Kampen om mennesket | Paulis Hjemmeside

Debattøren Martin skriver den 13. april 2008:

Vor tids kulturopgør er vel kampen om mennesket. Der er blevet talt meget om det ekskluderede menneske, der føler sig udenfor, og hvis tilværelse tilsyneladende er blottet for mening. Heroverfor kan man tale om mennesket som et inklusivt væsen, som noget, der er inkluderet i et dybere fællesskab mellem menneskene og naturen. Hvis vi nu taler om det reducerede menneske, må vi prøve at sætte os ind i, hvad reduktionismen bevirker. Allerede i 1955 brugte psykologen Viktor Frankl et bestemt udtryk for denne tilstand, idet han kaldte den for et “eksistentielt vakuum”. Den moderne tilværelsestomhed breder sig mere og mere som følge af reduktionismen. Frankl mente, at reduktionisme er det diametralt modsatte af humanisme. ja, han sagde endog, at reduktionisme er sub-humanisme, fordi vort menneskesyn er indskrænket og fordomsfuldt påvirket af en snæver opfattelse af, hvad den videnskabelige sandhed om mennesket er. Derved tvinges fænomenerne ind i et foruddannet forklaringsmønster, og mennesket er reduceret til kun at fremtræde i sine ikke-menneskelige dimensioner. Følgen er, at mennesket ikke kan orientere sig i tilværelsen. Frankis synspunkt er her, at mennesket har en vilje til at give sit liv mening og til at se sit liv i en meningsfuld sammenhæng. Men det afgørende er, at denne mening, som reduktionismen sier fra, ikke kan gives udefra, men netop må opdages indefra.

Derfor må vort menneskesyn gengives dets tabte åndelige dimensioner gennem en tilbundsgående genhumanisering eller menneskeliggørelse. Det tabte urbillede af mennesket må genrejses. Netop i en tid, hvor det umenneskelige breder sig på bekostning af det menneskelige, er det vigtigt med en bevidstgørelse om, hvad det er, der kendetegner det menneskelige. Krisen i vort menneskesyn er samtidig humanismens krise og en krise i det livsgrundlag, man traditionelt bygger på i Vesten. En væsentlig del af denne krise skyldes materialismen, idet den har præget vor opfattelse af, hvad det er at være et menneske. Men materialismen er jo sand, når vi taler om, at mennesket består af noget materielt eller fysisk. Det falske kommer først ind, når vi overfører denne materialisme på de sjælelige og åndelige områder. Som den svenske læge Lars-Erik Essen siger: ”Generaliserer man materialismens relative sandhedsværdi til at gælde også de biologiske, sjælelige og åndelige realiteter, forvandles dens relative sandhedsgrad til virkelighedsforfalskning”.

Mit eget menneskesyn bygger nok mest på Platons opfattelse af det hele menneske som omfattende fysiske, sjælelige og åndelige realiteter. Det hele menneske udgør da i sin totalitet – legeme – sjæl – ånd.

Fra gammel tid har der eksisteret en viden om mennesket som en borger i tre verdener, en fysisk, en sjælelig og en åndelig verden. Ifølge Platon mister mennesket ved fødslen sin erindring om sin højere hjemstavn. Før mennesket stiger ned til jorden, rækker guderne mennesket Lethe-drikken, glemselens drik. Først langsomt gennem livet i det fysiske legeme kan mennesket genvinde sin selvbevidsthed. For Platon var det mere end et ordspil, at Lethia (Lethe) betyder ”glemsel”, og Alethia betyder ”sandhed”. Undervejs til fødslen glemmer mennesket sandheden om sit sande selv. På vejen mellem fødsel og død er det da vor opgave at genfinde den tabte sandhed eller helhed, som netop er urbilledet af det menneskelige. Al erkendelse er da en generkendelse, generfaring eller generindring.

Men vor tid er desværre fjern fra en sådan opfattelse. Vor tid er jo netop karakteriseret ved, at mennesker ikke kan se og fastholde meningen med deres liv og derfor ikke forstår at handle i overensstemmelse med livet, men ubevidst handler mod livet og imod sig selv. Mennesket har derfor svært ved at få øjnene op for, hvad der er henholdsvis menneskeligt og umenneskeligt. Der er blevet sagt, at materialismen overført på det menneskelige bevirker, at vi bliver væsensblinde. Resultatet bliver hurtigt, at vi behandler medmennesker som modmennesker, som uvedkommende og ligegyldige for os. Det kræver meget mere af en at forstå, hvad et menneske er, end at forstå fysik og matematik. For erkendelsen af mennesket afhænger af ens egen livs erfaring, menneskelige modenhedsgrad, karakter og udvikling. Enhver erkendelse af mennesket går ind i den erkendendes egne dybder, fordi denne erkendelse netop afhænger af menneskets egen selverkendelse.

Når materialismen udvides til en livsanskuelse, er det klart, at resultatet er en åndsfjendtligt indstillet livsanskuelse, der blot fører ud i det yderste mørke, i nihilismen, ja, til ”Det overhørte råb om mening”, som titlen netop hedder i en af Frankis bøger. Denne indsnævring af menneskesynet er faldet mange store personligheder for brystet, som så, hvorledes intellektualismen tog til og erstattede oplevelsen af tingene med spekulationen over dem, Langsomt mistede mennesket forbindelsen med livet og det virkelighedsnære, en proces der har strakt sig over meget lang tid.

Kulturopgøret eller kampen om mennesket er nødvendigt for at vi kan gøre en ny erfaring, dèn erfaring, at det at være menneske hverken betyder mere eller mindre end at realisere evigheden. Altså en oplevelse i et andet plan end hverdagsmenneskets. Denne oplevelse af evighedens fylde og livets vælde fører ind til menneskets væsenskerne, til helstøbtheden. Denne helstøbthed gør det muligt, at sige hvad ånd er. Ånd er at række til dybet af sit væsens rod. Thi dèr, dybest nede, er vi ikke spaltede eller delte, men det modsatte, nemlig hele. Helheden er vort inderste jeg.

Kh. martin…

Pauli svarer 26. april 2008:

Jeg var lige ved at skrive kære Martin – ok, nu har jeg så gjort det.

Jeg kæmper en kamp med mig selv, må nok sige flere kampe, så er jeg vist fair over for dig. En af dem er at holde mig tilbage og ikke kommentere for meget og i stedet lade guldet stå. Nu har jeg dog ventet længe nok og ved at du kan tåle ros fra min pen. Det du skriver Martin er direkte det jeg kalder for åndelig føde og hvor er det smukt og hvor er det en stor glæde at du vil bruge noget af din tid her, tak Martin.

Jeg har læst Viktor Frankl og han stod jo fader til logoterapien. Netop den terapiform som tiltaler mig mest og har hjulpet mig: Der er en mening med livet….Terapi kan være flænsende for psyken og benhårdt arbejde, men Frankl er blid, for han har oplevet livet på sin egen krop, når det kan være hårdest:…

A thought transfixed me: for the first time in my life I saw the truth as it is set into song by so many poets, proclaimed as the final wisdom by so many thinkers. The truth–that love is the ultimate and the highest goal to which man can aspire. Then I grasped the meaning of the greatest secret that human poetry and human thought and belief have to impart: The salvation of man is through love and in love. I understood how a man who has nothing left in this world may still know bliss, be it only for a brief moment, in the contemplation of his beloved. In a position of utter desolation, when a man cannot express himself in positive action, when his only achievement may consist in enduring his sufferings in the right way–an honorable way–in such a position man can, through loving contemplation of the image he carries of his beloved, achieve fulfillment

læs mere her >>>

Du skriver videre:

Ja, og det er også Biblens syn, Paulus taler netop om det samme.

Jeg tillader mig lige at fremhæve hvad du skriver her:

Martin, du skriver:

Der er blevet talt meget om det ekskluderede menneske, der føler sig udenfor, og hvis tilværelse tilsyneladende er blottet for mening.

Yes, bliver nødt til lige at blande mit eget liv ind i debatten her. I 1982 blev jeg separeret og skilt i 83. Perioden dengang lærte mig meget om dét du skriver i oplægget. Jeg havde været lidt af en ‘guldfugl’, godt arbejde og også prøvet at blive headhuntet. Kort fortalt, så kunne jeg klare en hulens masse. Arbejde, kone og lille barn – overarbejde og nogen gange så meget andet også.

En dag ramlede det hele, alt røg på gulvet og skilsmissen var en realitet. Jeg blev fyret fra jobbet og fik tilbudt en stilling i Arbejdsministeriet. Jeg sagde nej til alt – var i mit livs krise. Bygherren til mit hus, gik konkurs og havde glemt at tinglyse sit eget navn, efter at handlen var gået tilbage ved et forlig, hvor jeg måtte betale. En slidsom retssag startede (fylder et stort ringbind) som jeg vandt efter ca. et år, igen ved et forlig.

I mellemtiden var min ekskone gået under jorden og flyttet til Nordsjælland med min søn, så her kørte jeg en forældremyndighedssag, som jeg ville have vundet, hvis ikke hun var så smart at flytte til et andet amt, hvilket hun gjorde og sagen kunne så starte på ny. Jeg tabte men fik dog bevaret min samkvemsret. Det hårdeste slag var da jeg mistede min elskede mor (også under samme periode) Det hele syntes håbløst, jeg havde læst mange bøger, gået til hundredvis af åndelige foredrag og kirkelige prædikener; men hvorfor skulle det hele være sådan for mig…puha og nu kommer så hvad du i oplægget inspirerede til: Der er en mening med livet..

På det tidspunkt kunne jeg bestemt ikke lige få øje på en mening, men mærkeligt er det også at jeg læste Viktor Frankls bog (det er jo mange år siden) men jeg bed mig fast i hvad han skrev og hans egne oplevelser gjorde et stort indtryk på mig…så derfor lige en reaktion mere.

Jeg fik et mere nuanceret syn på bankrådgivere/ejendomsmæglere/advokater m.v – De passer blot deres arbejde og forudsætter at lille mig følger med og er vågen. Men hvor kan det dog være svært at kæmpe og ‘følge med’, når man er ‘såret’ af livets sværslag og så stadig kunne se: At der er en mening med livet.

Martin svarer samme dag:

Kære Pauli!

Jeg forstår, at det faldt dig vanskeligt og at det nærmest var en kamp at skrive ‘Kære martin’, jeg forstår bare ikke helt hvorfor, omvendt har jeg absolut ingen problemer med at skrive ‘Kære Pauli’, – men du skrev ‘Kære martin’ kære Pauli – og tak for det 😆 .

Martinus siger et sted: Der er ingen mening med livet som sådan, livet bare er og livet er mening i sig selv, meningen med livet i betydningen livets indhold, må man selv sørge for, dette er også hvad Frankl mener, at mennesket har en vilje til at give sit liv mening og til at se sit liv i en meningsfuld sammenhæng, det afgørende er, at denne mening ikke kan gives udefra, men netop må opdages indefra.

Ja livet er hårdt, og jeg tror rigtig mange mennesker i vor tid er kastet ud på de 70.000 favne og forsøger at træde vande eller overleve så godt, som man kan uden at forstå, hvorfor man netop befinder sig der. Det er lidt af et paradoks, at menneskets indvielse og prøver i vor tid foregår midt i hverdagen, hvor enhver åndelig genfødsel i ældre tider skete under omhyggelig vejledning f.eks. i mysterieskoler. Det afgørende nye er, at de fleste foretager denne rejse eller forvandlingsproces uden et religiøst eller metafysisk kompas eller landkort. I vor tid er det religiøse og metafysiske på forhånd mistænkeliggjort. Men det betyder dybest set, at mennesket ikke tør dø helt og slippe de vaner og fordomme, som netop ikke er bevidste, men ubevidste, instinktive og ofte udtryk for en angst for friheden, angsten for at være en ener. I stedet styrer vi fortsat videre i blinde – mod det globale selvmord.

Det menneske, der tør gå mod strømmen og kæmpe sig vej frem til en skærpet opmærksomhed og aktiv vågenhed, vil gradvis repræsentere en ny mennesketype, som adskiller sig fra det gængse, der netop er mennesket som et ensartet, farveløst, middelmådigt masseindivid, banal og selvtilfreds. Denne fremmedgjorde tilstand er dog som regel kun en midlertidig frist, som kun forlænges i kraft af, at man vælger ikke at ville se og ikke ville vågne op. Men ”tidens tand” gnaver sig ind i alle menneskers bevidsthed, og opbruddet fra fortiden, fra alt det naturlige og medfødte sociale i familien, hjemmet og slægten og ud i det fremmede, selvstændige, individuelle og anti-sociale kan ingen i det lange løb undgå. Før eller senere brydes det sociale mønster, selv hvor det var stærkest. Hjemmet, familien, gaden, landsbyen, der står som et symbol for tryghed og beskyttelse, det gammelkendte, den lune rede, er netop groplads for alt det spirende og værdifulde. Men det, der gror, nemlig fremtiden, må sprænge det sociale mønster, hylsteret og puppen, og gøre sig fri og kæmpe sig vej frem til et selvstændigt frihedsrum, selvom det gør ondt og volder smerte at bryde op og lade det gamle bag sig.

Lignelsen om den fortabte søn er mere end nogen sinde vor tids lignelse. Den er urbilledet på hvert eneste menneskes vej til fortabelse og opløsning, men også et billede på menneskets nye fødsel, hvor forvandlingsmotivet er det centrale. Kampen om mennesket er verdenshistoriens drama. Nutiden er åbenbart sidste akt i det skuespil, hvor hvert enkelt menneske er medspiller. Vi nærmer os i hvert fald tilsyneladende en rystende slutningsscene.

kh. martin…

Tilbage til Videns base

Den fantastiske Virkelighed