At samle sig selv op, kan være ganske svært og krævende. Her i livet er der noget til os alle sammen og ingen går fri. Ofte støder vi på mennesker som tilsyneladende ikke har andet end succes og fremgang; vi bliver let misundelige, altså på en positiv måde og især når vi ikke selv har særlig megen fremgang.
Jeg vil ikke her komme med højtravende esoteriske eller teosofiske forklaringer og analyser. Der er utallige kurser og foredrag, som omhandler og behandler svære teoretiske problemstillinger; men de er ikke altid til megen hjælp, når det gælder om, at samle sig selv op.
Lad os gå tilbage til skoletiden. Her møder vi op, alle er lige fra første klasse. Vi får en klasselærer som skal føre os frem i viden – vi følges ad et helt år og så kommer næste klasse osv. Nogen udvikler sig på én måde og andre på andre måder. Så skal vi til eksamen og der sker en udskilningsproces.
Alle disse år er med til at danne vores personlighed, som skal føre os videre i livet og mange opgaver venter forude. Jeg springer lidt over her, men kan henvise til min artikel ’Drømme og Virkelighed’.
Glæde, sorg og alvor er 3 faktorer som holder hinanden i hånden, livet igennem. Vi er ganske forskellige, når det gælder om at tackle livets udfordringer. De sociale forskelle har også betydning – har vi et netværk som vi kan søge støtte hos, eller er vi helt alene?
Vi kan desværre ikke budgettere ret langt ud i fremtiden med vort liv – og nogen gange indtræffer der hændelser, som vi slet ikke havde taget højde for. Hvordan er det at blive forældre? Kan det læres på forhånd? Nej, det må opleves og erfares. Hvad er psykisk sygdom? Og hvem kan det ramme? Hvad sker der når en sådan sygdom rammer en familie? Hvordan opstår et misbrug? Hvad er årsagerne? Hvordan samles man op, når det hele ramler?
Tidligere statsminister, Poul Nyrup, holdt et blændende godt foredrag på Sindets dag. Han kom ind på noget meget væsentligt på kort tid, men som kunne fylde flere bøger. Gummi Tarzan, som han havde læst for sin datter Signe, har et sundt budskab, som vi alle kan lære af: ‘Vi er alle sammen gode til et eller andet og det gælder så om at finde ud af hvad det er’. Netop, vi kan alle noget, vi er alle noget værd.
Poul Nyrup nævnte også at han talte med sin datter, ikke på en religiøs måde, men på en helt naturlig fortsættelse, som om hun stadig var her. En psykisk syg kan have det enormt godt i perioder og tilsvarende skidt i andre – og så har det behov for 24 timers overvågning, sagde Poul Nyrup. Han fortsatte: Til distriktspsykiatrien, vil jeg sige: ‘Et menneske er ikke kun psykisk syg fra mandag morgen til fredag eftermiddag’.
Hvem skal samle den psykiske syge op i weekenden? Hvem skal samle de patienter op, som bliver udskrevet for tidligt? Åbenbart bliver svaret: Du skal selv samle dig op. Det er så det velfærdssamfund vi lever i anno 2008.
De alternative/spirituelle mennesker, har også et stort ansvar over for unge søgende, som måske føler sig svigtet af det etablerede system. Af og til støder vi på helt unge mennesker, som mener de både er clairvoyante og healere og at de har kontakt til åndeverdenen eller brænder for at få det. På internettet kan vi så læse, hvordan velmenende rådgivere prøver at undervise dem, uden så meget som blot at kende lidt til dem i virkeligheden, eller checke deres profilers ægthed.
Disse rådgivere er hverken psykologer, eller har en mangeårig praksis i at rådgive den slags svære tilfælde og faren her består i, at andre unge misforstår den gode mening, når de søger lignende råd.
Vi må ikke lege med den slags energier – og slet ikke når vi ikke kender personerne bag profilerne.
Hvordan skal sådant et ungt menneske samle sig selv op, hvis en af ’sikringerne’ sprænger?
Jeg vil ikke anbefale helt unge mennesker, at beskæftige sig med det okkulte. Vækkes interessen, er det vigtigt at få sig en erfaren lærer, som ved hvad det handler om.
Hvis et menneske har et misbrug, eller ikke er helt rask, bør han/hun ikke begive sig af med at heale, eller udføre clairvoyance, dette gælder også hvis de har abstinenser.
Mindste krav må være, at healeren selv er sund og rask, samt lever et anstændigt liv, med rigelig motion og sund adfærd, ellers kan et sådant menneske være mere en ’suger’ end en healer. Her skal jeg ikke komme ind på de forskellige teknikker, som udbydes i vore dage, men blot sige, at det er total uden betydning hvad du har lært, hvis ikke du selv er på toppen.
Jeg kommer fra en anden tid, hvor der ikke var healer- og clairvoyance skoler, men det skal ikke forstås sådan, at jeg har noget imod dem. Det kan være særdeles gavnligt for sådanne unge mennesker, at komme på en skole, hvor de kan få styr på deres mange spørgsmål og få snakket med ligestillede. Det kan måske også få dem på andre tanker, hvis de har ønske om, at blive professionelle behandlere/rådgivere.
På et af mine kurser i 1980’erne, havde jeg et par elever som begge var kvalificerede i zoneterapi/kinesiologi, astrologi etc. Helt kontant forklarede jeg dem, at de ikke kunne leve af deres behandlinger og det irriterede dem en smule. Til den ene forklarede jeg, at hun skulle skrive sit speciale færdigt i teologi og til den anden lod jeg det stå lidt åbent. Senere blev de henholdsvis præst og jordemoder, sådan kan det også gå. Det alternative var altså blot et par skridt på vejen og heldigvis havde de den berømte jordforbindelse i orden.
At samle sig selv op, når man befinder sig i en spirituel krise og ikke kan finde sin levevej, betyder at opnå et realistisk syn på tilværelsen og sine egne evner. At blande det hele sammen i en pærevælling, fører ikke noget godt med sig; men at sætte realistiske mål op, samt delmål og så forsigtigt at arbejde sig frem, det virker.
Det rette fundament og fokus, er af største betydning, når en åndelig udvikling påbegyndes. Jeg har inde i City, fulgt et byggeri helt fra bunden. Jeg beundrer sådan et projekt. Arkitekterne, ingeniørerne, tegner og planlægger. Jord-og betonarbejderne udgraver og støber fundamentet og vandrør etc. kobles på. Store betonelementer bliver sat op og stilladser rejser sig. Den anden dag stod jeg og beundrede bygningen, som nu var i 5. sals højde. Så var der noget der slog mig. Jeg betragtede tømrerne, som ganske uforstyrret arbejdede på de to øverste etager. Hvad med højdeskræk, tænkte jeg.
Naturligvis gik de ikke på stilladset, for at bruge tid på at tænke på højdeskræk, eller glo direkte ned på fortovet, hvor jeg stod på den anden side – ej heller brugte de tid på, at tænke på hvor højt de var oppe, eller hvad der ville ske, hvis stilladset brød sammen.. Nej, de havde fokus på deres arbejdsopgaver med boremaskiner etc. Når det rette fokus er til stede, fortrænges angsten, der er ikke tid til at tænke på den. Der er ikke tid til, at stå drømmende og nyde udsigten over byen og tænke på, hvad der kunne ske, hvis osv.
Hvis vi skal samle os selv op og færdigbygge vort åndelige hus, så skal vi have fokus, koncentration og nærværelse, så undgår vi angsten for den åndelige højdeskræk. Altså, jordforbindelsen er lige så realistisk på 5. sals stillads, som var det nede på fortovet, fordi der er fokus.
Under skilsmisse, arbejdsløshed og sygdom etc., kan det blive nødvendigt at samle sig selv op, opstille realistiske mål og indstille det rette fokus.
© 1.nov.2008 – Pauli Obel