Kast anker

Måske det ville være godt, at smide ankeret ud og tænke lidt tilbage – der ligger tid bag dig og tid foran dig. Tidsdimensionen er mystisk, for oplevelser for fx 50 år siden, kan være ligeså “levende”, som en oplevelse i går 🙂 Det er så berigende med gode minder/oplevelser og på den måde, vil man ikke kede sig, også selv om du er enlig, hvilket utrolig mange mennesker er i julemåneden. December måned er en af de hårdeste måneder på året, efter min mening, men det er også en måned, hvor det er optimalt at gøre status over sit liv. Ved en status, er der både plusser og minusser. Her er så hvad jeg oplevede en november i 2008:

Uanset om man er i borgerligt arbejde eller anden beskæftigelse, er mandagen nogen gange speciel. Det er helt op til én selv, hvor speciel dagen skal være. Fint for mig, jeg skal til foredrag i aften, så der er noget at se frem til. Jeg må nok hellere være i god tid, for var ikke helt sikker på hvor lang tid jeg i dag ville være om min cykeltur.

Så gik det løs, jeg kom forbi Neptunvej og mindedes min tid der for over 30 år siden. Min søn kom til verden på 3. sal og så rullede tankerne og oplevelserne frem. Huskede pludselig hvem der havde besøgt os og i hvilken forbindelse. Megen aktivitet foregik dengang. Jeg lånte boligforeningens mødelokale og vi var en lille gruppe som studerede. Det var undersøgelsernes og foredragenes tid og 3 – 4 aftener kunne let blive optaget.

Det var hyggeligt da Ingelise og Steen Landsy, kom på besøg for at se min nyfødte søn. Der skete noget dengang. Vi var alle søgende og nysgerrige og så snart noget nyt dukkede op, var jeg på pletten. Det er mærkeligt at tænke sig at alle disse år er passeret og at jeg nu cykler forbi Neptunvej og helt naturligt tænker jeg på, hvordan alle de kære sjæle har det i dag. Nogen er blevet skilt, fået nye partnere, flyttet eller gået over på den anden side. Livet er altså meget kort, tænkte jeg og det gælder om at få så meget positivt ud af det, som overhovedet muligt.

Det er utroligt hvor mange tanker og følelser der kan passere, bare ved at cykle forbi ens tidligere hjem og efter så mange år, var jeg igen på vej til foredrag. Det er så lærerigt for mig at gå til foredrag og jeg har været til hundredvis af slagsen siden min barndom. Kundskaben fra mange bøger og studier, bliver præsenteret på kort tid og der er altid noget som kan bruges og som synker ned i bevidstheden til senere brug.

Nu er det den 17. november 2008 og jeg skal høre Ole Therkelsen fortælle om ’Kærlighedens magt’ ifølge Martinus. Det bliver spændende og jeg har papir og kuglepen med i lommen. Foredraget holdes i Studenternes Hus, hvor der er en dejlig atmosfære. Det er koldt nu, frosten sætter ind og det er tidligt mørkt.

Mine notater fylder en hel del og jeg kunne godt give et rimelig godt referat, men vil undlade dette og blot sige, at det var et blændende godt foredrag. Som regel møder jeg ’gamle’ venner fra dengang og det gjorde jeg også denne aften. Det bliver til en lille snak før foredraget og selv efter 25 år, føles et sådan møde, som var det i går, blot ser vi nu ældre ud, gråhåret m.v. og helt automatisk kommer vi til at sidde ved siden af hinanden og ser lige så opmærksomme ud, som dengang.

Efter pausen, er der Spørgsmål som kan stilles og det er her der kan ske ’ting og sager’ Jeg tror nok det er meget få foredrag jeg har været til, hvor jeg ikke har stillet spørgsmål, men denne aften var jeg afventende og tænkte at det var da sært, at ingen forhørte sig om 5. dimension og 2012 – for her havde vi jo en af de helt ’gamle’ Martinus eksperter, som også civilt er kemiker.

To stolepladser til højre for mig, sad en midaldrende kvinde, som beskedent rakte hånden i vejret. Det have Ole set og det blev så hendes tur. Hun sagde: Du er kemiker, ved du noget om vi får silicium i stedet for kulstof, når vi går op i 5. dimension (noget lignende) Så kom spørgsmålet tænkte jeg, det måtte da være telepati? Nu går det løs, mon ikke vi nu får en fornuftig redegørelse for alt det vi bliver bombarderet med på internettet om ascendens m.v.

Ole svarede ærligt: Nej det ved jeg ikke. – Og helt automatisk svarede han i tråd med selve foredragets indhold, så spørgeren fik ikke noget konkret svar. Så kunne jeg ikke længere holde mig tilbage og rakte hånden op. Jeg fandt et holdepunkt i et af mine notater til spørgsmålet, men fik dog sagt, at det falder nok lidt uden for emnet. I disse tider bliver vi bombarderet med 2012 og 5. dimension på internettet. Hvad mente Martinus? Ole svarede at Martinus ikke begav sig af med forudsigelser og dog, så sagde han at…og så blev svaret igen drejet over til noget andet, nemlig om kommende krige og hvordan vi kunne forholde os. Lignelsen om de kloge jomfruer. fortalte han også om og næstekærlighed

På sin vis, følte jeg mig lidt flov og dum, ved at stille et sådant spørgsmål og husker hvordan jeg på samme måde, kvajede mig for 25 år siden, da jeg i en studiegruppe hos antroposofisk Selskab, kom til at sige, at Steiner var højclairvoyant og han kunne både det ene og andet med disse evner. Det faldt ikke i god jord hos ét af medlemmerne, som vrissen talte om erkendelsesvidenskab.

Det er da helt klart, at nu om dage, forsøger både Martinus – folket og Steiner – tilhængerne at fortolke dem begge og det er helt fint for mig, men vi lever altså i en anden tid og vi skal lære alle, at fortolke i lyset af den tid.

Jeg udvekslede et par ord med den anden spørger, ved udgangen – og hun var glad for mit spørgsmål og opbakning til hendes. Vi havde begge ikke fået de svar vi ønskede, men det havde jo heller ikke noget med foredraget at gøre? Det faldt helt uden for den røde tråd, men jeg tror personligt, at der alligevel blev lagt nogle frø denne aften.

Nu var det koldt og jeg bestemte mig for at cykle ned til banegården og så trække cyklen ud til Dronningens slot, for at fordøje og eftertænke. Jeg er 61 år nu, men denne aften følte jeg mig, som da jeg boede på Neptunvej og min søn var blevet puttet med sang og kærlighed, ja, tænkte jeg – og undlod at fokusere på min højre storetå, som var blevet øm, ved at jeg har skiftet til vinterstøvler.

-Jeg lovede mig selv, at jeg stadig ville være åben og nysgerrig, over for nye tanker og fortolkninger – lytte til 5. dimensionsfolket og 2012 profeterne og prøve at forstå, hvad de mener, ved at bruge min logiske tænkning. Jeg vil være ung med de unge og lytte til hvad de har at sige mig – og være åben for nytænkning. Jeg vil stadig gå på opdagelse – og glæder mig allerede til det næste foredrag.

© Pauli, december 2015

Tilbage til mine egne analyser

Den fantastiske Virkelighed

Translate »