Hvorfor eksisterer der hemmeligheder? Har vi ikke alle hemmeligheder? Fortalte vi alt til far og mor, da vi var børn? – Nej vel. Da vi var drenge, legede vi med bue og pil – røvere og soldater. Vi lavede også en klub med regler, fint nedskrevet – hvem husker ikke det?
“Jeg er frimurer”, sagde købmanden, som lå ved siden af mig på hospitalsstuen. Jeg var kun 12 år og var lige kommet tilbage til sengelejet efter en rygmarvsprøve. Købmanden var en ældre rar herre og holdt øje med mig, efter den barske omgang jeg havde været igennem. Jeg lå krumbøjet, mens en læge forsøgte at stikke kanylen ind mellem leddene i min ryg. Det lykkedes ikke for ham og overlægen måtte tilkaldes. Kanylen gled ind uden problemer og sygeplejersken sagde, at nu kunne jeg så selv se væsken, som hun viste mig.
En aften sagde købmanden inden lyset blev slukket: “Når jeg ikke kan sove, tæller jeg hullerne oppe i loftspladerne” – og der var mange. Der var ro og balance hos denne mand, han vidste noget om livet. Senere som voksen, fik jeg kørelejlighed med en mand, som også var frimurer. På vej til Tranbjerg, hvor jeg boede i hus, sammen med kone og barn, fik vi en snak. Det var også en ældre mand med livserfaring og medlem af Dansk Arbejdsgiverforening.
Med alderen, får vi nogle gange et mere tolerant syn på vore medmennesker – og så er det jo ligegyldigt om de er med i den ene form for organisation eller andet, bare det er retskafne og ærlige mennesker. Det er jo ganske morsomt, at vi er så hurtige til at drage konklusioner om noget, som vi overhovedet ikke har kendskab til.
Jeg har lært ikke at drage for hurtige konklusioner, samt at undlade at være for fordømmende. Hvordan i alverden skal jeg kunne diskutere en bog, som jeg har læst, med dig, som ikke har læst denne bog? Hvis vi ikke er medlemmer af frimurerne eller andre selskaber, hvordan skal vi så kunne diskutere deres ritualer mv.?
Nu har jeg jo læst alle Dan Browns bøger og især den sidste: “Det Forsvundne Tegn”, synes jeg er helt fantastisk skrevet. Hovedpersonen Robert Langdon, fortæller et sted i bogen, at han ikke selv er frimurer og derfor har større frihed til at fortolke og berette. Det er et utroligt research arbejde Dan Brown har lavet og han skriver på en fængslende spændende måde.
I min udgave på side 150 står der: “Opdagelsen af Isaac Newtons hemmelige papirer i 1936 havde rystet verden med en afsløring af Newtons altfortærende interesse for studiet af gammel alkymi og mystisk visdom. Newtons private papirer omfattede et håndskrevet brev til Robert Boyle hvori han tilskyndede Boyle til at opretholde en “stærk tavshed” i forhold til den mystiske viden de havde haft adgang til. “Den kan ikke videregives”, skrev Newton, “uden ubodelig skade på verden”
Vi som ikke er medlemmer eller har kendskab til den viden, som Newton taler om, kan jo så kun gætte og det kommer der konspirationsteorier ud af.
I vore dage finder der bestemt også hemmeligholdelse til. Hvad med den opskrift på Coca Cola som ligger gemt i et sikkert pengeskab? Hvad foregår der ikke hos verdens klogeste videnskabsfolk i Cern? Er der ikke også en vis form for hemmeligholdelse hos to elskende? Sådan kan vi jo blive ved med eksempler.
Der står skrevet i Biblen: “Kast ikke perler for svin”. Vi kan individuelt have nogle smukke oplevelser, men det er ikke altid klogt at fortælle om disse til hele internettet.
Nu er det sådan, at der er så megen viden, som ligger lige foran os – så store skatte af kundskab, som lyser op, men vi kan slet ikke hverken overskue eller nå at fordøje. Derfor er der slet ingen grund til konspiration og unødvendige spekulationer. Men, men, men….vi må lære at stave før vi kan læse og vi må lære at krybe før vi kan gå….
Robert Langdon er skeptikeren i bøgerne, hvor han optræder i Da Vinci Mysteriet, Engle & Dæmoner og i Det Forsvundne Tegn og Dan Brown lader ham få det sidste ord på side 562, sidste afsnit og det er ikke hemmeligt:
“I det øjeblik, på toppen af Capitol med varmen fra den opgående sol strømmende omkring sig, følte Robert Langdon dybt inde i sig noget stort og magtfuldt stige op. Det var noget han aldrig før i hele sit liv havde følt så inderligt.”
Håb
© Pauli, 2012
Tilbage til mine egne analyser