”Når skal den røst, der forkyndte den højeste skønhed for østens folk, røsten, som hebræerne lyttede til i henrykkelse, og som igennem en hebræers mund udtalte ord, der til alle tider vil være orakelsprog – når skal denne røst også tale til Vestens nationer? Hebræernes og grækernes skriftsteder indeholder udødelige sætninger, tanker, som har været brød for millioner. Men de mangler episk sammenhæng, de viser sig ikke som samlede tankerækker for intelligensen. Jeg spejder derfor efter den lærer, som formår at overskue hine strålende love således, at han kan afsløre dem for os som en helhed i deres fuldkomne ynde, som vil vise os verden som sjælens spejl, lære os at forstå, at tyngdeloven og loven for hjertets renselse er identiske”.

Sådan sagde R.W.Emerson.

Siden da, er Martinus fremstået med sit værk ”Livets bog”, som han gav undertitlen ”Det tredje testamente”, et værk som absolut ikke mangler episk sammenhæng og som netop viser sig som samlede tankerækker for intelligensen. Martinus formår at overskue hine love således, at de fremstår for os som en helhed i deres fuldkomne ynde, som viser os verden som sjælens spejl, netop det Emerson efterlyste

Martinus er en (næsten) ukendt, dansk tænker. Ukendt til dels af egen vilje, da han intet gjorde for at vække publicity, han mente, at det måtte være bierne der kom til honningen og ikke omvendt, men gennem årene er hans værk vokset i stilhed, langsomt og organisk.

Som et levende vidnesbyrd om menneskets erkendelsesmuligheder rejser hans tankebygning sig som en sjælden fin katedral midt i vor tid.

Således foreligger der fra hans flittige hånd et overordentlig stort og rigt materiale til belysning af hans filosofi. Først og fremmest hovedværket ” Livets bog” i syv bind på omtrent 3.000 sider. Endvidere tre-bindsværket ”Det evige verdensbillede” eller symbolbøgerne, som de også kaldes, foruden en mængde mindre værker med specialanalyser, artikler og foredrag.

Er der nu noget helt nyt og afgørende, som synes at løfte Martinus ud over samtiden og giver ham en særlig plads, en egen kategori, i tænkningens historie? Ja, meget synes at tyde på det, og hvorfor?

Fordi Martinus var en tænker, der ved hjælp af sin enestående intuitionsevne og sit fuldkomne sansesæt nåede til det absolutte udsigtspunkt, hvorfra han skuede direkte ind i det, Platon kalder ”ideernes verden”, ved selvsyn har Martinus erfaret de kosmiske verdenslove, urbillederne, de absolutte ideer, facitter, matricer eller arketyper.

Dog – hævder Martinus i sin fortale til ”Livets Bog” – er hans verdensbillede kun en enkelt manifestation af den evige visdom, det universelle benytter sig i lige grad af alle eksisterende manifestationer tilsammen, derfor kan et enkelt væsens manifestation aldrig overflødiggøre alle øvrige former.

Enhver tænker og hans værk vil således kun udgøre en enkelt nuance i tilværelsens universelle eller alt omfattende billedgalleri, visdommen stråler jo netop gennem mange væsener, videnskaber, filosofier, religioner og kunstarter, ja, er særlige genklange eller strålebundter fra visdommens evige væld.

Helt fra første færd peger Martinus på, at et værk som ”Livets Bog” har til formål at udvikle helhedssans gennem egen personlig erfaring, da ensidighed under enhver form altid er partiel og dermed udtryk for et begrænset erfaringsmateriale.

Således går Martinus imod enhver form for sektdannelse, -isme etc., da de netop kendetegnes ved ikke at være i kontakt med det helhedsbillede, der viser sig for ham sub specie aeternitatis (under evighedens synsvinkel).

Et udkig her fra det absolutte vil vise, at alle ideologier har deres relative berettigelse, da de alle er nødvendige dele, gennemgangsled og stadier i livets egen skabende proces, i livsanskuelsernes farvestrålende regnbue må der ikke mangle en nuance.

Et værk som ”Livets Bog” er grundet på sit universelle udsyn et eneste gennemført defensorat for alt liv og dermed Gud, for selve virkelighedens kortlægning afslører, at alle tankeretninger og individer altid må have den plads og det farvestrøg, som vedkommende bevidsthedsniveau og livserfaring er udtryk for.

Martinus’ sigte er gennem sit værk at yde al mulig inspiration til, at enhver selv vil begynde at tænke og således frigøre sig fra vanetænkning og autoriteter; ja, frigøre sig endog fra ”Livets Bog” ved at lære at læse direkte i livet og lytte til livets egen tale, da bliver alle til lærere og elever på en gang, og alt bliver til læresætninger og skoling i at mestre livets kunst.

Men denne korrespondance eller sam-tale mellem mennesket og den evige visdom vil mennesket først langsomt begynde at blive i stand til at ”svare på”.

Martinus betegner selv beskedent ”Livets Bog” som en enkelt tilbagekastet refleksion fra visdommens evige kilde, alligevel er der på mange måder tale om et værk, der er uudtømmeligt på sin rigdom af dybe – og aldrig før tænkte(!) – tanker om mennesket og universet.

Da en helhedsfremstilling af hans omfattende filosofi vil sprænge rammerne for hvad der er muligt i et forum som dette, vil jeg opfordre enhver med interesse for Martinus’ arbejde, til selv at søge mere detaljerede oplysninger, jeg vil dog lige nævne, at nerven, livstråden i hans produktion er – intuitionen.