Det er så dejligt, når jeg kan glædes over livet. Når det sprudler og bobler af taknemlighed over at være til og opleve.
Det kan være lidt smattet med nedfaldne blade, ude i skoven og jeg må jo passe på mig selv. November har ikke ligefrem været den mest opmuntrende måned, hvad vejret angår, så vi må jo tilpasse os, som så meget andet her i livet.
Jeg måtte så ind på Iform.dk og opmåle en 12 km’s rute, som jeg kunne anvende til afveksling for mine andre ruter. Det er en rigtig dejlig svær rute. Først løber jeg ned af Jyllands Alle og ender ved Tangkroen og hen til starten af Oddervej, den er lang og med en rimelig stigning til Skåde, derefter ad Ringvejen og hjem.
Alt vejr er dejligt, når bare man klæder sig rigtigt på og det er noget der efterhånden læres – også ved køb af det rigtige tøj, nå, nok om det.
Den anden dag oplevede jeg noget utroligt smukt. Jeg var lige startet på min motion og var ikke kommet længere end 20 meter fra mit hjem (ved den store græsplæne), da jeg måtte standse op. Det var kun et par timer siden solen var stået op den dag, så den var ca. 15 grader over horisonten.
Nu var jeg totalt ligeglad med, hvad andre mennesker tænkte om mig og hvad de kunne finde på at sladre om. Alle teorier om chakraer, auraer, konstitutioner, indvielsesveje osv, skænkede jeg ikke en tanke.
Jeg stod fuldstændig stille, vendte mine håndflader rigtigt med let spredte arme og ben mod Solen. Med lukkede øjne, stod jeg der og udtalte mit ‘ritual’, som er mit, derfor siger jeg det ikke her. På få sekunder havde lyset opladet mit ‘batteri’ (svært at beskrive). Mit hjerte fyldtes af taknemlighed over livet og mit sind, blev så at sige nulstillet.
Sindet er som en sky med alle mulige forvirrede tanker og meninger om livet: hypoteser om dit og dat, teorier om dit og dat og alt for fastlåsede meninger om sig selv og andre, samt samfundet. Denne sky, har tilbøjelighed til alt for ofte at skygge for Solen. Denne vidunderlige kosmiske sol, som så gerne vil stråle og varme os allesammen og give os livgivende lys.
Oddervej er hård, men nu er jeg jo ladet op med energi og godt humør. Humor er en vidunderlig ting og jeg har let ved at være humoristisk over for mig selv, he he – nå gamle Pauli, så går vi lige ned i 2 traktor gear og tager den lidt med ro – lad bare bilerne drøne forbi, jeg når da også toppen og så har jeg ikke forurenet.
Øverst oppe i Skåde på venstre side, ligger kirken og bare at se denne, gør mig også glad. Jeg bliver glad, fordi jeg befinder mig i et kristent land med tusindvis af kirker – og jeg bliver taknemlig for min opdragelse i den kristne tro og så er jeg da ligeglad med Dan Brown også selv om jeg læser ham flittigt.
I en af salmerne står der: ‘Vor tro den er et stærkt bevis…’ Du godeste tænker jeg, hvor er det dog vigtigt at have sine rødder i orden. Det var en nødvendig tid vi havde i 1960erne og 70erne, men rigtig mange blev rodløse. Jeg hørte 2 professorer, den ene psykiater og den anden psykolog, diskutere netop dette emne på DR2. Det omhandlede depression, hvor psykiateren sagde, at der kun var 110.000 rigtige deprimerede, som havde brug for enten lykkepiller eller elektrochok. De officielle tal er langt over 200.000 og her mente de begge at en form for psykoterapi, var det eneste nødvendige effektive og at det burde være gratis i sådan et samfund som vores.
Der er alt for mange ensomme mennesker her i landet, og vi har brug for at snakke sammen om vore problemer, sagde psykologiprofessoren og så nævnede han at i New York var der opstået samtale cafeer, hvor folk kunne komme og læsse af og snakke. Det er en succes og cafeerne skyder nu op overalt i USA og mon ikke også det vil komme herhjemme?
Vi skal være mere menneskelige, føle og mærke, smage og røre ved hinanden ude i virkeligheden – vi skal samles, som de gjorde før i tiden i vore kirker landet over og ikke erstatte denne skønhed ved at sidde i døgndrift foran den dumme computer, hvor vi kun får pseudo venskaber, som vi enten er enige eller uenige med i skrift!
Nu viste skiltet ved starten af Ringvejen 3 km til Holme og jeg var nu nået til de højeste punkter ved Århus. Luften er dejlig her og der er rimeligt øde. Himlen ‘breder’ sig rigtig ud og udsigten er bare dejlig, når man kigger til højre mod byen. Nu har solen fået endnu mere styrke, lyset er blevet stærkere og med sådan en smuk blå himmel her i november, så bobler det igen af glæde, samtidig med at jeg nu er kommet op i et højere gear.
Det er dog mærkeligt, at imens jeg okser afsted, så kæmper en lille robotbil 250 millioner km herfra, helt oppe på Mars. Den stakkel sidder fast i sandet deroppe og NASA kæmper fortvivlet for at få den igang. Den har dog med møje og besvær, bevæget sig 8 millimeter, hørte jeg og mon ikke de får den helt op at køre igen?
Der er så mange paradokser her i livet. Det værste jeg ved, når jeg motionerer, er at når jeg er forpustet og hiver efter vejret – så kan jeg risikere at en bil gasser op, næsten lige ved siden af mig, øv…så vis dog hensyn for…..næ, lad mig få hestevogne på banen i stedet 😆
Her på Ringvejen blæser det mere, fordi der er så åbent, men jeg ser ingen vindmøller og pudsigt er det med de jordboere, at nu er de ved at indse, at den alternative energi ikke kan løse deres energiproblem. Der er flere og flere som gerne vil have atomkraft, ja, det var jo ikke så godt for modstanderne som ivrigt i 1970erne, lavede alle mulige kampagner, nej til atomkraft. Dog synes jeg ikke det er så tankevækkende, når jeg tænker på jordboernes egoiske natur, he he 😆
Vor tids største problem, med alle de mennesker på vor jord, er energien. Hvordan får vi energi nok? og hvorfra? Der er nok af idéer og kilder, men det vil tage rigtig mange år, før de kan afløse de fossile brændstoffer og hvad så? Hvad med solenergi, vandkraft, brint, vind osv?
Jeg blev glad, da jeg hørte at accelleratoren i Cern, nu igen virker og jeg er virkelig optimistisk. I Engle og Dæmoner, beskriver Dan Brown, mødet med Cern, hvor de arbejder i døgndrift og jeg kom til at tænke på, at hvis der er sandhed i at der er udefrakommende intelligenser på vor jord, ja, så må de da arbejde både i NASA og Cern?
Jeg undrede mig lidt, da jeg for nogle år siden på BBC, hørte en engelsk ufolog, nævne at intelligenser fra det ydre rum, da let kunne observere os uden vi bemærkede det, for de kunne jo vise sig som objekt på størrelse med en flue. Pudsigt nok, nævner Dan Brown i bogen ‘Morderisk Bedrag’, netop et insektlignende fly, som Delta-1 brugte som spion. Han har nu nok også læst om nanoteknologi?
Jeg er nået hjem, har gjort noget for mit fysiske legeme, en form for selvdisciplin-vedligeholdelse, og det er altså lidt mærkeligt, at mens jeg sidder her og hviler mig, så knokler en lille robot på Mars.
© Pauli 2009