Jeg har flyttet 2 gange inden for 20 måneder. Nu sidder jeg så her stille, roligt og læser og skriver. Jeg har givet mig selv den opgave at samle lidt “guld” op fra den tid, hvor jeg livligt debatterede forskellige spirituelle emner. Der er nogle debattører, som virkelig fortjener at få vist bare lidt af deres “guld” og det er trist, at så få har interesse i at læse om andres meninger nu om dage. Tiden går for mange ved passivt at se Tv eller følge med i “reklamesnak” på Facebook og det handler om at “synes om”, mere end selv at give et bidrag til oplysningen. Jeg kan se, at meget har forandret sig på bare 10 år og hvor er vi på vej hen? Det er ærgerligt, at der er nogle links, som ikke virker, men jeg håber læseren tilgiver mig og måske selv finder frem til de henviste steder. Det tager tid at samle “guld” og mit beskedne bidrag skulle gerne være med til at inspirere og få læseren til selv at gå på opdagelse.

© Pauli, 22.2.2017

Nedenstående indlæg skulle gerne vise den store betydning ved debatter:

Pauli skriver den 5. sept. 2006:

Blavatsky og Annie Besant

‘H. P. B.s hovedværker er “Isis Unveiled” (Den utilslørede Isis) fra 1877 og “The Secret Doctrine” (Den hemmelige lære), der udkom i 1888. Den hemmelige lære er et umådeligt omfattende værk, der behandler makro- og mikrokosmos under overskrifterne “Kosmogenese” og “Antropogenese”. Her gives det hidtil mest omfattende okkulte perspektiv på de skabende kræfter i kosmos, evolutionen og menneskets lange tilblivelsesproces. Værket er fyldt med aktuelle kommentarer til Blavatskys samtid og de førende forskere indenfor en række forskellige fagområder. Undervejs refererer hun til 1147 centrale værker, hvoraf adskillige var nærmest utilgængelige og spredt rundt om på verdens mere eller mindre lukkede biblioteker. Den hemmelige lære betragtes stadig som den moderne okkultismes ubestridte hovedværk. H. P. B.s samlede litterære produktion var umådelig stor og udgivelsen af hendes samlede værker fylder 18 tykke bind.

H. P. B. er vanskelig at karakterisere med få ord, men sagt i al korthed, formåede hun gennem en næsten overmenneskelig indsats at så de frø og sprede de impulser, som satte den teosofiske lavine i bevægelse, en lavine, der har rullet med stadig større kraft siden da. Blavatsky var en fremskreden discipel og en repræsentant for det åndelige hierarki, der ikke veg tilbage for selv den mest utrolige modstand og fjendtlighed. Midt i den vestlige civilisations sladder, smålighed og materialisme slog hun en klokkeren tone an, som i realiteten fremkaldte en åndelig kædereaktion blandt mange tusinde mennesker verden over

Annie Besant (født Wood) blev født i England den 1. oktober 1847 i London af forældre med irsk afstamning. Hun står som en af den moderne teosofis betydeligste frontfigurer og var samfundets anden internationale præsident i fulde 26 år, perioden fra 1907 til sin død i 1933. Som ung blev hun gift med en anglikansk præst. En voksende indre konflikt i forholdet til den herskende kristendom tvang hende ud i en skilsmisse og hun mistede forældreretten til sine to små børn. I en periode kæmpede hun sig gennem ved at tage tilflugt til studier på universitetet, hvor hun tog grader i kemi, botanik, matematik, fysiologi og almen fysik. Hun erhvervede sig hermed retten til at bære doktortitlen—

Som 42årig – i 1889 – fik hun nu til opgave at anmelde Blavatskys “Den hemmelige lære”. Hun læste det store værk i ét stræk og blev fuldstændigt opslugt af det panorama, der udfoldede sig for hendes indre blik. Hun opsøgte derfor hurtigt H.P.B. og anmodede om at måtte blive hendes elev. Så voldsom var den indre revolution, som læsningen af Den hemmelige lære havde forårsaget. Socialisten, kvindeforkæmperen, samfundsrevseren og den svorne ateist Annie Besant, var i ét nu blevet revet ud af sin vante sammenhæng og stod ansigt til ansigt med et verdensbillede og menneskesyn, som syntes at opfylde alle hendes længsler og behov for erkendelse. I teosofien fandt hun alle de svar og perspektiver, som hun havde manglet i tomrummet mellem socialismens gudsforladthed og den blinde teologis verdensforladthed. Teosofien formåede at frembringe den nødvendige forsoning mellem videnskab og religion og skabe en syntese, som hun så ofte i sit indre havde håbet på. Og således tog hendes arbejde sin begyndelse i Det Teosofiske Samfund, hvor hun snart indtog en central position.’

Læs om de store teosoffer her:

http://www.teosofi.org/pionerer.htm

Annie Besant, er født 100 år før mig. Hendes bibliografi, har sagt mig meget og hendes ord er ligeså aktuelle i dag. Jeg tror at den teknologiske udvikling, har gjort os dummere end mennesket var for 100 år siden. Vi er omgivet af alle mulige hjælpemidler etc og det bevirker at vi tror os mere udviklede – men det er en fejl. Vi siger at hovmod står for fald – det er sandt.

Vi higer efter ny viden og glemmer hvor megen viden vi i forvejen har gratis adgang til – Den nye viden ligger gemt i den gamle – men det skal der visdom til, for at kunne se.

Rejsen til det indre, er den samme som for 100 år siden – og her kan al verdens teknik ikke hjælpe dig – den rejse må du selv foretage.

Elisa skriver den 6. sept. 2006:

Hej i tråden  😕

Jeg mener, at teosofferne har givet mennesket et virkelig godt grundlag. Dette grundlag ønsker nogle at fjerne og erstatte med luftige nye modeller. Det er efter min mening en fejl. Hvad teosofferne har skabt er så væsentligt, så det altid vil være en del af fremtiden, og være brugbart i nutiden, når det væsentlige fokus vælges.

Der fokuseres i denne tid på fejltagelser begået af personligheden. Alle gør disse fejltagelser, men det ændrer ikke ved det faktum, at nogle efterlader sig en værdifuld arv, som er uafhængig af personlighedens fejltagelser, og altid vil bestå.

Tænk på musikken, Elvis, han tog stoffer, hans musik lever.

Tænk på Beatles, John Lennon, rutchede engang imellem også i stoffernes verden, men skabte fantastisk musik, som vil leve for eftertiden.

Derfor mener jeg, at det fokus, der pt. udspiller sig, med at forkaste teosoffernes lære, er forkert, for det er ikke hele billedet, der fortælles, men kun en skrøbelig personligheds fejltagelser, og det giver et aldeles ufuldstændigt billede af den arv, vi har modtaget, som vi må ære og bevare, for den er en del af vor åndelige kultur.

Generelt i tiden er det til hurtige fordømmelser pga. personers fejltrin, dur ikke næste. Det er en farlig og sørgelig udvikling, som der må bremses op overfor. En person kan vinde sig et sekunds glamour ved at udlevere en anden person som uduelig og ikke værdig til vor tilllid. Dette gøres alene for, at denne person kan dyrke sit eget ego, ikke for at advare andre mod fejltagelser.

Det er vigtigt at have sin skelneevne i behold i disse tider. Nogle vil gerne gøre det til ulvetider.

KH

Elisa  

Pauli skriver den 6. sept. 2006:

Hej 😉

Blavatsky

‘1884:

Richard Hodgson

undersøger HPB

Men ikke alt var idyl. Mr. og mrs. Coulomb, som var tidligere venner og medarbejdere for H.P. Blavatsky i Adyar, anklager hende for bedrageri. De påstod, at hun havde bedt dem om hjælp til bedragerier ved at de skulle fremstille budskaber, som H.P. Blavatsky derefter kunne påstå kom fra mestrene.  Disse budskaber kom til syne i et skrin i et værelse i Teosofisk Samfund i Adyar. De sagde også, at de havde hjulpet hende med andre påståede manifestationer – herunder tilsynekomst af mestrene og breve (?) fra dem.

I maj 1884 nedsatte »Engelsk Selskab til Psykisk (?) Forskning« en komité, som skulle undersøge de fænomener, der knyttede sig til Teosofisk Samfund og H.P. Blavatsky. I november 1884 sender de en repræsentant – Richard Hodgson – til Adyar, og han interviewede forskellige mennesker og undersøgte værelset med skrinet.

1885: Rapport på forfalskede »beviser«

I juni 1885 udsender »Det Engelske Selskab til Psykisk Forskning« en rapport på baggrund af forfalskede »beviser«, som stempler H.P. Blavatsky på livstid i offentlighedens øjne.[/color][/b]

1968: 1. dementi

Men i 1968 skriver (?) »Det Engelske Selskab til Psykisk Forskning« et brev til det amerikanske ugemagasin »Time«, hvori de frasiger sig ansvaret for Richard Hodgson’s rapport. De skrev:

»Ansvaret for både oplysningerne og konklusionerne i den rapport,

der blev offentliggjort i Selskabets tidsskrift, hviler på forfatterne«.

Forfatterne er Richard Hodgson og den daværende ledelse af selskabet.

1986: 2. dementi

I 1986 – på 100-årsdagen for rapporten – udsender selskabet en 3-siders pressemeddelelse til førende aviser og ugeblade i England, USA og Canada, hvori der blandt andet står:

»Nye studier har vist, at Madame Blavatsky, medstifter af Det Teosofiske Samfund, blev uretfærdigt fordømt. Selskabet til Psykisk Forsknings “afsløring” af den russisk fødte okkultist, Madame H. P. Blavatsky i 1885, er i alvorlig konflikt med en overbevisende kritik af 1885-rapporten, som er udgivet i Selskabets tidsskrift (bind 53, april 1986). Sagen er blevet undersøgt på ny af dr. Vernon Harrison, tidligere præsident for Det Kongelige Fotografiske Selskab og forskningsleder for Thomas de la Rue, der er ekspert i forfalskninger. 1885-rapporten blev hovedsagelig skrevet af Richard Hodgson, som var en australsk pioner i både det amerikanske og engelske Selskab til Psykisk Forskning, og som blev verdenskendt på sagen«.’

Kilde: http://www.visdomsnettet.dk/a-152-6/

Mogens skriver den 29. juni 2007:

Hej

Hvilke dokumentationer var forfalskede!

Det virker besynderligt at selskabet for psykisk forskning er næsten 100 år om at fortælle, at det er deres udsendte medlem, der har ansvaret for undersøgelsen – ja, hvem ellers, men selskabet benægter vel ikke, at det var på deres vegne, at han som udsendt undersøger tog til Indien? Der er ikke meget dementi i den udtalelse – hvad er baggrunden for den? Hvem er medlemmer af selskabet og hvis interesse varetager de nu? Hvorfor vil de ikke stå ved deres egen organisations indsats?

Det 2. såkaldte dementi i 1986 er også lidt mangelfuldt beskrevet. Hvad er det, som er forfalsket af Hodgson.

En stor del af Blavatskys bøger skulle være afskrifter – det er vel ikke svært at dokumentere.

Hodgson fik mange informationer fra en ansat, og her beklikker man hendes udsagn, fordi det er 2. persons påstande – men det er vel kun en svaghed og ikke et modbevis.

Hvad er årsagen til at afsløringerne bliver revurderet efter så mange år. Er det pression og påvirkninger fra de stadig mere indflydelsesrige teosofiske organisationer?

Er det et forsøg på at hvidvaske Blavatsky?

Eksisterer der reelle beviser på hendes uskyld?

Man kan læse så meget på Internettet, og en neutral efterforskning om skandaler blandt teosofferne skal nok ikke studeres via en teosofisk hjemmeside som “visdomsnettet”.

Stjernelængsels spørgsmål om mahatmabrevene og Krishnamurthi er ikke tilfældige angreb foretaget af enkeltpersoner som vil vinde personlig hæder på afsløringer – som Elisa svarer. Det er et meget kedeligt svar – for at sige det mildt.

Og skandalerne hæftede sig ikke kun til Blavatsky – hvilket enhver teosofisk interesseret burde have studeret.

Jeg vil ikke lægge skjul på min aversion mod teosofien. Den skyldes ikke menneskelige fejltrin eller skandaler, men det faktum, at teosofferne ikke gik i dybden og ændrede på esoterisk viden efter deres eget forgodtbefindende. Teosofien rummer efter min bedste overbevisning ikke de esoteriske sandheder, som man giver sig ud for at kende.

Alt for meget teosofisk teori er efterligninger af hinduistisk og buddhistisk lære taget ud af deres sammenhæng og stykket sammen for at danne det teosofiske univers.

De teosofiske modeller af menneskets energisystem og chakraerne er ikke i overenstemmelse med de tantriske og buddhistiske kilder, som de er hentet fra.

Teosofferne lagde sig ud med de mestre og lærde, som havde givet dem undervisning – fordi teosofferne forfalskede deres lære.

Teosofferne begrundede mange af deres åndsvidenskabelige konklusioner med deres egne clairvoyante “undersøgelser” og kanaliseringer.

Men nu mange år efter er der meget lidt, som dokumenterer at de havde de evner, de gav sig ud for at besidde.

Og teosofien tog meget fiktion til efterretning, som om det var sande beretninger – tænk blot på Lobsang Rampa (f. eks. “Det Tredie Øje”) en engelsk forfatter, som aldrig havde været i Tibet, men skrev bøger om sine ophold blandt tibetanske lamaer og mestre. I dag hvor kendskabet til den tibetanske buddhisme er udbredt falder hans fantasifulde fiktioner helt til jorden. Men der er stadig teosofisk inspirerede mennesker som tror, at han fortæller den pure sandhed.

Hvilken viden og hvilke metoder har teosofferne at tilbyde en søgende sjæl – bortset fra at blive troende teosof?

Hvad er der af viden eller videnskab i den teosofiske “åndsvidenskab”?

Venlig hilsen

Mogens

© Pauli