Vi er så forskellige og vi kender meget lidt til hverandre. Der er dog noget kollektivt, som vi er en del af. Sidste år i oktober skulle jeg deltage i et halvmaraton og jeg havde studeret rutekortet ganske nøje. Startskuddet lød og jeg fulgte bare med, som jeg plejer. Da jeg kom til 1 km skiltet, så jeg på mit løbeur, og det viste et andet tal. Der var en stor gruppe foran mig, så jeg fortsatte bare, idet så mange løbere måtte have opdaget det samme som jeg. Næste skilt viste også uoverensstemmelse med mit løbeur og sådan blev det ved de 20 km. Det mentale spiller en stor rolle og mit løb den dag blev noget af en fiasko for jeg skal have tryghed og ro i sindet, når jeg skal yde noget. I dårligt vejr havde jeg rejst både på cykel og i tog, for at yde en præstation, men også for at få en god oplevelse. Dagen før havde der været 10 cm vand på en af stierne så arrangørerne var virkelig bekymrede. Når et løb bliver skudt i gang, er der en cyklist, som viser vejen og selv om han var erfaren, kørte han til højre med det samme i stedet for til venstre, som på kortet. Undtagen nogle få løbere, fulgte vi alle cyklisten til højre og arrangørerne var ulykkelige – de råbte og lavede fagter, men lige lidt hjalp det. De måtte hurtigt ændre på den sidste km, så det passede med en halvmaraton.
Hvorfor står en taler og fortæller den store folkemængde hvilken retning de skal og hvorfor følger vi ham? Vi står alle og råber og skriger med skilte etc. – ham eller hende lover os guld og grønne skove, hvis vi stemmer. Hvis du ikke vil følge idolet, guruen eller lederen, bliver du sat udenfor af den store skare, som blot følger uden selvstændig tænkning. 😊 Ved du hvad gruppepres er for en psykologisk faktor? Gruppepresset er alle steder i samfundet, men det forhindrer os jo ikke i at have en selvstændig mening og opfattelse?
Med mine mange år “på bagen” kan jeg ikke huske, at vi har haft en så regnfuld periode både sidste år og nu i år. Min kære søn sagde til mig: “Køb noget godt regntøj, far” og det gjorde jeg så. 😊 Jeg mødte en gammel elite maraton løber over i skoven, som var og er i “særklasse”. Han fik øje på mig, som blot er en “langsom travhest” og han råbte: “Vi er ikke så hurtige mere, vá?” Jeg fremstønnede lettere fnysende: “Vi må blive ved – så længe vi kan”. Han løb videre ind på en anden sti, idet han råbte: “Enig”. Pudsigt nok har vi begge passeret de 70 år, 😊 og jeg bliver opmuntret når jeg ser “de gamle” stadig er på farten.
I dag den 12. februar, var vejret nogenlunde og jeg løb over i skoven, som kun ligger en kilometer fra min lejlighed. Jeg så, at alt nu begynder at vågne til nyt liv. På den store sti ned til Dyrehaven fik jeg en dejlig oplevelse (det er også derfor jeg motionerer) – på min venstre side var bøgen og på min højre side lå en tæt granskov. Der var skyer, men over granskoven så jeg en blå lysstribe åbne sig og jeg blev igen opmuntret, for nu gik turen så ned til havet og så hjem.
Lige meget hvilken interesse, hobby du har, så er det vigtigt at vi opmuntrer hinanden til “Vi må blive ved – så længe vi kan”, Alt sammen efter hvordan vi er “skruet” sammen og i ydmyghed over for vore gener. Vi kunne jo også spørge: “hvordan går det med din “LIVSRUTE” og være lidt mere venlige over for hinanden! 😊 I Skrivende stund er det blevet den 13. februar og det får mig til at understrege, at alle tal er lige vigtige og smukke – det er den betydning vi lægger i tallene, som giver en eller anden mening! 😉
Fortsat god vinterferie 😊
© Pauli, 13. februar 2020, som flittigt bruger sit regntøj 😊
Tilbage til motion