Jeg var heldig og meget taknemlig, for også i år nåede jeg at se den lysegrønne farve, når den var på sit højeste 🙂 Nu er næsten alle træerne sprunget ud og den hårde og vanskelige overgang er ved at være forbi. Det er klart med den dynamik og eksplosioner, som finder sted i skovens natur, at det har indvirkning på kroppen. Jeg har det bedst når alt er sprunget ud og det er nu nok også fordi jeg er født i juni :-).
Minsandten om ikke jeg har lært noget af den sidste uges sygdom. Jeg har lært, at jeg skal tage den med ro, når jeg får Primcillin og har feber. Immunforsvaret bliver forvirret, hvis kroppen bliver overbelastet, samtidig med tilførsel af antibiotika. Det handler så at sige om samarbejde mellem bevidstheden og kroppens celler og der er ingen vej udenom, tempoet skal ned, hvor svært det end kan være. Du godeste, hvor er der meget at lære hele tiden 🙂 Kold og så varm, sved og feber og masser af væske – det rigtige tøj (det er bestemt ikke sommer) – og så lige ro på. Jeg kom langsomt op af de mange trapper og så sneglefart op ad den store bakke, men så kunne jeg også smile til min mobilos og igen nyde de grønne farver og sige: “Jeg har da gjort noget i dag” 🙂
Ok, jeg kan nu ikke lide, at man skærer og ridser i træerne og gad vide om jeg måske har gjort det?
Tempoet er sat ned og det betød lugning på hug med en skruetrækker i min lille have og så skal græsset også slås om et par dage. Jeg tror jeg har lært noget 🙂
God weekend.