“Jeg bliver flov ved at indrømme det”, sagde han. Nå, tænkte jeg og refererede til min lommepsykologi: “Én mor kan forsørge 10 børn, men 10 børn kan ikke forsørge én mor”. Vi sad der på bænken med udsigt til havet og sludrede om gamle dage, kan du huske… osv. Jeg sagde: “Kan du huske da vi nærmede os de 50 år og havde store samtaler om vore ekser?” “Så var der lige børnene vi skulle have på besøg en weekend og vi gav os helt for dem – nu har deres mor fået børnepenge og vi vidste da godt hvad hun nu lavede 😊 “ “Hvordan går det for resten med dine børn”, spurgte jeg. “Den ene blev jo skilt, som du ved, men de andre to holder ved, med store biler og eget hus”, svarede han med et mærkeligt ansigtsudtryk. “De gider ikke engang at besøge mig, for jeg er jo ikke længere en velhavende mand”, tilføjede han. Jeg var godt klar over at hans 2 svigerdøtre havde velhavende familier og sønnerne følte sig nu på et højere socialt trin end tidligere. “Har de helt glemt deres rødder og hvor meget du har gjort for dem?”, udbrød jeg. Der blev stille og vi skuede begge ud over havet, inden jeg fortsatte: “Fortæl de unger, at de selv bliver gamle en dag og sig så til dem, at et lille besøg eller invitation ville glæde dig, men undlad at sige, at du er “verdensmester”, for så siger de bare: “han klarer sig godt den gamle, ham behøver vi ikke at tænke på” 😊 “Godt du selv har børn – for dem som ingen har kan ikke sætte sig ind i hvor svært det kan være med familiefester sammen med ekserne og hvis de ikke har prøvet skilsmisse, kan de heller ikke rådgive om det”, vrissede han. “Jo, det kan de godt, men det bliver ud fra bøgerne og erfaring med samtaler om hvordan andre har løst problemerne”, svarede jeg. “Jeg vil godt høre om din livshistorie, hvis vi mødes igen på plejehjemmet”, sagde han pludselig. Nu blev der helt stille, selv et par krager så undrende ud. Fra min dybe eftertænksomhed, kiggede jeg op og rejste mig – “sagde du Plejehjem”
© Pauli, 30.7.20