Martinus’ kosmologi er en forklaring på tilværelsen, som viser at alt i hele det fysiske og psykiske univers er en levende helhed. Alt hvad der eksisterer i mikro- og makrokosmos samt i vor egen verden, er udtryk for levende væseners skabelse og oplevelse af livet. Livet er evigt og uforgængeligt, det levende kan aldrig dø, det er udelukkende livets former, der “dør” eller opløses for at give plads for nye skabelser. Alt liv i universet er en uadskillelig organisk enhed, og hele verdensaltet i sin helhed er et altomfattende levende, tænkende og arbejdende væsen. Det er dette helhedsvæsen, som man plejer at omtale med navnet “Gud”.
Livet er altså det primære i verdensaltets opbygning, og alt hvad der eksisterer findes for at stimulere, udvikle og fuldkommengøre ethvert væsens oplevelse af at være til.
Livet er et samvær mellem individet og omverdenen, som i form af medmennesker, dyr, planter, naturen og universet udgør Guds svar på vor egen måde at leve og handle på. Eftersom livsoplevelsen eller skæbnen er en vekselvirken med et højere liv, bliver livets oplevelse noget, der beriger eller udvikler individernes bevidsthed.
Det evige liv former sig derfor som en evig udvikling, som på en lovbunden måde fører væsenet gennem perioder af skiftevis mørke og lys. I store kosmiske kredsløb oplever væsenet epoker, hvor det er et med materien, adskilt fra livet i fysisk tid og rum, afvekslende med andre epoker hvor det er forenet med livet, herre over materien og et med uendeligheden og evigheden. Gennem disse evige kredsløb fornyes evnen til at opleve og herved skabes tilværelsens uendelige variation og kolorit.
Det vi jordmennesker kender til af denne evige udvikling indskrænker sig til mineral-, plante og dyreriget. Men foruden disse fysiske tilværelsesplaner findes en åndelig verden med yderligere tre tilværelsesplaner. I den fysiske verden foregår udviklingen ved reinkarnation, og mellem de fysiske jordliv oplever vi livet i de åndelige verdener, indtil vi igen er modne til at fødes i en fysisk krop.
I den fysiske verden får individerne de smertelige erfaringer, som er nødvendige for at lære at skelne mellem de handlinger og tanker, der fører til lidelse, og dem der fører til lykke og behag.
Det jordiske menneske tilhører fortsat dyreriget, men har tilegnet sig så mange af de egenskaber, der kendetegner det rigtige menneske, at det ikke mere er et dyr i renkultur, men et overgangsvæsen mellem dyr og menneske.
Medens dyret lever på egoismens og selvtægtens princip, er menneskets natur kærlighed til næsten eller princippet at give. Udviklingen fra dyr til menneske er således et spørgsmål om moralsk vækst. I denne moralske udvikling er mennesket gennem tiderne blevet ført af religiøse idealer og autoriteter. I vor tid har imidlertid intelligensens udvikling og naturvidenskabens fremgang medført, at troen på en højere bevidsthed og en åndelig virkelighed er blevet undermineret.
Det levende i verden kan nemlig ikke opfattes udelukkende med intelligensen, men kun gennem en harmonisk balance mellem intelligens og medfølelse.
Vor viden om verden er ufuldstændig, så længe den blot omfatter materielle fakta og ikke berører livets lovbundethed og mening. Den materielle forskning kan kun beskrive materien, ikke livet, og det verdensbillede, som fremgår af naturvidenskaberne, kan derfor ikke i længden tilfredsstille menneskets behov for viden om, hvem det er, hvorfra det kommer og hvorhen det går, om livet er evigt eller tidsbegænset, hvad der er livets mening, hvad det skal gøre for at blive lykkelig, – men det kan Martinus’ kosmologi.
kh. martin..
Gud har ingen religion…