Jeg vil løse det her problem og jeg blev ved og ved også selv om jeg blev træt i mit lille hoved. Sådan havde jeg det i min tid på arbejdsmarkedet. Nu er jeg blevet “voksen” og efter sigende mere fornuftig – forstået på den måde, at jeg nu har lettere ved at erkende når jeg ikke kan løse et problem! Altså lad det ligge og måske kan jeg få hjælp, hvis jeg da ønsker det! 🙂
Nu er det jo ikke noget nyt, at jeg har anskaffet mig en smartphone og interesseret i oplysningerne om apps som bliver nævnt i tide og utide på Tv.
Vinteren står for døren og selvom jeg kører på min cykel hele året, skal jeg passe på når det er iset og gladt? 🙂 Jeg tænker på en bybus og selv om det er længe siden jeg har kørt i en sådan, så må det være løsningen. Jeg har faktisk lavet statistik for Århus Sporveje i et par år og kørte med den sidste sporvogn den 7. november 1971 (det er ikke så længe siden, vel 🙂 ) Nå, jeg googlede og nu er det så Midttrafik som kører. Du godeste, jeg kan downloade en app og så kan jeg købe billetter og klippekort. Jeg kan betale med MobilePay – se det er let og noget for mig, som en sjælden gang bruger bussen.
Jeg knoklede og ville ikke give op, for jeg måtte da kunne få en sølle app til at fungere og virke på min Smartphone. Godt jeg er blevet fornuftig (når jeg selv skal sige det 🙂 ) Jeg ringede til Midttrafik i en ydmyg tone. “Jeg kan ikke få den app til at virke end ikke installere den”, sagde jeg forsigtigt. Det blev til en længere sludren frem og tilbage, hvilket var hyggeligt og jeg fik lidt mere selvtillid indtil den venlige dame spurgte: “Hvilket styresystem har din Smartphone”? Nu havde jeg “overtaget” og jeg svarede stolt, at jeg selvfølgelig kørte med Windows 10 på min Smartphone og det var simpelthen bare sagen for jeg er integreret med min Pc.” Jeg er fan af Microsoft 🙂
Meget venligt svarede damen: “Så kan du godt glemme alt om den app, for den virker ikke på windows phone! ” Tja, der er jo noget der hedder IOS og Android og det burde jeg have tænkt på! De laver altså en app, som kun passer til disse styresystemer! Igen lærte jeg noget, men er alligevel skuffet, for der oplyses sjældent om på hvilke Smartphones de forskellige apps passer, når Tv siger: “Du kan downloade på etc…!”
Resultatet af alt mit bøvl, blev at jeg købte et rejsekort med oploading af foto og det hele her på nettet og så kan jeg jo køre som jeg vil 🙂 Hvem har fejlen? Microsoft eller Midttrafik? Det skal ikke fraholde mig fra at downloade apps og jeg har lige installeret 112 appen og det gik fint! 🙂
Helt ærligt – det er noget problematisk med de Smartphones, for du skal hele tiden sørge for at batteriet er opladet, for går det under 25 %, så virker GPS’en ikke på 112 appen.
Nu er jeg så ung endnu og er glad for min Smartphone, men jeg forstår da godt, at det kan være svært for ældre mennesker 🙂
Alligevel, god søndag og husk din Smartphone 🙂
© Pauli, 20. november 2016, som nu har hængt 3 lyskæder op uden for 🙂