliver parret med en sikker tryghed, hvad er det så for en verden vi lever i?
Det er nok svært for de helt unge at forstå hvad jeg mener, for de har jo stort set ikke kendt til andet end mobil og internet? Her har jeg så en fordel ved at mit liv indtil videre strækker sig over et par generationer og har den viden i min “rygsæk”, at der findes tryghed i “kommunikationen”. Det går jo ikke for et træ at eksistere uden rødder? Altså, vi kan ikke bare sige: Lev i nuet. Fortid, nutid og fremtid er en helhed. Forestil dig, at vi er et par generationer, som sidder omkring et bål og samtaler. Børnene vil nok spørge de gamle om, hvordan de levede og løste problemerne – og hvordan de nu kan løse opgaverne, for at skabe en endnu bedre fremtid? Jo, vi havde ikke digitalt med NEM ID, vi havde en sparekassebog, som jævnligt blev ført ajour etc. Altså igen, tilsyneladende skaber den meget hurtige udvikling, som vi lige nu befinder os i – masser af problemer og dermed utryghed. En medalje har selvfølgelig to sider og det er mit håb, at den positive udviklingsside vil vinde.
Tak for ordet 
© Pauli