Vi ser alle frem til foråret og sommeren.
Det har været en lang og hård vinter og foråret kommer nok først rigtigt til april. Uanset alder, så handler det jo om at bruge tiden rigtigt og fornuftigt. Den unge kan se frem til at afslutte en eksamen med et godt resultat. Den ældre borger, har jo tid nok hele året og kan så se frem til, at få mere lys og varme, samt komme lidt mere ud. Tusindvis af mennesker sidder alene rundt omkring på deres “lille ø” og har svært ved at “bruge deres tid”.
Da jeg var ung, syntes jeg det var så træls når vækkeuret ringede. Det var lige meget om jeg boede på værelse hos fru Petersen på 4. sal på Vesterbro i København eller jeg snorksov i vores lille rækkehus i Tranbjerg – så skulle jeg op til de berømte pligter. Senere skulle jeg også være med til at vække min søn og få ham i børnehave, så han også fra starten kunne lære, hvad pligter er.
Hvad bruger vi så vores tid til? Nogle er arbejdsnarkomaner og stresser fra det ene til det andet, andre gider bogstavelig talt ikke at arbejde og har det godt med få midler. Så er der de privilegerede, hvor deres hobby er deres arbejde.
Hvis jeg nu læser en rigtig god bog, så har jeg da fået noget ud af min tid? Hvis jeg nu tager på Pigernes kro og danser, så har jeg da været sammen med andre mennesker? eller hvis jeg nu holder et foredrag om spiritualitet, så har jeg da brugt tiden på det? Eller hvis jeg blot sidder og glor ud i luften, så har jeg da brugt tid på det? etc. etc.
Fra fødsel til død, får vi altså tildelt en tid. Når vækkeuret ikke behøver at blive stillet, når vi når en vis alder eller bliver arbejdsfri mv.. har vi jo mulighed for at se tilbage på den tid, som er gået og analysere hvordan vi har brugt tiden. Måske var det alligevel ikke så tosset med det vækkeur og de pligter?
Vi er så gode til at henvise til andre. Se hvad de har gjort – se hvad de har malet – se hvad de har skrevet og sagt…nøjjj hvor må de være dygtige og hvor må de have brugt deres tid fornuftigt? – og her sidder jeg så og ikke rigtig kan finde ud af, hvad jeg skal bruge min tid til? Godt jeg har TV og internettet – godt nok, at jeg stadig kan gøre lidt rent og handle i Kvickly? Jeg bruger da min tid til noget???Jeg tror virkelig mange har det sådan.
Nu føler jeg at jeg lever, sagde manden på 87 år, da han oplevede midnatssolen for første gang. Senere fandt han dog ud af, at han havde haft et dejligt liv.
Et hav af psykologer, clairvoyante, healere og mange andre prøver i bedste mening at fortælle os, hvordan vi skal bruge vores tid. Du har potentiale til…du har evner som går i den retning…du du du….
Det er ganske få mennesker, som kan sætte så smukke “fingeraftryk” som fx Martinus med 60 års forfatterskab eller Blavatsky og mfl. De er selvfølgelig i særklasse sammen med Einstein, Bohr og mange andre af vor nutidige tænkere.
Hvorfor tager de unge til Prag og drikker hjernen ud? Det har igen noget at gøre med at bruge tiden fornuftigt. De unge i dag, er udsat for et stort pres. De skal være gode til alt. De skal gennemføre uddannelser på normeret tid etc. Lykkepiller er ikke et ukendt hjælpemiddel for de unge. Der skal afreageres, og det skal det med en ordentlig fest. Mor og far er skilte og de kan da slet ikke finde ud af det, så hvordan skulle de unge så kunne?
Det starter med at to mødes og “sød musik” opstår. Meget kort, så dette lille indlæg ikke bliver en kladde til en bog, så skal der tjenes penge og det skal vi bruge megen tid på. Nu skal vi bruge tid på at få børn (hårdt arbejde) – vi skal også have huset (penge skal lånes) – vi bliver begge nødt til at arbejde fuldtid. Nu skal vi så have tid til at blive skilt og børnene skal vælge hvor de vil bo, hvis de er store nok. Vi skal også bruge tid på samkvem enten hos mor eller far. Klart at de unge ryster på hovedet og flygter ud i det ene og andet. Hvordan var det så lige, vi brugte vores tid? I tv-serien Dicte, ser vi hvordan hun bruger sin tid i Smilets by og så har vi da også Borgen.
Lige nu, har jeg svært ved at se hvordan vi mennesker skal bruge vores tid fremover, så vi kan få et bedre samfund, hvor vi først og fremmest bevarer demokratiet – jeg har svært ved det?
ALTSÅ, HVAD BRUGER VI VORES TID TIL?
© Pauli, 2013
PS. Der er mere om tiden i Vidensbase 2
Tilbage til mine egne analyser