Jeg er ikke psykolog, men meget falder mig naturligt at forstå, når jeg læser om de psykologiske emner. Det er altid rart at kende lidt til begreberne og prøve at forstå den dybere mening. Det kræver naturligvis studier, som kan vare hele livet igennem. Jeg tror det er godt, at være nysgerrig og det var Maslow, som sagde, at menneskets behov aldrig bliver endegyldigt tilfredsstillet. Så snart et behov er tilfredsstillet vil et nyt og højere behov dukke op, hvilket er det princip der fører til at mennesket udvikler sig og realiserer det, de har potentiale til at blive.

Der er et begreb i psykologien, som ganske vist ikke bruges så meget hos de spirituelle, nemlig transpersonlig, som vedrører bevidsthedstilstande, der får os til at interessere os for / identificere os med, alt hvad der er større end os selv, og som ligger uden for personlighedens normale bevidsthed.

Det er så helt naturligt, at når man støder på ordet, bevidsthedstilstande, så må jeg vide mere om emnet og se hvordan det kan passe ind i mit verdensbillede. Det ene medfører det andet og delpersonligheder og meget andet godt, ruller frem på skærmen, nysgerrigheden er vakt.

Jeg har i nogen tid gerne villet skrive om Roberto Assagioli, fordi jeg synes han er en spændende person og måske havde læsernes interesse. Naturligvis har jeg også en bagtanke med dette, for jeg er interesseret i netop Assagiolis verdensbillede. Hvordan han er blevet inspireret og fra hvilke kilder.

Der er simpelthen så meget materiale om Roberto Assagioli og hans forfatterskab, så jeg kan kun ønske læserne god fornøjelse med nedenstående link. Dog vil jeg tillade mig, at gengive et kort uddrag fra hans omfattende biografi, som fortæller mig om hans inspirationskilder. Hos nogle kritikere, vil citatet nok ikke falde i god jord, men for mig er det ganske positivt oplysende:

“Assagioli har dog også talrige henvisninger til vestlige mystikere, herunder Johannes af Korset og Frans af Assisi. Indenfor Vestlig psykologi er der ingen tvivl om at William James, C.G. Jung og Viktor Frankl var nære åndsbeslægtede fæller. I hans forståelse af de patologiske tilstande i det lavere ubevidste trak han hele livet på mange af de psykodynamiske teorier. Han mente, at der forud for den spirituelle udvikling måtte gennemføres en psykoanalyse – ikke i klassisk forstand – men en dybdepsykologisk transformation.

Men når vi skal fastslå, hvor hans egentlige åndelige tilhørsforhold lå, så står teosofien stærkest. Han var en af esoterikeren Alice Baileys nære venner og tilsluttede sig hendes Arcane School allerede i starten af trediverne. Assagioli skrev blandt andet forordet til den italienske udgave af Alice Baileys kommentar til Patanjalis Yoga Sutraer.

Det var ikke noget han ønskede for meget opmærksomhed omkring, da han først og fremmest ønskede at blive opfattet som videnskabsmand. Da psykologen Jim Fadiman besøgte Assagioli i 1972 bemærkede han, at der hang et portræt af Madame Blavatsky, stifteren af teosofien, i hans venteværelse. På spørgsmålet om hvorfor det var nødvendigt at være tavs omkring hans esoteriske tilknytninger, udtalte Assagioli: ”Det er min religion og indtil jeg dør ønsker jeg tavshed omkring det”.[2]

At hans tro også indeholdt reinkarnation lagde han ikke skjul på. I et interview med Sam Keen fortæller han følgende:

”Døden er for mig først og fremmest som en ferie. Der er mange hypoteser om døden, og ideen om reinkarnation forekommer mig at være den mest fornuftige. Jeg har ikke nogen direkte viden om reinkarnation, men med min tro kommer jeg i godt selskab med hundreder af millioner af Østens mennesker, med Buddha og mange andre i Vesten.”

Men Assagioli skelnede klart mellem hans egen religion og hans arbejde som transpersonlig psykolog og psykiater. Han var ikke en intellektuel i ordets egentlige forstand, han var langt mere en mystiker og hans teorier om mennesket baserede sig i høj grad på hans egne indre oplevelser.”

Jeg håber nu, at læserne bedre forstår min begejstring for Assagioli – og at det kan inspirere til at gå på opdagelse.

© Pauli, nov. 2008