
Min første smartphone var en windows 10 phone. Det skyldes at jeg kører med windows 10 😊 Jeg har altid været tilhænger af windows og har været med på “vognen” fra det første program. Jeg havde nogle morsomme oplevelser sammen med min søn for vi skulle begge installere på vore computere og så var det før Internettet holdt sit indtog. Internettet “dalede” ned til os sidst i 1990erne og vi måtte begge afsted på vore cykler til det nærmeste bibliotek for at teste de store muligheder, vi nu havde 😊 Jeg sidder lige her foran min skærm og måber over hvor stærkt udviklingen er gået, siden jeg lærte lidt programmering i 1980erne og selv kom på nettet i 2000.
Men jeg har stadig min første windows 10 phone og er meget tilfreds – styresystemet er jo fremragende og nu har jeg lige installeret nogle af de sidste opdateringer, som er tilgængelige. Jeg nyder, at se tandhjulene snurre og se fra 2% til 100%, med meddelelsen: “Vi er næsten færdige…og det vil være ventetiden værd.”
Bravo, så sagde jeg til mig selv: “Du trænger vist også til at blive opdateret” “ja, det er der noget om”, tænkte jeg. Opdateringen kunne jo være: Hvordan går det lige med din livsstil? Hvad med de søde sager som cola og chokoladestænger – havde du ikke lovet dig selv, at moderer? – og motionerer du på den rigtige måde? – hvad med det sociale live? Etc. 😊
“Vær nu ikke for hård ved dig selv” og så kiggede jeg på min anden smartphone, ganske vist en Android og dér havde jeg husket at markere “Download softwareopdateringer automatisk” 😊 Sjovt hvor man kan lede efter undskyldninger, for ikke lige at standse op og kigge på sig selv for en seriøs “opdatering” 😉
Hermed ønsker jeg både børn, forældre og gamle en god efterårsferie og pas godt på jer selv, for det er ikke alt der går automatisk 😉
© Pauli, 15.10.19