Jeg må hellere bestille en pladsbillet, tænkte jeg. Hvis nu automaten ikke virker, så kommer jeg i tidnød og får stress. Nu skal det altså køre for mig og ikke som i 1999, hvor jeg måtte ringe afbud til min klubkammerat. Oktober er en dejlig måned, min måned. Skoven falmer og de smukke farver changerer i solens lys. Hvert år i oktober er der halvmarathon i Vejle og flere gange har jeg af mærkelige grunde måtte aflyse. Jeg fik sådan set et trauma i oktober 1999. “Et psykisk angreb” overrumplede mig – jeg havde ikke mine parader oppe. Min fysiske form var blændende, men åbenbart var min psykiske form ikke på toppen. Jeg skulle bare have slappet fuldstændig af og hørt noget godt beroligende musik. Angrebet var for stærkt og jeg var for svag. Det var en oplevelse eller påvirkning, som følelsesmæssigt berørte mig dybt.
Hvis et trauma ikke bliver bearbejdet rimelig hurtigt, så kan det i værste tilfælde forstærke et eventuelt nyt trauma. Dette gælder efter min mening så at sige alle tilfælde og ikke kun ovennævnte. Hvad siger Vejle mig? Nå ja, i april 2010 tog jeg til Vejle, for derfra at tage en bus til? for at hilse på en kvinde, som jeg havde mødt på Pigernes kro. Det fik senere et uheldigt forløb, så Vejle og omegn?…
Nu vil jeg være forberedt med alt hvad det indebærer og have paraderne oppe, basta! Godt nok, men som sædvanlig flyver der en masse tanker igennem hovedet. Får jeg nu den mad og søvn, som er tiltrængt og nu sker der vel ikke noget uforudset eller for den sags skyld skader? Er jeg i form nok til en halvmarathon? Hvordan kommer jeg ud til startstedet fra banegården? Nu falder jeg vel ikke fra efter de første kilometer og må vende om? etc. etc.
Nu kunne det altså være nok. Jeg må se at komme væk fra hvad andre tænker og tror om mig. Jeg havde bestemt, at jeg ville være pæn i tøjet og havde også været ved frisøren for at blive klippet – jeg ville være nobel :-), man ved jo aldrig hvem man møder og de skulle jo nødig sammenligne mig med en arbejdsløs 🙂 eller en hjemløs 🙂 – og tænke: Hvordan er det dog han er kommet til at se ud?
Nej, nu har jeg forberedt mig så godt jeg kan og så vil jeg være positiv ligeglad med hvad andre mennesker tænker og tror om mig. Sådan vil jeg også være, når jeg går til andre arrangementer, foredrag, messer og dates mv. 😆 JEG VIL BLOT VÆRE MIG. Mon læserne kan nikke bare lidt til hvad jeg skriver?
Det var som om jeg skulle til en vigtig ansættelsessamtale, eller som dengang jeg skulle spille et lille stykke musik af Bethoven for Jette Tikjøb, på Århus musikskole. Jeg har også som ung mand sunget solo for flere hundrede mennesker og jeg har da selv helt alene rejst til Kongens by og løbet et marathon i 2009. Jeg har så mange oplevelser i min livsrygsæk, som jeg i sådanne situationer kan hive frem.
Utroligt hvilken dialog man kan have med sig selv, bare for at tage til Vejle 😆 Jeg sov stort set ikke hele natten og jeg følte mig lidt influenza ramt – jeg var lidt sløj. Jeg vil – jeg kan – jeg skal og med ryksækken slentrede jeg over til bussen. Derefter med lyntoget. Godt jeg havde pladsbillet og hvad sker der? En nydelig ung dame formentlig i 30erne, smilede venligt til mig og sagde: Du må hellere sidde inderst. Der sad jeg så og over for mig, sad der en lille dreng og pige. De var meget velopdragne og sad der ved bordet og tegnede. Mor og børn havde sandelig også nogle små bærbare computere: 😆 Moren skrev sms og sagde til børnene: Synes I ikke det har været en dejlig ferie? og så hentede hun sodavand til børnene. Jeg sad med et lille smil og gloede ud af vinduet på de smukke træer, som fór forbi. Nu følte jeg mig rigtig godt tilpas og jeg hev min cola op fra rygsækken. Det var altså meget trygt, dette selskab, og børnenes uskyldige aura omsluttede os der i lyntoget. På den anden side af gangen, sad nogle teenager piger og sov i de mest mærkelige stillinger og det var som om jeg også var kommet på skoleudflugt 😆
Familien skal vi værne om og denne idylliske oplevelse og tankerne omkring varme blandt os mennesker, kunne jeg skrive meget om. Hvis vi selv vil det positive, så er det bestemt ikke en kold tid vi lever i – det er helt op til os selv. Utroligt, hvad et smil kan gøre sammen med en høflig adfærd. Jeg blev revet ud af mine drømme, da det lød over højtaleren: Så er vi i Vejle.
Start & Mål: DGI-Huset på Vestre Engvej. Straks jeg kom ud i den friske luft, spurgte jeg om vej. Et venligt menneske pegede og sagde: Du skal bare følge åen. Tak for det gode råd, som jeg ikke fortrød at jeg fulgte. Med mellemrum var der bænke, som jeg dog undlod at sætte mig på, men havde dog lyst til lige at sunde mig. Ok, nu måtte jeg memorere og nyde turen – snart var jeg i DGI-Huset. Fik startnr. og klædte om. Jeg var jo lidt sløj, så væske måtte indenbords.
Vejret var ideelt og nu var der ingen vej tilbage. Mit gamle traume var overvundet og bearbejdet og jeg nød samværet med alle de andre. Jeg løber normalt alene ude i skoven for det er så let at løbe hjemmefra og bagefter få et varmt bad. Derfor nyder jeg at være sammen med andre motionister til disse arrangementer. Alle disse mennesker har hver deres historie og baggrunde. De er nu samlet for at teste sig selv.
Det var en smuk oplevelse for mig og efter de første 5 km, var jeg ikke sløj længere – jeg vidste jeg ville komme helskindet igennem og nu kunne jeg nyde naturen ved at memorere.
Efter at have fået godt med væske og mad, bl.a. et par dejlige stykker chokolade kage 😆 og et varmt bad, så havde jeg det virkelig godt. “Operation Vejle” var fuldført!
På tilbagevejen langs åen, så jeg op på de 3 runde nybygninger, det ene var ikke helt færdig og jeg tænkte, at Vejle da var en god lille hyggelig by. Det er faktisk en pæn moderne bydel ved åen.
Selvom det nu var berettiget og fortjent, at jeg nu satte mig på en af de dejlige bænke – så gjorde jeg det ikke, for jeg skulle jo med toget.
Nu er dette indlæg ikke skrevet som noget pral, men mere som en opfordring til læserne til at komme ud i naturen. Du kan gå og nyde omgivelserne eller cykle, altsammen for blot at røre dit legeme, som gerne skulle være et tempel. Du bestemmer selv. Der skal godt nok belastning til for at undgå knogleskørhed, som mange ældre kan komme til at mærke. Det er også vigtigt at lave nogle enkle gymnastikøvelser, når du sidder meget ned ved computeren for det glemmer vi (også jeg). Der skal ikke så meget til for at bevæge og belaste. Det hele hænger sammen, når vi taler om livskvalitet. Jeg tror godt jeg kan tillade mig i al ydmyghed at give et par gode råd som måske kan trække dig til truget, men jeg kan ikke tvinge dig til at drikke, det må du selv! God motion!
© Pauli, 2012
Nu rykker vi så 7 år frem til 2019, hvor jeg igen tog til Vejle og jeg kan nok ikke løbe fra min alder.
Jeg overgiver mig – men tab og vind med samme sind 😊
Indtil nu har det været et hårdt år. Jeg har ikke været på toppen med mit helbred og så har jeg brugt en masse energi på at flytte. Det er blevet til alt for lidt træning, men jeg har dog holdt mig nogenlunde i form. Det vigtigste er at være med og de andre kender jo ikke min historie, så hvorfor ikke bare prøve? 😊 Jeg var heldig med vejret og mens der endnu var lidt sol, hoppede jeg op på cyklen med rygsæk og bærepose. Afsted gik det til Viby st. For bare jeg kunne komme i sikkerhed for regnen i toget, så var det jo ganske godt.
Tre kvarter efter var jeg i Vejle og det var godt jeg havde en lille paraply med, for det begyndte at regne og jeg skulle jo gå et par kilometer. Stress begyndte at melde sig, men jeg fik styr på startnr og omklædning. Det kan godt virke lidt uoverskueligt, når man er alene om det hele og får de tanker: “Skal jeg tage hjem igen”? “Næ, nu må du få det bedste ud af det, uanset vejret, og prøv så at få en positiv oplevelse ud af de 21 km, som ligger forude.” Jeg var heldig med vejret, for det regnede kun i perioder ganske lidt og blæsten var til at holde ud. “Men hvorfor løber jeg her helt frivilligt”, tænkte jeg 😊 Jeg er jo ikke løber i den forstand, men forsøger at holde mig nogenlunde i form og så er det jo dejligt, at være lidt social, når jeg er alene-løber ude i skoven. Jeg løb en lille omvej grundet en misforståelse, men pyt, jeg kom på ruten igen.
Jeg overgiver mig og hvis der bliver en næste gang, vil jeg være sammen med andre, for jeg kan love dig for, at der let kan opstå utryghed i ukendt terræn og især når det er koldt. Nå, gode intentioner igen og målet var nu i sigte. Lidt forvirret og med for meget snak kom jeg dog i mål. Det var så Vejle Ådal Halvmarathon 27. Oktober 2019 og nu må vi så se? 😊 Det var da godt jeg fik mit ur stillet tilbage. 😉 Behageligt var det at cykle hjem fra Viby st og opleve glæden ved at have gennemført. Mon ikke du kan få overgivelse til at hænge sammen med forandring og nye mål?
Tak til alle frivillige for et godt arrangement og helt ærligt, så er jeg meget tilfreds med min medalje. 😊
© Pauli, 28.10.19