Da han i sin tid selv blev stillet det spørgsmål, svarede han, “Jeg er essensen af alt, hvad jeg hidtil har været, jeg er for hver især det lidt, meget eller intet, som vedkommende selv kan se, og jeg ønsker kun at blive bedømt efter mine manifestationer, jeg er alles ven og tjener den mindste”.

Mange har gennem tiden spurgt mig, hvem er denne Martinus? Jeg har altid svaret: Jeg ved det ikke. Personligt har jeg aldrig opstillet nogen hypotese om den individualitet, som inkarnerede under navnet Martinus, jeg holder mig til rækkevidden af hans manifestationer.

Jamen hvori består da hans mission, har nogen spurgt, til det svarede han selv engang: “Jeg er kommet for at vise menneskene Gud og for at retfærdiggøre kristus”.

Dengang inkarnationen af kærlighed, visdom og renhed gik rundt blandt menneskene i kød og blod, forsøgte man at gøre ham så latterlig og lille, at uforstanden ikke kunne tro på ham, nu da han for mere end 2000 år siden har forladt vort jordplan, forsøger man at gøre hans liv så stort, at forstanden ikke kan tro på ham, – lad denne historiske kendsgerning blive stående som et varsko mod en lignende “molbologik”.

Da kristus i sin tid fremstod, ventede man godt nok en ny messias, men man ventede ham ikke i en krybbe, han, den lille fattige dreng, er det ham der vil forsøge at lære vore “skriftkloge” noget? er han blevet gal og vil spille profet? ham, brændehuggeren fra Nazareth?

Ligeledes blev og bliver der sagt: Ham der Martinus, vogterdrengen fra Sindal, som hverken har været på højskole eller akademi, vil han nu vise en intellektuel fremskreden tidsalders største ånder universets indre struktur og love og den nærmeste vej til guddommelig bevidsthed, ha ha.

Ja, det er ham, det var det han ville, tænk engang, så stor var denne mand, at han næsten så ud, som om han var lille, og så fjernt er majoriteten fra at kunne forstå ham, at de ikke engang er nået så vidt, at de kan undres.

Nå, – mener manden nu, i sin himmelråbende blåøjethed, at Martinus er en ny inkarnation af kristus?

Nej nej, det mener manden aldeles ikke, jeg indskrænker mig til at mene, at der i Guds endeløse verdner må findes så mange kosmiske væsner, som der er sandkorn ved havets bredder.

Mon der findes et mere slående bevis for de evige sandheder, end dette, at mange forskellige seere, med årtusinders mellemrum, kommer til de, stort set, samme resultater?

Det er et indirekte vidnesbyrd for, at hvad der betragtes som tro – eller overtro – på et lavere plan – kan blive viden på et højere, man ser altså, at forskellen mellem tro og viden kun er grader i udvikling, så Martinus har vel ret når han siger: “Sandheden er noget, man skal vokse sig til – den er organisk.

Hvis nogen spørger, hvad forskel der i grunden er, på Martinus`verdensopfattelse og de øvrige gangbare systemer, må jeg svare: Der er en principiel forskel, de fleste systemer synes at være opbygget efter princippet nedefra og opefter, Martinus har vist os det guddommelige verdensbillede indefra og udefter, hos ham afsløres enheden på en sådan måde, at alle brøker går op.

Han har revolutioneret vore begreber om ret, uret, godt og ondt, han har vist os uretfærdigheden som en art gødning for retfærdighedens vækst, han har oversat selve livets tale, han holdt ikke sit indtog i hemmelige loger eller templer, han brød kundskabens monopoler, sløjfede misforståelsens afgrunde og byggede bro mellem høje og lave, rige og fattige, rene og uren, hellige og vantro.

Han kom ikke som en plagiator eller mental drøvtygger af ånden i de gamle systemer, hans bevidsthed var så universelt favnende, at den inddrak alle realitiviteter, som farvenuancer i en og samme hellig enhed, han dukkede ikke op som en kunstig drivhusplante, der savner moder jords kulde og storme i sine blade, han valgte sin vugge i lyngens og marehalmens fattige jordbund og lod sig ikke opflaske ved filosofiske spekulationer, han kom som den fødte lysbringer som et svar fra den evige ånd på vor sjæls inderste og hemmeligste længsler.

kh. martin..

Gud har ingen religion…

Pauli svarer:

Tak til Martin, som for snart 4 år siden, skrev ovennævnte indlæg. For at udvikles i nuværende inkarnation, er det en forudsætning, at vi er nysgerrige. Nysgerrighed er for mig en drivkraft til at opnå viden og en bedre forståelse.

Det er en gave, at vi kan læse og vi bestemmer selv, hvad vi vil læse. Internettet er en gave til menneskeheden, når vi taler om den positive brug. Det er også godt at variere sin læsning, synes jeg.

Tag også eksemplet med “Jægerbogen”, skrevet af Thomas Rathsack med titlen: JÆGER i krig med eliten. Vi husker alle hvilken røre der opstod i det danske forsvar, hvor ansatte mistede deres arbejde. Der var medie omtale og vi TV-kiggere, kunne så gøre vore egne tanker.

Jeg ville også gerne vide, hvem Thomas Rathsack var og derfor har jeg bogen. At læse i bogen, giver et helt andet indtryk og forståelse end se Thomas på TV.

Vi er alle mennesker, som er på vej – nogle er længere fremme end andre, hvilket er helt naturligt, men ét eller andet sted hænger vi jo sammen med vore forskelligheder og tilhørsforhold.

Hvem var Martinus? Martin skriver: “Jeg har altid svaret: Jeg ved det ikke.” Ja, men det er da et ærligt svar. Jeg mener, vi godt kan danne os et indtryk af hvem en person er, ved at læse hvad han skriver, sådan i det generelle. Det afhænger selvfølgelig af hvad han skriver og om det fx er i roman stil eller en åben ærlig fortælling om sit eget liv.

Jeg har ikke svært ved at bedømme et andet menneskes liv, når jeg fx hører et foredrag in live. Mine års erfaring har dannet et godt grundlag for dette. Det bliver straks sværere, når vi kun har det skrevne ord om filosofiske opfattelser, som forfatteren giver udtryk for – og her kan vi godt gøre os nogle tanker om hvem er mennesket bag?

Der nu ingen grund til, at jeg trætter læseren med et af mine miniforedrag om anvendelse af “bedømmelsesevnen”, så jeg vil gå direkte til “emnet”.

Jeg mener, vi skal sondre mellem hvem Martinus var før og efter hans “STORE INDVIELSE”.

Jeg har selv længe savnet noget konkret læsning om hvem Martinus egentlig var – især opvæksten. Hvem var hans far og mor? Hvordan var opvæksten etc. Der har været mange bud, som kunne læses rundt omkring.

Forleden dag var jeg så inde på denne side

[url=http://martinus-webcenter.dk/index.html][color=darkred]HER[/color][/url], hvor der står [b]NYHEDER[/b]: 10. februar 2012: Bogen “Martinus’ Erindringer” – redigeret af Sam Zinglersen – er nu tilgængelig på siden.  http://martinus-webcenter.dk/andre-boger.html

Martinus’ Erindringer – redigeret af Sam Zinglersen og udgivet i 1987. – og så står der Download

 😉 Er det ikke fantastisk venner? Her sidder jeg foran Putte og kan downloade helt gratis. Så jeg sender en stor tak til de, som har gjort det muligt og for det store arbejde de udfører, tusinde tak.

Jeg måtte så i gang med læsningen og kan da lige give et par appetitvækkere her:

Citat:

“En anden gang skulle jeg en sen aften udrette et ærinde

inde i byen- altså i Sindal. Det var stærkt måneskin, da jeg

skulle hjem. I nærheden af jernbanestationen er der et sted,

hvor toget til Frederikshavn passerer en bro over Uggerby

Å. Fra vejen kan man se denne bro, som ligger ganske tæt

ved. Jeg standsede lidt op og kikkede ned i vandet, der langsomt

flød ind under broen.

Pludselig ser jeg noget mærkeligt. Under broen dukker

der en kvindeskikkelse frem. Hun havde et par lange fletninger

ned over skuldrene, og hun var iført en ternet dragt. Det

var ligesom om hun kom ud af den ene granitvæg og svævede

hen over vandet. Og uden at efterlade sig krusninger i

vandet forsvandt hun ind i broens modsatte granitvæg.

Jeg fik gåsehud og blev forbløffet stående for at se, om

der skete mere. Men det gjorde der ikke, og jeg skyndte mig

derfor hjem for at fortælle min plejemor, hvad jeg havde set.

På grund af det sene tidspunkt fik jeg først fortalt hende det

den næste morgen.

Hun sagde blot: »Nåh ja – men der er også flere, der har

taget livet af sig der!«

F o r hende var overnaturlige ting ikke noget ukendt.

I nabolaget var der et gammelt hus, hvis beboere i en

årrække var plaget af spøgeri, idet de kunne høre barnegråd.

Lyden kom fra gulvet i en stue. Da man en dag brækkede

gulvet op, fandt man et lille barneskelet. Der havde engang

boet nogen i huset, som havde skilt sig af med et nyfødt barn

ved at begrave det under gulvet.

Det var almindeligt kendt, at der var kvinder, som kunne

udføre heksekunster og sort magi.

En af de mærkeligste beretninger, som jeg tit hørte om,

drejede sig om en fattig kone. Hun havde ikke penge til at

købe mælk, men hun var alligevel i stand til at skaffe sig

noget på en særlig måde. Når hun så, at naboens køer gik

ude på marken med mælk i yveret, tog hun et par syle frem.

Sylenes skaft havde form som et koyver. Hun stak sylene op i

loftbjælken i den lavloftede stue. Og nu begyndte hun at

»malke« sylene- og der kom virkelig mælk ud af dem.

Samtidig stod en af naboens køer og mistede sin mælk.

Når koen senere skulle malkes, kunne man ikke forstå, hvor

mælken var blevet af.”

 “Var det ikke der, du oplevede nogle overnaturlige

ting?

Jo – det er rigtigt. Det skete en nat, jeg tror klokken var

godt to. Jeg sad og læste i en bog. Pludselig kunne jeg fornemme,

at der var noget. Jeg så op fra bogen – og nu fik jeg

øje på en skikkelse, som stod henne i krogen ved en kul-

bunke. Jeg kunne kende skikkelsen, det var min kusine. Hun

var altså datter af mine plejeforældre. Jeg undrede mig jo

meget over dette syn – hun stod ganske rolig og stille og så

hen på mig. Men pludselig var hun væk.

Jeg fik nogle dage senere besked om, at hun var død

netop ved den tid.

En anden nat sad jeg ligeledes i kælderen og læste.

Udenfor var det helt mørkt, men nu så jeg gennem vinduet,

at der kom nogen. Det var vagtkontrolløren, som plejede at

dukke op hver nat. Han havde en uniform på med blanke

knapper, og disse knapper kunne jeg tydeligt se uden for

vinduet.

Jeg råbte: “Ja, træd bare nærmere!«

Men nu blev han til luft. Jeg kunne ikke forstå, hvor han

var blevet af, og da jeg trafham den næste aften, spurgtejeg

ham om, hvorfor han ikke var kommet ind.

Han kunne ikke tro, at jeg havde set ham, for han havde

slet ikke været der. Han havde været på sit sædvanlige kontrolbesøg

henne i Skodsborg, og der havde han siddet og

sludret med nogen, og så var han faldet i søvn. I drømme var

han så gået videre på sin rute, og jeg havde altså oplevet

dette “tanke billede« eller “drømmesyn«.

Ved en senere lejlighed sad jeg på samme måde i kælderen.

Jeg havde lige været ude på min midnatsrunde gennem

parken. Alt var stille og roligt. Pludselig lyder der et enormt

rabalder. Det gjaldede gennem hele huset, som om det var

ved at styrte sammen. Jeg rejste mig op og tog mig til hovedet.

Jeg følte, at mine hår var stive.

– Kan du nærmere forklare, hvordan lyden var?”

Læs selv videre. For mig viser citaterne, at Martinus havde nogle aktive psykiske sanser allerede i opvæksten…

Jeg springer lige frem til siderne 84 – 86, for her er der noget interessant for henholdsvis teosoffer og antroposoffer. På de forskellige fora, bliver R. Steiner ofte omtalt. Prøv at læse, hvad dette universalgeni udtaler inde i citatet:

“Steiner havde sit hovedcenter i den nordschweiziske by

Dornach, og her havde Løw altså været hans gæst i en længere

periode og således haft lejlighed til at studere denne

interessante personlighed på nærmeste hold.

Løw havde kendskab til nogle gamle profetier, blandt

andet af Nostradamus, om den kommende verdenslærer

»manden fra Norden«, som skulle fremstå netop i dette årti,

og han ønskede så vældigt, at han måtte møde denne

verdenslærer. Han havde haft den tanke, at det måske

var Steiner.

Men da Løw efter sit langvarige ophold hos Steiner

skulle tage afsked med ham, havde de en sidste samtale.

Steiner sagde da, at om hundrede år ville der ikke længere

findes noget, der hed antroposofi.

Løw spurgte da: »Jamen … hvad findes der så?«

Steiners svar var lidt symbolsk:

»Jeg ser en rift i skyerne over Deres eget fædreland Danmark.

Her vil der om få år fremstå en ny verdenslærer. Da

han vil have behov for støtte, ville det være dejligt, dersom

der var nogen, der ville hjælpe ham!«

Nu rejste Løw tilbage til Danmark. Han genoptog de

antroposofiske studiekredse i Ordrup, og han oprettede

også studiekredse i provinsen.”

Jeg håber, at jeg med dette indlæg har vækket den yderst nødvendige nysgerrighed, for at vide mere om: Hvem er Martinus.

Kh Pauli 2012