Jeg var sammen med mine børn (søn, svigerdatter og børnebørn) denne smukke sidste søndag i september. Vi kørte mod Horsens Fjord og fandt et sted hvor vi kunne slå os ned. Behøver jeg at sige mere?…”Kan i så komme ind” lød det fra far og mor. Jeg kom sådan til at grine, da jeg så de plaskede i vandkanten og undersøgte sten og muslinger. Det var godt mor havde lidt skiftetøj med, ha ha 🙂 Åh, hvor kan vi dog lære meget af vore børn. Trænger vi voksne ikke også nogen gange til bare at plaske og traske – og være ubekymrede og glade? 🙂
Jeg havde en pragtfuld dag med mine børn og det kan jeg leve højt på længe indtil jeg ser dem igen 🙂
Det var nu ikke det eneste der skete denne smukke søndag. Inden jeg bliver alt for glad pralende, skal jeg da lige sige, at jeg alt for ofte får en stor opvask og jeg spørger mig selv, nu igen! Så står jeg der og kigger ud af køkkenvinduet, men heldigvis plantede jeg jo roserne sidste år, og jeg har nydt dem til fulde. Jeg ser så to roser, der næsten er ved at springe ud, men gør de nu det, hvor det er ved at blive koldt. Jeg har naturligvis ingen opvaskemaskine, så jeg har tid nok til at nyde udsigten, men alligevel…
Ikke nok med at jeg har været så glad for at være sammen med børnene, men da jeg så kom hjem, var der minsandten to roser som var sprunget helt ud og det var som om de smilede til mig med ordenen: “Du skal ikke bekymre dig så meget…, nyd os nu, og nyd livet…alt har jo sin tid, du gamle! ” 🙂
Jeg måbede og med mine øjne sugede jeg skønheden til mig, sikke en søndag 🙂
Kh Pauli 🙂 28.9.2015