Lad os lige standse op og ’se’ på denne enestående kvinde. Jeg er dybt fascineret. Alice Ann Bailey, født La Trope-Bateman, kom til verden den 16.juni 1880 i en velhavende, aristokratisk familie i Manchester, England. Jeg tror godt vi kan sige at hun voksede op i tryghed og havde en rigtig god barndom i den kristne tro. Men selv om barndommen er tryg og der ikke mangler noget materielt, kan man da godt føle sig ensom, men det kan også have sine fordele. Da hun var 15 år, altså i 1895 skete der noget helt fantastisk og så oven i købet en søndag formiddag i kirketiden. Hun var alene hjemme, familien var til gudstjeneste, da der pludselig kommer en høj europæisk udseende mand ind i stuen. Han havde en turban på hovedet.

Det må have været noget af en oplevelse for den unge pige. Som hun sidder der i stuen, fortæller han, at hun vil få en fremtidig opgave og at denne opgave vil få betydning for mange mennesker. Men det er vigtigt at hun får orden i sit liv og så at sige udvikler sin forståelse af sig selv. Manden forsvinder hurtigt igen og man kan da let forestille sig at Alice er temmelig rystet. Det skulle åbenbart være lige netop på det tidspunkt og for mig at se er hun jo også midt i puberteten, en forvandlingsproces og hermed åben for sådan et budskab.

Vi må sige at livet synes planlagt når det gælder sådanne begivenheder. Hun må også have haft den nødvendige ro og fred til lige at eftertænke hvad der var sket, denne søndag formiddag. Men Alice er jo et menneske af kød og blod, så det var ikke sådan at hun blev forflyttet til et afsides kloster, hvor hun kunne begynde at skrive.

Syv år efter denne oplevelse finder vi Alice som evangelist blandt de britiske tropper i Irland.

Det kan da ikke siges at være en beskyttet tilværelse. Hun lavede mad til soldaterne og prædikede for dem. På sin vis er dette også en hurtig indføring i hvordan livet også kan være og giver dermed en bedre menneskeforståelse. Den indre esoteriske skoling er i fuld gang, midt i det dengang pulveriserende liv.

Tidsånden var en anden og kan ikke sammenlignes med vore dage. Men det jeg synes er så dejligt ved Alice, er netop at hun er i denne verden, virker som vi ser, samtidig med at der arbejdes på højtryk i den indre skole.

Her er ikke tale om et rumskib fra det ydre rum, som bortfører en ung kvinde for at sætte hende ned på et eller andet bjerg i Tibet. Prøv at se for dig hvordan den tid var, hvordan menneskene gik klædt og hvad de spiste osv. Den åndelige udvikling er altid individuel, den kan du ikke lære på en skole eller kursus. Linien er fastlagt fra før fødslen og alt vil forløbe som det skal.

At være evangelisk udsending, kræver sin kvinde om jeg så må sige. Dette måtte Alice sande i Indien, hvor hun havde et meget hårdt program. Det blev til 15 evangeliemøder om ugen samtidig med at hun korresponderede og lavede regnskaber. Ikke nok med det, om eftermiddagen hjalp hun til på hospitalsstuerne og om aftenen ledte hun betjeningen af 500 – 600 soldater på caféen.

Her ser vi igen hvordan den indre skoling går hånd i hånd med hendes virke på det ydre plan. Men arbejdet sled for meget på hende, så i 1906 blev hun hjemsendt og senere gift med Walter Evans, en soldat hun var blevet forelsket i da hun var i Indien. Også her ser vi hvordan livet former sig på en helt naturlig måde, for hun bliver gift og får 3 piger.

Selv om Walter Evans var præst ved den den episkopale kirke i Californien og man nu skulle synes at alt var godt, så blev Evans voldelig over for hende og ægteskabet opløstes. På den tid var det temmelig hårdt at skulle forsørge sig selv og sine 3 piger, men Alice fik arbejde på en sardin-konservesfabrik, hvor hun pakkede dåser dagen lang.

Vi ser en ganske almindelig pige som bor i en 3 værelses lejlighed og kæmper til dagen og vejen , akkurat som mange mennesker gør det den dag i dag, men dengang var det noget hårdere. Endnu éngang ser vi hvordan Alice gennemgår en skoling. Vi kan også sige det sådan, efter min beskedne menig at det synes som om at Alice ikke skulle have noget til gode, forstået på den måde at hun havde været igennem de åndelige modningsprocesser – når hun skulle have fred til at skrive.

I vore dage ville vi nok tale om at ’løbe hornene af sig’, eller udleve forskellige karmiske processer, så at sige blive gjort klar til den mission som var tiltænkt. Nogen gange sker der noget når man bliver 35 år og det skete også for Alice, for i 1915 mødte hun to engelske damer som introducerede hende for H. P. Blavatsky og Den Hemmelige Lære.

’Det er ikke godt for mennesket at være alene’, så det skulle vise sig at der var en ny mand til Alice. Den indre skoling fortsætter og Alice flytter til Hollywood i Californien, Krotona, hvor Det Teosofiske Samfunds hovedkvarter ligger. At skulle arbejde for at tjene til dagen og vejen i ‘Samfundets’ vegetariske cafeteria, er hårdt. Der er stadig 3 piger at forsørge, så Alice havde virkelig fortjent at møde sin kommende mand, Foster Bailey, en tidligere dommer, der nu helt helligede sig teosofien. Parret blev gift i New York i 1920.

Sådan som jeg ser det, er det først nu, vi kan tale om at Alice Ann Bailey er klar til at være det redskab, som hun var forudbestemt til. Der skal ro til for at kunne studere, lytte og skrive. Der skal være trygge rammer og man skal vide at børnene har det godt og nu havde de jo netop fået en kærlig stedfar. Alice er ca. 40 år nu, hvor gammel hendes mand var, er jeg ikke klar over, men som tidligere dommer, var han nok ikke helt ung. Jeg synes det er skønt at vide lidt om en så kendt forfatter, som bliver nævnt temmelig meget.

Men det er min opfattelse at læseren normalt ikke interesserer sig for forfatteren, men især kun indholdet af bøgerne. Vi slynger om os med forfatternavne, men sjældent spørger vi til deres levned. Mange gange hører vi også bare en enkelt sætning, som skulle beskrive forfatteren, uden selv at undersøge, det er derfor jeg synes og finder det vigtigt lige at fortælle lidt om Alice Ann Bailey.

Kontakten med Djwhal Khul, skete i 1919, altså året før hun blev gift. Efter at børnene var blevet sendt i skole gik hun ud til en bakke, nær huset og mens hun sad der – og igen ser vi hun er alene ligesom den søndag formiddag, hjemme i stuen – hørte hun lyden af musik og en stemme spurgte hende: “Der er nogle bøger, som man ønsker skrevet til offentligheden.

Du kan skrive dem. Vil du det?” Jeg får det til ca 24 år fra mødet i stuen til denne oplevelse. Tre uger efter begyndte det unikke forfatterskab, som vi i dag også kender under Tibetanerens navn.
Der kan selvfølgelig skrives rigtig meget om Alice Bailey, men læseren kan selv gå på opdagelse. Jeg skal blot her nævne at i årene fra 1919 til sin død den 15.december 1949 skrev Alice Bailey 19 bøger for Tibetaneren og forfattede selv 4 andre samt sin ufuldendte selvbiografi.

© Pauli, skrevet: 20/11/2006, 20:31