Her er så et par indlæg fra mit gamle forum skrevet i december 2007.
Martin skriver:
Det hænder, at man pludselig griber sig selv i at være træt på en besynderlig negativ måde. Man fejler ikke noget fysisk og har måske i og for sig slet ingen anledning til at føle sig mismodig, men alligevel er det som om livet med et er blevet gråt i gråt. Jeg tror ikke, der findes blot èt tænkende menneske, som ikke har oplevet denne tilstand, oplevet at føle sig uden kontakt med den “melodi”, man må være på bølgelængde med, om glæden ellers skal bo i ens sjæl.
Man kalder denne tilstand for “psykisk træthed” og udleder dens årsag af det slid på nerverne, som livet af i dag udsætter enhver for. “Nerverne” er således her trådt i stedet for de muskler, der rent fysisk kan udmattes. Men medens musklernes træthed relativt hurtigt ophæves ved hvile, viser det sig gang på gang, at den samme hvile overhovedet ingen hjælp er for de overkørte nerver. Tværtimod. Hvem kender ikke denne besynderlige fornemmelse, at hjernen ligesom går på tomgang? Det kværner og kværner i ens hoved, og man synes til sidst, at det hele er et håbløst rod, og at alt i virkeligheden er uden nogen som helst mening.
Livet uden reelt moralsk grundlag, uden kontakt med det evige lovsystem, der udgør vort virkelige livs urokkelige fundament, er ejendommeligt derved, at det faktisk mindre er liv end funktion. Uden at gå noget menneskes ære for nær, kan man roligt sige, at det store flertal faktisk “funktionerer” i stedet for at leve. Imod dem skyller en uafbrudt kæde af oplevelser, hvis inderste hensigt de ikke alene ikke begriber, men som de heller intet ønske har om at begribe. Disse mennesker er blevet så vant til, at dette at “opleve” er det centrale. Der skal hele tiden “ske noget”, og gør der ikke det, så “lever” man ikke. Modsætningen mellem svundne tidsaldres liv og nutidens er her åbenlys. I “gamle dage” var der langt større afstand mellem de enkelte personlige oplevelser, end der er i dag, og derfor også tid til noget, vor verden næsten ikke kender, det man dengang kaldte “eftertanke”, det, som gav de forskellige oplevelser perspektiv, hvad der i virkeligheden kun vil sige: afslørede deres hensigt. Når man betragter det snart helt usandsynlige tempo, der i dag er over livet, dette nerveopslidende jag, må det ikke undre, at flere og flere bliver permanente ofre for det, man under èt kalder “depression”.
En uhyre oplevelsesophobning uden påfølgende gennemført fordøjelse fører lige ud i neurosernes helvede. Uden virkelig viden om, at ens åndelige legemer er udrustet med et fordøjelsessystem på linie med det rent fysiske, ser man mennesker “overfodre” sig selv med oplevelser med det resultat, at “nerverne” slår klik. Nervesammenbrud, neuroser, depressioner eller “åndelige kriser”, er alle udtryk, der som oftest dækker den samme tilstand: åndelig overmættelse uden påfølgende naturlig fordøjelse.
Forholdet kan vel ikke forbavse nogen. Dengang livet var enklere og afstanden mellem de enkelte personlige oplevelser, som allerede berørt, meget større end den er i dag, var “dårlige nerver” noget næsten ukendt for det almindelige menneske; det var noget, der hørte de velhavende klasser til. I dag er det en fattigmandssygdom, hvilket vil sige, at det er så almindeligt, at det får lægerne til at fortvivle.
Jeg bemærkede før, at flertallet i dag ikke lever, men blot funktionerer, hvilket vil sige, at de tilsyneladende ser og alligevel intet ser af det liv, der rører sig omkring dem, de hører og hører alligevel intet. Alt er for sådanne mennesker mentale energikombinationer uden dybere hensigt – livet er en “reaktion i blod og nerver”. Men ingen kan fortsætte en sådan form for liv uden at “tage skade på sin sjæl”. Resultatet bliver uundgåeligt den livslede, træthed og håbløshed, man i dag møder alle vegne. Illusionen om, at “alt er tilfældighed”, har bidt sig godt fast. De fleste føler sig som en kastebold mellem mægtige, tilsyneladende helt ukontrollable kræfter og møder sig selv uafvidende, samtlige begivenheder med den negative fatalisme, som primitive muhamedanere lægger for dagen, når de med et opgivende skuldertræk erklærer deres egen modgang for “Allahs vilje”.
Overalt i verden undrer den “lille mand” sig over, at det virkeligt skal være nødvendigt at leve i denne permanente angst for agression, for sult og anden elendighed, når det vitterligt er en kendsgerning, at vi både har mulighed for og evner til, at skabe en anden og langt lykkeligere verden. Men den “lille mand” glemmer en meget vigtig ting, når han ræsonnerer således. Han glemmer, at det ikke er nok at leve i et stadigt brusende ocean af oplevelser. Han glemmer kort sagt, at man ikke alene er sin egen lykkes smed, men også sin egen ulykkes!
Livet er på sin vis uhyre neutralt. Loven for skæbne er uafhængig af sympati og antipati. Èn gang født går kræfterne i den bane, man selv har tilrettelagt for dem, og de slutter først deres løb, når de igen har nået deres ophav og ladet ham opleve deres virkning på sig selv. Sæd og høst følger “hak i hæl”, og selvom livet i det ydre skifter form, består den indre tilstand urokket, sålænge man ikke ændrer tankeblandingstaktik – hvis man kan kalde det således. Vi oplever i dag et sandt uvejr af vore egne tilbagevendende tankeblandinger. Altid sad egoismen i højsædet, når vi begærede. Hver for sig har vi sået en mikrokosmisk “blæst”, og møder nu samlet et makrokosmisk stormvejr, der truer med at knuse os alle. Ingen har længere tillid til hinanden.
Alle frygter alle, – jorden synes virkelig at være forbandet.
– – Og så er det altsammen illusion! Jorden er akkurat lige så velsignet at leve på for den, der forstår, som et hvilket som helst andet sted i universet. De vise har aldrig beklaget sig – de har kun beklaget menneskene!
Det er ikke og kan aldrig blive livet, der er noget i vejen med, det må altid blive det levende væsen, der går blind! Alle store vise har belært os om de moralske loves reelle eksistens og skildret, hvordan livet vil forme sig for os, om vi kun føler de i kødet bårne instinkter. Hæmningsløst liv baseret på ren begærledet vilje fører enhver udover afgrundens rand. Vor tilværelse beror på en vekselvirkning mellem os selv og livet. Men livet er lovene. Er vi med disse love, vil “himmeriges rige” være en realitet i vor sjæl, er vi imod dem, da “ligger synden for døren”, hvilket jo kun vil sige, at “helvede” breder sig i vort indre. Og hvad er helvede andet end det, enhver form for psykisk træthed er optakten til? Hvem har det værre end den, der vånder sig under et nervesammenbruds pinsler? I dette mentale “no mans land”, hvor sindssygen truer med at slukke åndens klare lys, dæmrer det vist for de fleste, at det er det jordiske menneske selv, der ved sin uforstand, sin manglende moralske indsigt og deraf følgende mangel på karakter, er sin egen sjælelige lykkes bitreste fjende.
Lone svarer:
Reaktioner på det læste… måske med.. måske uden sammenhæng. Måske overflødigt.
Eftertanke, en dejligt ord, som ikke bruges ofte mere. Det er ikke det, der sker efter tanken, men de tanker, der kommer efter handlingen.
Altså det indre, der kommer efter det ydre. At lade tingene synke ned, dvæle ved det allerede oplevede, vende og dreje det, gennemtygge det, erfare det og så lade det bundfælde sig. Det er en proces, der tager tid, men tiden er egentlig lige meget her. Det er ikke tiden der er vigtig eller mangel på samme, selv om netop tiden omtales ofte i dag. Men tid er i grunden et overflødigt popord, der bruges som undskyldning for en hel masse andet.
Nej, denne proces med eftertanke kræver ro, stilhed, mangel på aktivitet. I hvert fald aktivitet af den type, der kræver nye aktive handlinger. Og det er den slags, der mangler i vore dage. Eller.. som der var mere af før i tiden. Før i tiden da der var længere mellem sanseindtrykkene, ja der var der også en større naturlig frihed til at bearbejde det skete. Man tænker så godt mens man en sommeraften bælger ærter, eller mens man en vinteraften renser æbler til mos. Den slags aktiviteter, håndens arbejde, går så fint i spænd med eftertanken. Havearbejde, især måske det kedelige, at luge ukrudt, slå græs, ja det giver rum for eftertanken.
I dag har mange sprunget den slags over fordi det er meget lettere at købe ting færdigrensede i frostposer. Og desuden er fjernsynet der, så aftenen fyldes ikke ud af håndens gøremål. Det er billigere og nemmere at gå i butikker og finde en strikketrøje end det er at lave den selv. Selv madlavningen skal foregå hurtigt og nemt. Helt uden følelse for hvor mange gode tanker, både eftertanker og fremtidstanker, man sådan får når man rører i 4-timers suppen. Eller renser hjerter til sammenkogt. Uha.. sikke da et arbejde. Både halvulækkert, man bliver nemlig mindet om at der er blod i dyr og at det kød vi spiser rent faktisk kommer fra dyr, og så besværligt. Tidskrævende. Jojo… sikkert.. men hvad i alverden er det da vi ellers har så travlt med? At rense hjerter, skære dem i stykker, panere dem, brune dem og lave resten af gryderetten klar, jamen det tager måske da nok tid, men… tager det tid fra noget??? Og får man ikke noget fritid, privattid forærende i stedet – altså tid, der så fint kan bruges til eftertanke? Jo, det synes jeg.
Jeg tror at der tidligere var flere af den slags naturlige, måske tvungne, åndesteder, hvor tanken automatisk fandt hvile. I dag findes der lige så mange af dem, bare på en anden måde. Og disse åndehuller bliver så nemt til noget andet, nemlig stressfaktorer. At sidde i en kø på vej frem eller tilbage, at sidde i et tog eller en bus. Eller en ting som at amme sit barn. Rene åndesteder for tanken.. så man ikke ender med sjælelig forstoppelse, men for de fleste bruges de til at forhøje blodtrykket ved at tænke på eet.. igen og igen og igen: jeg kunne bruge denne spildtid til noget andet, noget bedre, noget mere effektivt. Lad mig nu slippe ud af dette standsede hjul hurtigst muligt, så jeg atter kan tramle rundt og rundt og rundt. Så er der midtimellem aktiviteterne, som både kan bruges til det ene og det andet. At svømme, løbe eller cykle for fornøjelsens skyld, fx. Det kan enten være et åndehul eller det kan være en stressfaktor fordi man kun fokuserer på stopuret og triptælleren.
Ja, det er da klart, at hvis man aldrig tillader sig selv at være ineffektiv, uproduktiv, giver sig tid til at glo ud af vinduet. Hvis man altid fylder enhvert ledigt sekund med nye impulser; fra fjernsynet, fra internettet, fra radioen, spiller musik, sender sms’er eller læser lidt i en bog eller et blad.. jamen så bliver man da på et tidpunkt fyldt op, overfyldt, forstoppet. Den naturlige proces med indtagelse og udskillelse forhindres.
Det giver psykisk stress, men der sker også noget andet i et sådan liv, tror jeg. Jeg tror, at man mister grebet om hvem man selv er. Man lader sig diktere af noget ydre, fremfor noget indre. For man giver sig ikke stilheden til at nå derinde. Jeg tror man mister kontakten til sit hjerte. Man lader hjernen råde og hører ikke hjertets kalden. Og hvis man ikke hører på sit hjertes kalden, så har man ingen mulighed for at leve et fuldt helt liv. Man lever jojo, men for at tage udgangspunkt i et liv levet udfra en selv, så må man sætte sig selv i centrum og være ud fra det. Ikke omvendt. Og for at kunne gøre det, så må man lytte til sig eget indre. Kende sig selv – og det lærer man kun i stilheden sådan for alvor. Man kan ikke snakke sig frem til at kende sig selv i selskab med andre. Kendskabet til hvordan livet leves udfra en selv kommer først, når man i enrum lader det bundfælde sig.
Det meste af dette siger Martin jo også i sit indlæg (jeg er bare nødt til at hive det helt ned i madlavningshøjde for at skrive), men der, hvor vi måske har hver sin holdning er, hvor jeg tror at hvis enhvert menneske regelmæssigt gives denne ro til netop eftertanke, ja så vil livets formål automatisk åbenbares. Det kan synes naivt og er det måske også, men om ikke andet, så er dette dog første skridt på at sanse egne meninger om livets dybere mening som det kan leves med udgangspunkt i en selv. For sanse er såmænd nok. Det er ikke kun for de velformulerede, der kan sætte ord på alt, at leve et meningsfyldt liv.
Jeg tror, at de fleste har det bedst med at sætte sig ind i en naturlig sammenhæng, hvor hjertet er broen mellem ens eget og så det, der er større end en selv, det ikke-menneskelige. Men jeg tror faktisk overhovedet ikke at det er nødvendigt for at leve, fremfor at funktionere. Og om fremtiden ser sort ud ved jeg heller ikke. Jeg ved især ikke, om det er sandt at nutidens mennesker er meget mere begærstyrede end tidligere tider. Jeg ved det ikke, men i mine ører klinger det lidt hult. Jeg tror hverken det er bedre eller værre, men eet ved jeg dog – det er, at jo nærmere et menneske er på livets yderste grænse, hvor hver dag er en kamp for overlevelse, jo mindre plads og energi er der til den slags, som vi andre overskudsmennesker beskæftiger os med. Trangen til at mætte sin familie vejer altid tungere end filosofiske spidsfindigheder eller religiøse ditto. Og taler vi om det nære område her hvor vi lever, ja så skal færre vel bruge krudt på rent begær eller overlevelse. Her er de fleste overskudsmennesker, selv om det sikkert ikke føles sådan for alle – i sammenligningens skærende lys – men selv de fattigste danskere tilhører dog de 3% rigeste mennesker i verden.
Jeg ved ikke om tingene ændrer sig i morgen, så flere mennesker finder eller genfinder vigtigheden af at give sig fraværet af ydre påvirkninger regelmæssigt og længe nok til at finde ind til egen indre kerne. Måske.. måske ikke. Det ene bud er lige så godt som det andet, for er der noget, der er svært at spå om, så er det da fremtiden.
Lone