Nogle strøtanker i januar 2007
Fordi vi har været med i en bevægelse – behøver vi jo ikke at modarbejde! Fordi vi har været sektmedlem i mange år – behøver vi jo ikke at kritisere. At være med i en gruppe eller bevægelse, giver identitet. Pludselig at forlade gruppen – skaber tomrum. Problemet består ikke så meget i at forlade bevægelsen – det er nok mere måden hvorpå dette sker. Siger man pænt tak for den tid og for den lærdom man har fået, med begrundelsen at nye veje og retninger skal undersøges – skulle det ikke skabe vanskeligheder for personligheden. Det er et spørgsmål om at kunne forklare sig over for resten af gruppen. Det er altid en god ting, at skilles på en fredelig måde.
Når du har været i en bevægelse/gruppe, stor som lille, så har du jo lært noget og fået viden til din personlighed (mentalt, astralt og fysisk). Denne viden, er din viden, som du skal bruge i dit liv, som udgangspunkt for ny viden og erfaringer. Vær taknemlig for den og undlad at kritiserer den, for så kritiserer du bare dig selv og det er tidsspilde. Den viden du har fået, skal integreres i dit liv – for der er jo nok en dybere mening, med at du har brugt tid på at studere netop de kundskaber?
Det handler om at være stærk i sin tro og have tillid til at der bliver sørget for dig – men undgå at kritisere de mange gode år du har haft i gruppen. Hvis du har tænkt dig at indlede et korstog mod din tidligere bevægelse – skal du vide hvad du gør. Er du selv nået længere end de andre, har du i virkeligheden mere viden end dem og endelig har du husket at få din erhvervede viden integreret i dit eget liv, således, at det ikke kun er kundskab du har i dit intellektuelle hoved!
Nu lever vi altså i 2007 med en nyhedsstrøm som går så stærkt at det meste farer hen over vore hoveder. Vi er kun i stand til at opfange en brøkdel, med vore nuværende hjerner og begavelse, så med andre ord, det er umuligt at sætte sig ind i det hele.
Man kan for så vidt ikke tale om at have været fx ’Steiner-mand’ (du kendte ham jo ikke personligt). Man kan sige at have studeret og forsøgt at integrere noget af de tanker og viden som Steiner gav menneskeheden og dette gælder også for andre retninger så som Martinus, teosofferne og mange andre. Der er da en logisk mening med vor udvikling – nemlig den, at man ikke kan lære eller forstå mere end der er bevidsthedskapacitet til. I vor tid bliver det så mere til en form for ’punktviden’, lidt her og lidt der, som små brikker til et puslespil. Kunsten er så at opdage enkeltheden bag denne mangfoldighed – men så taler vi om VISDOM.
Loven om affinitet (lige tiltrækker lige) skulle gerne træde i kraft på en naturlig måde når man er et søgende menneske – som oprigtig ærligt ønsker at blive vejledt på den rigtige måde!
Du vil tiltrækkes af/til de mennesker som er på niveau eller bølgelængde som dig selv – hvilket giver en vis tryghed (lige børn leger bedst) Men hvert enkelt individ udvikles jo ikke lige hurtigt og opnår heller ikke den samme erfaring, så pludselig kan forskelligheden være så stor, at et udbrud af gruppen er nødvendig, netop for at de andre også kan komme videre, uden dine spørgsmål, som de ikke kan besvare. Igen søges der videre, indtil en ny platform er nået – på vej op ad udviklingsbjerget. Der skal også tid til at fordøje, og det kunne vi passende kalde for en passiv periode – prøv lige at se på dit liv – hvor mange passive perioder har du?
Livets skole kan da være hård – men for hvert klassetrin vi gennemfører, bliver vi jo klogere. Når vi så har gennemført det som var ’planen’, får vi også god tid til at omsætte viden til VISDOM!
© Pauli Obel