Ingen grund til at nævne de mange forskellige terapiformer –  og der er naturligvis meget, der er forældet og flere modeller overlapper hinanden. Vi kan heller ikke forlange, at klienten skal vide det samme, som terapeuten. Det må bero på tillid.

Det kan godt blive for teoretisk og pudsigt er det jo, at en stor del af teorien bliver glemt. Det er heller ikke alle terapeuter, der er lige egnede også selv om de er nok så højt uddannet.

Jeg tror at fremtidens psykologi og psykiatri, bliver meget mere målrettet med biokemi, hjerneforskning. Hvis der er ubalancer med dopaminen og serotinen i hjernen, så nytter terapien jo kun et stykke hen ad vejen.

Vi har set på TV, hvordan en professor i psykiatri, forklarede netop om dopamin og serotonin. Hjernescanning blev brugt over for skizofrene og normale. På denne måde ville bedre behandlingsmetoder/medikamenter kunne tages i anvendelse/opfindes etc.-

Når det fysiske/biokemiske er på plads, kan terapien påbegyndes og her mener jeg, at ganske enkle forståelige leveregler er tilstrækkelige som en begyndelse. Har du styr på dit liv? Nå ikke, så må vi se på Maslows pyramide: Det sociale, det fysiske….etc.  – enkle spørgsmål til klienten analogt med serien Livvagterne, hvor han kommer hen og sætter sig ved siden af den kriseramte. Præsenterer sig som psykiater og spørger: Har du fået noget at spise (så var der en åbning) og har du ikke en trøje? ganske enkle spørgsmål, som flytter fokus væk fra tragedien.

Krisepsykologi, består meget i at lytte og flytte fokus, samt igen og igen at tale om oplevelsen. Nærværelse er bestemt vigtig og her kan det naturligvis ikke nytte at inducere en visuel meditation?

Så er der også spørgsmålet om Kald. Er du kaldet til at være psykolog, eller er det blot en mulighed for en rimelig indtægt? Jeg tror desværre ikke, der er ret mange i vore dage, som er kaldede.

Tro, tillid og omsorg, er for mig vigtigere end teori om forskellige psykiske modeller som nævnt. Hvilken omgangskreds har du – det sociale netværk osv. Jeg hørte lige på nyhederne, at der var en kraftig stigning hos de unge i alderen fra 18 – 29, som var blevet førtidspensionister. Her hjælper modellerne intet, for det er et samfundsproblem vi alle er blandet ind i.

I min helt pure ungdom: perioden 14 – 21, har jeg rigtig meget at berette, men springer over den periode, idet jeg ikke finder tiden moden for at tale for meget om den epoke. Dog vil jeg nævne, at en af mine venner var psykiater, men havde forladt psykiatrien, da de begyndte at eksperimentere med LSD. Hun havde nu fået en overlægestilling andet steds.

Jeg diskuterede enormt meget med hende og lærte utrolig meget i de år. Jeg var i en kriseperiode da mine forældre blev skilt og puberteten holdt sit indtog. Et menneske, som jeg vil kalde hellig, hjalp mig på en ganske enkel måde. Jeg var på ferie hos ham og hans familie. Han var et ægte troende kristent menneske, som levede det han prædikede og så boede han i Norge. Jeg gik sammen med ham oppe i fjeldene hvor der skulle vogtes får og den storslåede natur var som balsam på min sjæl. Selv om han er “gået over” for mange år siden, kan jeg se ham for mig og ‘høre’, hvordan han kaldte på fårene.

Han var en rigtig åndelig far og han hjalp mig. Det vil blive for langt, hvis jeg fortæller videre, men jeg vil blot sige, at der var ånd i de ord han underviste med og det gik lige til hjertet. Ingen sindsmodel, kan måle sig med det!

Men ellers har de mennesker, som med god vilje og interesse for at hjælpe mennesket, selvfølgelig min store respekt og jeg synes da også, det er spændende at læse om deres virke og de metoder, samt psykiske redskaber, som de anvender.

Filosoffen Kant sagde: Man tænker så godt, når vi går en tur, eller noget i den retning – i øvrigt skrev han enormt meget godt. Så når jeg kæmper mig vej igennem sneen, tænker jeg også så godt, sådan da. Det er temmelig hårdt for mine gamle ben, at løbe i det glatte føre og bilerne er ikke altid nænsomme. Livet kan da være hårdt, men vi siger jo, at det er den bedste skole.

Hvordan mon verden ser ud om 50 år, spørger jeg så mig selv. Så er min søn 89 år og mit ældste barnebarn 58 år. Jeg gør mig mange tanker om hvordan spiritualiteten har det til den tid. Jeg tror faktisk, at vores generation bliver betragtet som nogle stenalderfolk, der vildt og frustrerende søger efter de vise sten – søger efter oplysthed i alle verdens religioner og filosofier.

Jeg tror også de ryster på hovedet over vores psykologiske forskning. Akkurat som jeg ryster på hovedet over Freud og hans kammerat, som troede at kvindens hysteri, sad i næsebenet. Selv Freud lod sig operere i næsebenet og hvad med hans kokain misbrug i 12 år? Misforstå mig ikke for jeg har stor respekt for de gamle frontkæmpere og vi har vel alle nogle sider, som vi ikke ønsker skal komme til offentlighedens kendskab. Alligevel bygger meget af psykologien på Freuds tanker.

Det er noget lettere at gå 58 år tilbage i tiden og det vil jeg så gøre. I 1959 var jeg skomagerbud og tjente 10 kr om ugen ved at cykle ud med reparerede sko. Pengene gik til kontingent i AGF’s svømmeafdeling, hvor jeg boltrede mig sammen med de andre friske drenge og piger.

Min chef, skomageren, var en meget rar og klog mand. Når han løftede hovedet fra skoen og kiggede fjernt ud af vinduet, var jeg klar over at nu faldt der nogle kloge ord. Han var en af min fars kammerater og ofte besøgte min far skomageren, hvor de sad og snakkede til ud på aftenen om livet og dets mangfoldigheder og de gav sig god tid.

Skomageren kaldte sin kone for Pusser og hun var en lille forsagt kvinde. Det skete mere end én gang, at Pusser bad mig køre byærinder for hende. Hun skrev med sirlig skrift en dosmerseddel, så jeg kunne læse det. Der stod for det meste: kaffe og cigaretter (jeg husker stadig mærket) og så skulle jeg lige forbi apoteket og hente medicin.

Dengang talte man ikke om psykiske sygdomme – man sagde blot, at der er tale om dårlige nerver og så vidste vi hvad det betød. Pusser havde dårlige nerver og skulle have medicin og det hændte, at skomageren måtte bære hende op ad ‘hønsestigen’ til soveværelset.

Der fandtes ikke lykkepiller eller anden moderne medicin, som vi kender til i dag. Den seneste forskning dokumenterer i øvrigt, at lykkepiller kun i meget begrænset omfang virker og der er tale om store bivirkninger – derfor her nogle tanker om terapien. Skomageren og Pusser havde ingen børn og deres forrige skomagerbud, var næsten at betragte som en søn for dem, kunne jeg forstå. Jeg har ofte tænkt på hvorfor Pusser var syg og hvordan hun kunne holde tilværelsen ud med al den medicin. Men den lille familie gjorde ikke det store nummer ud af det og dengang brugte man ikke samtale terapi etc. Det var lægens recepter og indlæggelse på Risskov (psykiatrisk hospital)

Pusser var også kogekone og det er her jeg kommer til at tænke på kosten. Psykiske syge, har en tilbøjelighed til at drikke meget kaffe og ryge en masser af cigaretter, det er derfor, at der ude på psyk., godt må ryges i opholdsstuerne. Der skal være noget mellem hænderne og nikotinen dulmer. Jeg hørte en spirituel foredragsholder udtale, at hvis ‘de’ (hans åndelige hjælpere) tog smøgerne fra ham, så måtte de give ham noget andet, som han kunne ‘klæbe’ sig til og det er ganske vist i vore dage.

Jeg tror, hvis Pusser havde fået den rette kost og de rigtige vitaminer og mineraler, så ville hun have klaret livet meget bedre. Det fokuserede man ikke så meget på dengang og motion, talte man slet ikke om, for folk havde jo i stor udstrækning fysisk arbejde.

Nu lever vi så i et informationssamfund og er blevet en del klogere end for 50 år siden. Vi har alle mulige forudsætninger for at få en sund kost, motion og psykolog samtaler. Endog kosttilskud ligger fremme i helsekostforretningerne, selv på nettet kan vi finde alt hvad vi behøver for at indtage den rette kost.

Alligevel, går 4 unge mennesker, hver dag på førtidspension på grund af psykiske lidelser. Er det kostens skyld alene? Er det fast food mv. og manglende motion fra barnsben?

Meget få er faktisk klar over, at hjerneceller er endnu mere følsomme end andre af kroppens celler over for næringsstoffer og kemiske forbindelser i kosten, som på et hvilket som helst tidspunkt bestemmer, hvor godt eller dårligt vores hjerne fungerer.

Alligevel er der ofret hjernen ubegribeligt ringe opmærksomhed og handling, når det gælder ernæring. I mange år har hjernen været »det glemte organ«, påpeger psykiateren Turan Itil, klinisk professor i medicin ved New York University.

Jeg vil lige citere fra en artikel i Newsweek (Brain Boosters Hjernestyrkere (der redegjorde for en ny undersøgelse af den vellykkede behandling af Alzheimers sygdom med ginkgo):

“Livet i Informationsalderen lægger et voldsomt pres på vores evne til informationsbehandling – og utallige amerikanere er begyndt at tage tilskud for at forbedre, eller i det mindste bevare, det niveau, de nu en gang har.”

Det er ikke nok, at jeg og andre, løber skoven tynd, vi må også have den rette kost og samtidig ‘motionere’ hjernen, ellers giver det ingen mening.

Hvis vi igen tager USA, som eksempel, så vil der i år 2030, være 80 mio. amerikanere over 65 år. Antallet af mennesker med hukommelses- og hjernesvigt truer med at udvikle sig til et mareridt for den offentlige sundhedspleje, medmindre der gøres noget, erklærer eksperter.

Forskeren Itil går ind for oprettelsen af »hjernecentre” (i stil med hjertecentre), der kan undersøge midaldrende for hjernefunktioner og svækket hukommelse og foreskrive passende næringsstoffer og hukommelsesforbedrende midler med henblik på at forebygge yderligere svækkelse og nedbrydning af hjernen.

Jeg har stykket lidt sammen og hentet viden fra nettet, idet jeg selv er interesseret i de forskellige synspunkter, ikke mindst fordi jeg selv motionerer og er opmærksom på hvad der sker. Måske venter man i stedet på at jeg anbefaler en model som kan anvendes i terapien, men det vil jeg lige nu afholde mig fra 🙂

Den type neurotransmittere, som hjernecellerne danner og frigiver, og hvad der til syvende og sidst sker med dem i hjernen, afhænger i meget høj grad af, hvad man spiser. Dette betyder, at kosten er en afgørende vigtig hjerneregulator.

Eksempelvis har hjerneceller brug for tryptofan, en aminosyre i kosten, for at kunne danne serotonin, der hæver humøret. På samme måde er der brug for cholin, der findes i store mængder i æggeblomme, til dannelsen af neurotransmitteren acetylcholin, der er helt afgørende for vores hukommelsesfunktion.

Hjernen opbygger neurotransmitteren dopamin, der er meget vigtig for ordentligt koordinerede bevægelser, ud fra en aminosyre, tyrosin, der findes i proteinrige fødemidler. Andre næringsstoffer, som f.eks. folinsyre og fiskeolie, kan bidrage til at fastlægge mængde, egenskaber og funktioner for hjerneforandrende neurotransmittere. Hvis hjerneceller ikke får nok af de rette næringsstoffer, kan neurotransmittersystemerne køre af sporet med katastrofale følger.

Bare spørg mig, hvordan jeg producerer dopamin og det er faktisk for nylig bevist af tyske forskere, at løb har en gavnlig virkning, mener det står i illustreret videnskab.

Jeg vil ikke være mere upopulær end jeg er i forvejen, men vil alligevel skrive, for det har jeg læst, at kvinder opbygger kun halvt så hurtigt serotonin i hjernen som mænd, hvilket måske kan forklare, hvorfor kvinder er mere udsatte for depressioner.

Nu får jeg selv en over nakken, for jeg har også læst, at serotoninkredsløb bliver desuden svagere med alderen, fordi hjerneceller mister receptorer, der er nødvendige for at aktivere serotonin. Ifølge en undersøgelse havde hjerner hos 65-årige 60 procent færre serotoninreceptorer af en bestemt type end hjerner hos 30-årige. Virkningen af serotonin mindskes altså med alderen og øger dermed tendensen til depression.

Forskeren Rapoport skriver bl.a., at Det som sunde ældre mennesker typisk opfatter som svigtende hukommelse – »jeg havde det lige på læberne« – syndromet – skyldes ikke” at funktionerne er brudt sammen, men at de er blevet langsommere. Det mest almindelige aldersbetingede svigt i hjernefunktionerne synes at være en nedsat hastighed i informations – behandlingen. Rapoport og andre forskere finder, at ældre hjerner faktisk reagerer langsommere og er længere om at oplagre, genfinde og behandle information. Det tager omkring 10 procent længere tid at hente information frem efter 70-årsalderen.

Jeg vil godt gøre mig selv til grin, ved at sige, at jeg fungerer langsommere, end da jeg var 30 år, men jeg mener også stofskiftet har betydning her, men det vil jeg ikke komme ind på nu.

Ligegyldigt hvor intelligente ældre mennesker er, eller hvor godt deres almene hukommelse fungerer, så kan de ikke måle sig med yngre mennesker i intelligensprøver, der omfatter behandling af uvant information. Selvanerkendte ældre genier, der stadig er på toppen af deres ydeevne, som eksempelvis dirigenter for symfoniorkestre, scorer lavere end de mentalt mindst smidige studerende i bestemte test hvor man skal parre tal med symboler, og i andre rumlige eller aritmetiske opgaver. Men en skarp hukommelse og et flydende sprog behøver ikke nødvendigvis forringes med årene.

Hvis sunde og raske gamle hjerner får lidt mere tid til det er de normalt lige så gode som unge hjerner til at genfinde information, blot ikke så hurtige. »De klarer det samme, men det tager blot lidt længere tid,” påpeger Rapoport. For resten  har jeg også læst, at til mensa-prøverne, får de ældre også lagt tid til. Jeg synes det er helt naturligt.

Tilmed er der en type af mental aktivitet hvor det er en fordel at være gammel. Den kaldes »krystalliseret” intelligens – den opsamling af specialiseret viden gennem årene, som følger af et livs erfaringer og kræver en stor hukommelse, en skærpet sproglig udtryksevne og en god dømmekraft. Den er helt anderledes end den såkaldt »flydende” intelligens, som unge nyder godt af, og som kræver hurtighed ved indlæringen af nye ting. Så mens gamle hjerner ikke kan følge med de unge, når det gælder »flydende” intelligens, overgår de dem, når det gælder »krystalliseret” viden eller intelligens.

Min far var frihedskæmper under 2. verdenskrig og fik faktisk ødelagt hans nerver ved det. Han kunne få nogle frygtelige mareridt: Tyskerne kommer, tyskerne kommer. Min far var vegetar og levede sundt, han blev 95 år og jeg er overbevist om, at kosten har haft stor betydning på fars livskvalitet. Men hvor kunne jeg godt have ønsket at den gamle var gået i terapi, men det fandtes ikke dengang og så skal jeg lige spørge, hvor mange ældre går egentlig i terapi, når de er over 60 år. Os der er over 60 år, betegnes som et dårligt liv og kan ikke optages i Sygekassen Danmark, vi er for gamle og skrøbelige – hænger det så sammen med at vi skal blive længere på arbejdsmarkedet?

Altså, jeg vil bare tilføje dette aspekt til de mange forskellige terapier, ellers synes jeg det halter lidt, gør det ikke? Erkendelse er også en vigtig faktor. At turde skrive om hvordan man egentlig har det med de forskellige systemer, men selvfølgelig har de genetiske forhold også betydning, arv og miljø

Faktisk har vi slet ikke kapacitet til at behandle alle de psykiske syge og det er jo kun en lille procent, som får den ovennævnte behandling, fordi det kræver tid og atter tid. Godt nok, vi må så se, om det ikke er ganske anderledes om 50 år 😉

© Pauli, 2017

Tilbage til mine egne analyser