Gennem menneskehedens historie går en anelsesfuld søgen efter sandheden!
Som bølger stiger og falder denne søgen i intensitet, alt eftersom menneskene var lykkelige eller ulykkelige. I det gamle testamente kan vi gang på gang læse om, hvordan Israels folk, når det gik dem godt, vendte sig bort fra Gud og dyrkede det folks afguder, som de boede iblandt: “De holdt sig til tomhed, så de blev til tomhed.”
Når så de uundgåelige følger af denne dyrkelse af illusionens og materialismens afguder viste sig i form af krige, nederlag, delvis udslettelse og fattigdom, søgte de i deres fortvivlelse atter den sandhedens Gud, som gennem profeterne stadig lod sin røst høre. Sandelig, der er intet nyt under solen!

I anden Krønikebog står der om Juda, at de “søgte Gud af hele deres vilje, og han lod sig finde af dem og lod dem få ro til alle sider!”
Var det 2000 år siden? Det spiller ingen rolle, hvor det er sandheden, der lyser sine visdomsord ud, svinder tidsbegrebet bort, det kunne være sket i går, og det sker, Gud være lovet, den dag i dag, at mennesker suger Gud af hele deres vilje, og han lader sig finde og giver dem ro til alle sider!

Hvor det gamle testamentes beretninger holder op, begynder det nye, beretning efter beretning om mennesker, der af længsel efter sandheden gav slip på alt, hvad der stod dem hindrende i vejen for deres søgen og fulgte ham, som var “sandheden, vejen og livet”, netop fordi han var sig sin identitet som Guds søn så bevidst, at intet fik lov at lægge formørkende skygger i form af hævdelse af det personlige selv, imellem ham og den evige Fader, hvis kærligheds og sandheds ånd lyste igennem ham, så menneskene i årtusinder efter hans jordeliv kunne nære deres åndelige liv og deres hunger efter Gud ved strålerne fra hans uselviske liv og færden iblandt os.

Jesus var ingen “stor personlighed”, han var måske det mest upersonlige menneske, der har levet, hans storhed var tværtimod hans fuldkomne selvudslettelse, der tillod Gud at leve og virke i ham, så mennesker i ham kun så Gud.
Og som sandheden selv altid er ganske enkel og stilfærdig, sådan var Jesus også, og på denne stilfærdige måde gik han rundt og sagde de mest revolutionerende ting.

Han overtrådte faktisk alle budene, hvor må jøderne have været forfærdede!

Da hans disciple overtrådte sabbatsloven og blev anklaget derfor, svarede mesteren stilfærdigt, at sabbatten var jo til, for menneskets skyld og ikke omvendt, det var logik, det var kærlighed.
Og kvinden, der var grebet i hor, frikendte han, jamen det var jo oprørende – hvis noget sådant godkendtes, hvor var vi så henne? (Jeg gad vide, om ikke de mest forargede var dem, der selv havde haft vældig lyst til at gøre som kvinden, men ikke turde af frygt for straffen, forargelse er jo meget ofte irritation over, at andre har gjort det, vi selv gerne ville, – men ikke turde!)

Men den måde, Jesus iværksatte denne frifindelse på, var jo slet og ret ikke til at komme udenom: “Den, som aldrig har syndet, han kaste den første sten”, nej, så kunne man jo ikke, så var der ikke andet at gøre end at luske væk så ubemærket som muligt og helst håbe på, at ingen endda havde lagt mærke til, at man i det hele taget havde været der.

Og manden, som Jesus helbredte på en sabbat, kunne Jesus ikke have sagt til ham: “Kom igen i morgen, når du har båret denne plage så længe, kan du vel holde den ud en dag til, og så får vi ikke vrøvl med farisæerne”, ville det ikke have været klogt og forudseende? Jo bestemt, men ikke særligt kærligt, vel? Nej, Jesus så, at dette menneske havde lært det, af sin lidelse, som han skulle lære, og så skulle han ikke bære den et eneste øjeblik længere – hvilken livsalig tanke, at vore lidelsers tid ikke er afhængig af noget som helst uden vort eget sind, ikke at det ikke er fuldt tilstrækkeligt til at holde dem ved lige en rum tid, men alligevel, det er dog retfærdigt.

Naturligvis blev der ballade, de stimlede sammen om Jesus og talte alvorligt om sabbatten og lovovertrædelse, men atter måtte de gå beskæmmede bort for svaret, det ganske enkle og naturlige svar: “Hvis jeres okse eller asen falder i en brønd på en sabbat, drager I det så ikke op?” De var atter blevet afvæbnet af denne sandhedens og kærlighedens logik, der fra Faderhjertet strålede gennem Jesus.

“Himmeriges rige er nær,” sagde Jesus, og hvem vil vel ikke gerne være med i Himmeriges rige? Intet under da, at de flokkedes om ham, og Jesus kendte også vejen dertil, men der var ganske bestemte betingelser, der måtte opfyldes, for at dette himmeriges rige kunne nås; der var visse tåger, som kun det enkelte menneske selv kunne fjerne, før landet i al sin herlighed lå udbredt for dets øjne: “Hver den, som vil følge mig, må tage sit kors op og forsage sig selv”, av av, den sved, det var kedeligt, nu havde man netop troet, man kunne kaste byrderne af og være frie og glade, og så, så det jo nærmest ud, som om man måtte lægge endnu et par tunge sten på det læs, man i forvejen havde at trække, “Tage sit kors op og forsage sig selv”, det lød simpelthen ubehageligt, sit kors, det havde man jo i forvejen, men man havde dog tilfredsstillelsen af at beklage sig over det – rigtig give ondt af sig og rage sig lidt medlidenhed til for alt det onde man led, og nu sagde Jesus, at man skulle tage det op – frivilligt – det kunne jo nærmest se ud som en slags indrømmelse af, at man var den nærmeste til at bære det, og “forsage sig selv”, men hvis vi ikke tager os af vort selv, hvem i al verden vil så tage sig af det? Dertil svarede Jesus ganske enkelt, at det skulle dø: “Den, som mister sit liv for min skyld, han skal bjerge det”, nå, det var da ren besked, og de fleste, der hørte det, tog nok et fast tag, om det de havde, og som hørte med til “livet” for dem, men der var nogle stykker, der havde fulgtes så længe med Mesteren, at de ikke kunne gå fra ham; de sagde det lige ud: “Hvor skulle vi gå hen, du har jo det evige livs ord”, de havde åbenbart lært af ham at udtrykke de største sandheder ganske naturligt.
Nå, det var jo heller ikke store sager, de havde at forlade, en båd og et net og den slags, men det var dog kun de ydre tegn på deres forsagelse, det de i virkeligheden forlod, var jo deres “selv”, deres liv blandt mennesker, de dristede sig til at tro, at når de selv holdt op med at bekymre sig for deres liv, ville Gud tage sig af dem, som han tog sig af “himlens fugle og liljerne på marken”.

Gennem alle tider har der været mennesker, som “søgte Gud af hele deres vilje”.
Og alt eftersom menneskeånden har udviklet sig, er steget til større og større højder, er glimtene af sandhedens land blevet mere fuldkomne, mere strålende.
Ned gennem tiderne har mænd og kvinder, som det lykkedes at fjerne selviskhedens tåger fra deres øjne, berettet om den skønhed, den sindets fred og den altoverstrålende glæde, der var deres lykkelige lod, de salige stunder, hvor de erfarede sandheden i Jesu ord: “Himmeriges rige er inden i Eder!”

“Guds rige er indeni eder,” sagde han, den milde mester fra Nazaret, og de, som var kommet for at høre ham, tænkte vel, at det var noget sært noget. Nogle forsøgte nok at efterkomme opfordringen i disse mærkelige ord og prøvede at se ind i dem selv, men de har sagtens ikke syntes, det, de der fik øje på, kunne minde nogen om Guds rige.
Hvad så de da? Ja, hvad ser vi i almindelighed, når vi vender blikket indad?
Det første, der fanger vor opmærksomhed, er måske en lille hård surhed, der sidder i os endnu mod et menneske, der for et par dage (eller et par år!) siden sagde os en ubehagelig sandhed, at det dog var godt for mig, at jeg fik denne sandhed at vide, hindrer jo ikke, at jeg er fornærmet på den, der formastede sig til at kritisere min uangribelige person.

Nå, det var jo ikke så godt, der var ikke noget, der lignede Guds rige i det.

Det næste, vi får øje på, er sikkert ikke stort bedre. Der var jo den lille tilsyneladende ubetydelige sag, hvor jeg hårdt og ubønhørligt satte min vilje igennem, selv om jeg udmærket godt vidste, at min ægtefælle, min arbejdskammerat eller min ven inderlig ønskede det gjort på en anden måde. Småting, siger du, javel, men da ikke småting, der hører hjemme i Guds rige.

Der kan være lange ørkenvandringer at gå i sit eget sind, og nogle tabte vel modet og “gik bedrøvede bort”.
Men nogle har dog fortsat, nogle fortsætter stadig, og det hænder, at de når frem til noget, der ser lysere ud, måske skal de helt hen til barndomserindringerne for at finde det. Måske dukkede der pludselig en situation op om en dag, man gik i en skov, hvor solen skinnede ned mellem grenene og spredte gyldne pletter over skovbunden, en elsket bedstefar havde en godt og trygt ved hånden, vejen var god at gå på, den kunne ligesom lide, at man gik der, og “alt var såre godt”.

Man kan også godt pludselig være lidt større og komme daskende hjem fra skole, man har god tid, går rent ud sagt og driver saligt hen ad vejen og har en blank eftermiddag foran sig, dejligt, og så ser man en kammerat, der er sat til at hjælpe til i haven, og haven er stor, og der er meget ukrudt, man tøver lidt, det var så godt slet ikke at skulle noget, men det var netop så godt, at man blev god indeni af det, og eftermiddagen er jo evighedslang, og så hjælper man med at luge, og pludselig er det også dejligt.
Sådanne erindringer er nok også dukket op i de menneskers sind, der hørte på Jesus, og de har vel tænkt, at sådan som disse gode minder kunne de godt tænke sig, at “Himmeriges rige var”, og de løftede spørgende øjnene imod ham og mødte hans smilende svar: “Du er himmeriges rige nærmere, end du selv vidste af”, og i en stor undren så de den enkle sandhed, at Guds rige er så ligetil, at det egentlig kun er børnene, der fatter det umiddelbart.
Jamen, han sagde jo også, at hvis ikke vi blev som børn, kom vi slet ikke ind i det, sandhedens land, skjult for de vise og forstandige og åbenbaret for børnene, men mennesket må gå en lang vej gennem klogskab, inden det når tilbage til den enfoldige visdom.

Lang vej måtte vi gå, ja, og mange andre og “vigtigere” ting tumlede vi med, og svært havde det været at finde tilbage til “hovedvejen” til sandheden igen, om der ikke til alle tider og på alle steder havde været mennesker, for hvem dette at søge og finde sandheden om livet og dem selv, blev “det eneste saliggørende”, og det endda i ganske bogstavelig forstand, for hvor forskellige deres vidnesbyrd end er, farvede af deres specielle opdragelse, kultur og miljø, om èt, er de enige: det var salighed og fred at finde frem.

Højst forskellige kår har de haft, disse menneskehedens sandhedssøgere, i Kina og Indien har de været æret og ansete, folk havde forståelse af, at de “vise mænd” beskæftigede sig med noget, der var mere værdifuldt end de timelige ting, der fylder de fleste menneskers timer, og man fandt det godt og trygt, at der var mennesker, der “specialiserede” sig i åndelige ting, så havde man da nogen at spørge til råds, skulle man få brug for vejledning.
Til gengæld gav de, der var mere erfarne og dygtige i materielle sager så deres vismænd mad, husly og klæder, de havde forståelsen af, at man kan jo ikke beherske alle ting, men de anerkendte vismændenes “arbejde” som værende af højere, ædlere art.

Den katolske kirke har fostret mange mystikere, nogle temmelig hysteriske ganske vist, men det forringer jo ikke betydningen af de virkelig fromme sandhedssøgere, klarhjernede, kærlige sandhedselskende, og hvor lyser beretningerne om dem ned gennem tiderne, når Napoleon er glemt, vil den vise Mester Eckehart endnu leve i ethvert menneskes hjerte, der med kærlighed læser hans inspirerede “prædikener”, og når ingen længere ved, hvem “Monty” var, vil Thomas à Kempis guddommelige bog om “Kristi efterfølgelse” stadig læses og hjælpe menneskene i deres søgen efter sandhedens Gud.

Men i de sidste århundreder har “vismænd” haft trange kår i vesten.

Det regnes absolut ikke for særlig smart at elske og søge sandheden, der er jo ikke rigtig penge i det, tværtimod kunne man sige.
Livsfjerne kalder man dem, drømmere, og idet man siger det, lægger man ikke skjul på, at det ikke skal opfattes som en kompliment, næh, vi andre, vi bestiller da noget, det er dog os, der får det hele til at gå frem, teknikken og videnskaben – (atombomben og andet krigsmateriel ikke at forglemme!)

Og så er der dog ved at ske det, at disse flittige, produktive mennesker er ved at blive lidt betænkelige ved det hele, det lader til, der er en forbandelse ved selv de fineste opfindelser.
Ja, de er naturligvis fremragende som opfindelser betragtet, det er nærmest det med brugen af dem, der lader en del tilbage at ønske, for nu at sige det mildt – og det er jo menneskene, der bruger dem – jamen så er det jo os, der er noget i vejen med, og langsomt, meget langsomt begynder menneskene at vende sig til sandhedssøgerne: Hvad var det, I sagde? Var det ikke noget med hensigten og meningen med det hele? Den har vi glemt, eller aldrig vidst, og nu går alting galt, vi kommer nok til at give lidt af vor kostbare tid til at høre på jer”, og så begynder forfattere som Huxley og Paul Brunton og vor gode, hjemlige mystiker Anker Larsen at blive læst –mange flere kunne nævnes.

Og efter den ene “blodtransfusion” efter den anden af sunde og sande tanker vil menneskers egne tankebaner blive mere i kontakt med sandheden, alle mennesker vil blive sandhedssøgere, mere eller mindre energiske naturligvis, til at begynde med, der er jo stadig så meget andet, der skal passes, men det øjeblik vil komme, da dette med at finde sandheden bliver så altopslugende vigtigt, at alt det andet bare bliver “noget man gør, imens man leder”.
Og så kommer glimtene, så viser himlen sig her og nu, mens vi lægger dejen til franskbrødet, mens vi kører bil, mens vi ligger og driver livsaligt på græsplænen eller mens vi står og kigger tanketomt på svalerne, der er ved at samle sig til efterårstrækket.

Og vi ser og erkender, at alt har liv og formål i sig selv, ganske uafhængig af den glæde eller gene, nytte eller ulejlighed vi kan have af den ting, vi ser, at evigheden er – midt i nuet.