– Hvorfor det? Jo, det kræver en lille forklaring. Som læserne nok har læst, er jeg under genoptræning. Jeg har været en “skygge” af mig selv, siden jeg blev skadet med 2 diskusprolapser på een gang og samtidig slået mit ben, da jeg væltede på cyklen. Jeg blev helt sat ud af spillet og der var stor nedtur, da MR-skanningen viste de nøgne kendsgerninger.

Min far sagde altid, når der var noget, som skulle overvindes: Der hvor der er en vilje, er der en vej.

Hospitalet gav mig en krykke og den blev en god ven. Hurtigt blev jeg ligeglad om hvad andre tænkte, når jeg kom humpende og skulle have tid, til at hvile mig på det nærmeste sted, enten en sten, cykelstativ eller en bænk (som var luksus) – men jeg måtte bevæge mig og bruge min vilje, som jeg har lært.

Kæden er blevet smurt og strammet op på min cykel og nu kan jeg komme op på den igen. Jeg kører nu med cykelhjelm og angsten er overvundet. På den måde bliver mine ben langsomt men sikkert optrænet.

Jeg er ikke meget for fitnes og svedige lokaler med støjende musik – jeg bruger naturen. Jeg “elsker” at cykle ud til havet, skoven og den friske luft – her er mit træningslokale og der er højt til loftet.

Fra stranden starter jeg med trappetræning og 84 trin, skal erobres i det tempo, som er passende. Genoptræningen er startet og jeg nyder det, indånder havets rensende luft og træernes beroligende ilt, når jeg hiver efter vejret, mens pulsen igen normaliseres.

Jeg er heldig med bænke, der hvor jeg træner og tager et hvil, når jeg har brug for det. I går havde jeg en mærkelig oplevelse og forstår nu, at jeg skulle lære  noget vigtigt. Jeg sad på bænken og skuede ud over havet.

Jeg sad og tænkte på Martinus, som under krigen havde en oplevelse. Martinus gik mange ture og også om natten (han sov meget lidt). På en af hans ture, mødte han en mand, som advarede ham mod at gå videre. Da Martinus ville se hvem han egentlig var, så var manden væk og han var klar over, at det var et åndeligt væsen, som havde advaret ham. (sådan nogenlunde med mine ord).

Min træning var ved at være slut og jeg skulle videre til cykeltræningen. Jeg cyklede ude på vejen, der i skoven, for der var ikke de småsten, som man punkterer ved og jeg mente da, at bilerne ville tage hensyn til en cyklist – der er nemlig ikke så befærdet på den strækning og bilerne kører ikke for hurtigt.

Jeg var faktisk glad for, at jeg havde klaret trappetræningen tilfredsstillende og cyklede afslappet i langsomt tempo – der var ret så stille og fredeligt. Men jeg blev klogere.

Nu hørte jeg pludselig en mærkelig lyd, men en ejendommelig blød lyd, nærmest behagelig og den kom fra en bil bag mig. Der blev “tudet” af mig og en gammel bil, som jeg vil mene hørte hjemme i 1960erne, kørte forbi mig. Ved rattet sad en mand helt alene og han var gammel med en kasket på hovedet. Da han var ca. 20 meter foran mig og han havde fanget mit blik i sit bakspejl – viftede han med armen og pegede til højre nogle gange.

I et spitsekund, blev jeg vred og var lige ved at råbe ad ham, hvad han bildte sig ind, det gamle f…. – men i stedet blev jeg fyldt med taknemmelighed og skyndte mig at sende ham positive tak.

Parallelt med vejen er der til højre ca. 5 meter inde, en dejlig cykelsti, som bruges i begge retninger – det vidste jeg da godt, men syntes, at der var for mange småsten, så det gjorde vel ikke noget, at jeg tog den lidet befærdet vej? Jo, det gjorde noget og nu bruger jeg cykelstien fremover og kan så bare trække cyklen, hvis det skulle være nødvendigt.

Da jeg kom længere frem, skuede jeg efter bilen, men den var væk og jeg havde ellers sådan en lyst til lige, at se den igen, idet der på vejen var sådan et “bump” og længere nede et lyskryds.

Virkelighed eller ej, men jeg fik en masse tanker sat igang om de tegn, som bliver vist for os, i den verden og virkelighed vi lever i. Jeg er overbevist om, at der sker materialisationer alle steder på vor klode, men vi lægger ikke mærke til det.

Nogle steder, er “filteret” mellem den åndelige verden og den fysiske nok tyndere og det er så lettere at materialisationer kan finde sted?

Det hele er jo subjektivt, hvordan vi opfatter virkeligheden og det, som er en oplevelse for mig, er måske uden betydning for dig.

Salmisten skriver: Vor tro, den er et stærkt bevis, som Gud i hjertet skriver, at vi ej mere i tvivl skal stå,…

Klart at vi mangler ord, for mangt og meget, når vi skal beskrive og forklare, men når nu der er en cykelsti, hvorfor så ikke køre på den?

© Pauli 2011

Tilbage til mine egne analyser