Vækkeuret ringer – jeg sætter mig op og kigger på min kone og på sønnen. En ny dag. Tøjet hurtigt på og morgenmad indenbords. Med bus til børnehaven og straks videre til kontoret. Store bilagsmængder lå på skrivebordet, som skulle behandles, for kreditorer og debitorer skulle jo betjenes. Hjem igen og med største glæde hente min søn. Min kone var også kommet hjem fra arbejde. Aftensmad og så ud ad døren igen, med bussen op til Handelshøjskolen for at studere HD. Pudsigt nok havde en kammerat fortalt mig, at dette studie var et skilsmissestudie. Hæ, hvad vedkommer sådan en udtalelse mig. Jeg skal læse nationaløkonomi, erhvervsjura og statistik. Nu er konen jo derhjemme og trods hendes eget fuldtidsarbejde, kan hun vel nok passe barn og hus.
Vores lille søn, var ved at lære at kravle hen over gulvet og krævede opmærksomhed. Så gik tiden med at synge og vugge til han kunne sove trygt i vuggen. Se den lille kattekilling og Den lille Ole med.. – om og om igen.
Pludselig slog ”lynet” ned i mig og jeg tog mine tykke bøger og lagde dem hen i hjørnet ved skrivebordet og sagde: ”Nu er det slut – jeg vil leve og jeg erkender, at jeg ikke er den rette, som kan klare fuldtidsjob og om aftenen uddanne mig til civiløkonom. Selvfølgelig skal jeg passe mit arbejde, men den tid jeg så har til overs, også selvom jeg ofte arbejdede over og nogle gange til midnat – så skulle tiden bruges på min søn og kone.
Min beslutning var rigtig og jeg undgik at bryde sammen med stress (kalder de det vistnok nu om dage) – Jeg forstod nu alvoren i at sætte børn i verden og opdagede det store ansvar. Jeg blev opmærksom på hvor megen omsorg og kærlighed børn kræver, men samtidig hvor stor en gave det var, at få lov til at give den hjertekærlighed til sin søn – men også til min kone.
Mit indlæg bliver lidt for langt, det undskylder jeg, men mit råd til de som er på vej til at få stress, skal være: Stands op i tide og revider dine livsmål 😊 Tak for ordet
© Pauli, 9.2.23