Når jeg skal have et kik på min netbank inden jeg logger på, står der:
“Vi oplever desværre jævnligt, at svindlere kontakter vores kunder via telefon, SMS eller e-mail og udgiver sig for at være fra Nordea. Svindlernes mål er at få adgang til din netbank. Nordeas medarbejdere vil imidlertid aldrig bede dig udlevere dit bruger-id eller dine adgangskoder. Husk aldrig at give disse personlige oplysninger til nogen.”
Helt ærligt, jeg er uddannet på revisionskontor og har mange års erfaring på nettet. Måske tror folk og fæ, at jeg er underbegavet og idiot 😊 Nu har også jeg været udsat for ovennævnte citat. Den ene gang var det en mandlig stemme, som havde forsøgt at få fat på mig og om jeg lige ville ringe. Den anden gang var det en kvindelig stemme, som ringede på vegne af min bankrådgiver og om jeg lige ville ringe. 😉
Lidt hjælp fra mig til dig, som også er pensionist.
Du er måske træt i hovedet, eller skal skynde dig ud, at handle og så kommer sådan en opringning eller sms. Lad være med, at besvare eller læse noget som helst, før du er klar. Jeg ved godt du bliver irriteret over at “rovdyrene” igen generer dig, men lad ikke vreden ødelægge dit gode humør! Check telefonnummeret uden at ringe til det – du kan se det under ukendte nr. på nettet.
På netbank har du et menupunkt der hedder “DOKUMENTER” og et der hedder “MAIL”. Læs om der er meddelelser dér. Se dine notifikationer efter om du har givet banken lov til at sende dig beskeder via sms og mail. Din bankrådgiver kan således give dig ansvarlig besked, som du kan læse og se i din e-Boks! Meningen er at vi som kunder skal være trygge også selvom alt efterhånden er digitaliseret!
De frække “rovdyr” læser også dødsannoncer, så her må de pårørende passe godt på!
Du er måske træt i hovedet, men tænker ikke rigtig over konsekvenserne i øjeblikket. Et eksempel: Du finder ud af, at du ikke har brug for dit skype nummer længere. Vi syntes det var sjovt for 15 år siden, men så kom Smarttelefonerne og de kan jo så meget. For at bruge Skype, skal du have et nummer og det koster 😊 Hvis du brugte automatisk betaling ved oprettelsen, vil du på din visa konto se, at du månedligt bliver trukket for USD og det kan let løbe op på et år. Jeg gad ikke mere, så jeg ville annullere betalingen, hvorfor skal jeg have et nummer, som jeg sjældent bruger? Det lykkedes, at få stoppet betalingen og annulleret nummeret, men det var pokkers svært og det er fordi, De store firmaer vil fastholde os i et jerngreb, for selvom det kun er ca. 60 kr om måneden, så bliver det til store summer på verdensplan, ik´sandt! – og pyt, vi siger måske: “Det vælter ikke vores økonomi” etc. Så pas på de dér aftaler for de er svære at annullere!
I mit arbejdsliv har jeg også arbejdet med Statens centrale Regnskab og Statens centrale løn – SCR og SCL. Dengang havde vi 2 tykke ringbind stående med vejledninger etc i hvordan vi behandlede de mange opgaver. Jeg har siddet med budgetopfølgning og budgetlægning i flere perioder og det var lige ved indførelsen af IT. Min daværende skønne hustru (vi skal tale pænt 😊) så mig mange gange komme hjem sent om aftenen “med tal kørende oppe i mit hoved”. I arbejdsdirektoratet var jeg også til kursus i IT-problematikker. Altså der er vejledninger nok. Den svindel jeg hører om på Tv og omtalen af Staten som sådan, gør mig virkelig ked af det. Jeg ved hvor mange medarbejdere der står tidligt op om morgenen for at sidde dagen lang med tal kørende oppe i hovedet – det skal stemme! Ind-og udbetalinger, debet og kredit – kontrol af bilag med underskrifter og attestationer samt opfølgning. Jeg har siddet i “Maskinrummet” og ved hvad det kræver og tal lyver ikke!
Lidt nostalgi: Jeg trådte beskedent ind i Sparekassen, som lå på hjørnet ikke langt fra min bopæl. Ja, Pauli, her er så din sparekassebog, så du kan se hvad du får i løn som elev – vi kan også “mærke” den, så det kun er dig, som kan hæve penge.
© Pauli, 29.1.2020, som sender alle regnskabsfolk et særligt godt nytår med håbet om, at alle “huller” må blive lukket, også selvom det kræver mere kontrol og flere medarbejdere!