Vi kan ikke ofte nok sige til hinanden: “Lad os tage én dag ad gangen”. Naturligvis bruger vi vores fornuft og planlægger lidt ud i fremtiden, alt afhængig af vores alder; men én dag ad gangen, lad os dog huske det.
Helt fra min barndom, har jeg set, hørt og oplevet meget i den spirituelle verden. De voksne talte om dommedag og de sidste tider etc. – og minsandten om granvoksne mennesker ikke gør det samme i 2008, blot er det lige nu moderne for nogle yderst fanatiske, at tale om 2012.
Jo da, vi er da ikke blevet så udviklet endda på de 61 år, jeg har været på planeten Jorden. Lad os synge: Dejlig er jorden, for jo mere positiv vi er over for vor kære moder jord, jo mere holder vi af at være her.
Vi må altså give vore børn tryghed; glæde os over, at vore børnebørn vil vokse op i en endnu skønnere verden, med endnu flere hjælpemidler etc. – og med en endnu større åndelig forståelse.
Vi skal altså stoppe med at bekymre os om 2012 og måske kommende andre begivenheder – for frygt og bekymringer er ‘dræbende’ og forhindrer en sund naturlig optimisme. For hverdagsmennesket, er der såmænd rigeligt at tænke på, blot for at få tilværelsen til ‘at hænge sammen’ på en harmonisk måde.
Lad os sammen forstærke det positive og optimistiske livssyn.
Her er så en lille positiv video, og jeg håber læserne er lige så enige i budskabet, som undertegnede 😉
© Pauli, 2008