Skrevet af Martin i 2006

Fra vi var små, er det blevet os fortalt, at vi skal ”elske vor Gud over alle ting og vor næste som os selv.” Ingen af os nærer vel nogen tvivl om, at kunne vi det, var vi meget, meget lykkelige.
Men vi kan ikke, en absolut ærlighed overfor os selv, tvinger os til at indrømme, at vi ikke alene ikke kan, men endog er meget langt fra at kunne gøre det.
I lyset af samme ærlighed må vi – stadig overfor os selv – indrømme, at det faktisk ikke er ret mange mennesker, der helt er efter vor smag, i virkeligheden deler de fleste af os, mennesker op i to fra hinanden meget stærkt afvigende grupper: Dem, vi ikke kan lide, og dem, vi kan lide.
Skal vi være ærlige, må vi vel tilstå, at den gruppe, vi ikke kan lide, – er meget omfattende, strækkende sig fra dem, vi ubevidst føler os frastødt af, til dem vi direkte hader.
Men intet levende væsen kan føle uvilje mod et andet levende væsen uden at have ”talent” for det, på samme måde, som man ikke kan føle glæde ved musik uden at have ”øre” for det. Vi har altså et ”talent” af en slags indbygget i vort sansesæt som er meget funktionsdygtigt, dette afsløres gennem den kendsgerning, at vi i forholdet til vore omgivelser er superkritiske samtidig med, at vi i forholdet til os selv er superoverbærende.
Livet afslører aldeles ubarmhjertigt, at vi i udvikling er nået til et trin, hvor det ikke længere er foreneligt med åndelig sundhed at nære uvilje mod vor næste.
Det egentlige dyr kan hade og øve vold, uden at det går ”på nerverne”, men det kan de fleste mennesker ikke, dyrets raserianfald efterlader ikke samme virkning i dets nervesystem, som vore raserianfald gør i vort, det ryster ikke over hele kroppen længe efter, at det har været i kamp, og det ligger ikke i timevis og drejer sig søvnløst på sit leje, fordi en eller anden på hård måde har krydset dets planer – men det gør vi.
Vor uvilje mod vor næste kræver således en stor pris, at vi har givet denne pris navnet ”ulykkelig skæbne”, ændrer ikke den kendsgerning, at denne ulykkelige skæbne både synligt og usynligt har rod i det ”talent,” der følger os som en bitter arv fra den jungle, vi rent teoretisk har forladt.
At konsekvensen af denne vor uvilje mod vor næste dybest set bliver vor egen åndelige forædling, ser jeg i denne forbindelse helt bort fra, jeg nøjes her blot med at konstatere, at vi er i berøring med mange mennesker, der udløser alt andet end næstekærlige følelser i os – og at vi endnu ikke har disse følelser under så megen kontrol, at vi evner at borteliminere dem fra vort sind.
Modsat den ovenfor skildrede gruppe, står den, der omfatter alle dem, vi kan lide. At også denne gruppe også repræsenterer en skala, ved enhver, ligesom vor uvilje eller antipati har sine nuancer, har vor velvilje eller vor sympati det samme.
Højt oppe på skalaen finder vi vor ”familie”, at en stor del af denne normalt befinder sig blandt dem, vi ikke kan lide, er en sag for sig, men da ”blod er tykkere end vand”, foretrækker de fleste trods alt at vise familien det hensyn at være så ”imødekommende”, at en vis illusion om venskab kan opretholdes.
Og endelig nærmer vi os så den gruppe, der udgør vore egentlige venner, sammenlignet med den gruppe, der omfatter alle dem, vi ikke kan lide, er denne gruppe i sandhed beskeden. Og hvordan ser det så ud, når vi belyser denne lille gruppe af medmennesker med vor absolutte ærligheds lyskilde – skrumper den så ikke endnu mere ind? Må vi ikke, om vi skal være absolut ærlige, indrømme, at vi har endog meget let ved at udnævne det menneske til vor ”bedste ven”, der i ly af smiger trænger sig ind i vort ”allerhelligste”?
Uvidende om sin egen høje herkomst som ”søn af Gud”, som mennesker er, og forankret i en primitiv tro på, at de kun lever ”èn gang”, er der intet at sige til, at forfængelighedens djævel har så let spil med de fleste, som tilfældet er.
Kun de færreste når jo op på den ”top”, der rent materielt udgør målet for de flestes opdragelse, og intet lægger vel et behageligere plaster på en udebleven succes, end den ros og trøst, mange af vore såkaldte venner lader os blive til del.
I sin åndelige ensomhed hungrer mennesket efter hint solskin, der lader det opleve sig selv som betydeligt og værdifuldt – og det ved han, der har gjort sig smigeren til speciale, ingen smerte eller skuffelse er vel så dyb og så lidelsesfyldt som den, mennesket modtager igennem den, det troede var hans ”bedste ven”.
Intet under, at livet her har affødt en kosmisk-kemisk formel, det er værd at kende, og som lyder: ”Vorherre bevar mig for mine venner, mine fjender skal jeg nok selv passe på.”
Formlen er værdifuld, det er sandt, men den er ikke almengældende – denne sandhed bør man samtidig erindre sig, den er møntet på det pseudovenskab, der ofte trives så frodigt i ly af den ene parts sande følelser, men som af naturen er bestemt til at bibringe ham en smerte, der lærer ham at være varsom med at godtage enhver form for ros.
Dybest set er der vel intet ord, der er mere misbrugt end ordet ven eller venskab, mange, der smigrer sig selv med at have en ”masse venner”, vil uundgåeligt opleve, at de havde en masse ”gode bekendte”.
I modsætning til det naive menneske, der udnævner enhver, det synes om, til sin ”bedste ven”, ved den sande livskunstner om jeg så må sige, at den inderlige samhørighed, der udgør fundamentet for det virkelige venskab, er uhyre sjælden, ja så sjælden, at det vist må siges, at det menneske, der ved sig selv ved, at det har en ven, der ikke alene vil følge ham over de brede lyse sletter, men også gennem de mørke, farlige slugter, har lov til at betragte sig selv som endog meget begunstiget af skæbnen.
Mennesket er gjort af et skrøbeligt stof, og kun få har skulderkraft til at bære mere end sine egne byrder, det er anelsen om dette forhold, der lader det mindre udviklede menneske føle sig ulykkeligt ensomt, og som gør, at det stadig støtter sig til ”flokken” eller den form for venskab, der finder udløsning i den af alle kendte form for ”selskabelighed”.
Men livskunstneren, der forlængst har gennemskuet denne form for ikke-krævende venskab, og som igennem sin egen dybe åndelige hunger er trængt ned i de lag, hvor livskilderne springer, frygter ikke den ensomhed, der gør andre angst, han ved, at et menneskes virkelige ven er man først den dag, man elsker ham – og er fri af ham.
kh martin.
Gud har ingen religion.
————————————————————-
Skrevet af Niels-Peter 2006
Hej allesammen
Internetfællesskab. Hvad er det?. Det er at mødes i den “åndelige” verden i en stoflig form . Men medbringende hele sin personlighed . Vi er stofløse væsener herinde , der kan boltre os frit og uafhægigt af det fysiske mødes begrænsninger . Det fysiske møde har konsekvenser . Ofte her og nu , og ofte synlige og “målbare”. Internetmøder har ingen umiddelbare fysiske virkninger , men ofte følelsesmæssige . Derfor er cyberspace en stoflig udgave af den astrale verden . En “falden” form om man vil , men med forædlingsmuligheder . For et spirituelt netforum er en forøvelse i at mødes i en legemsfri tilstand . Så vi er alle disciple i 1. klasse herine . Men hvor er mesteren?. Ja, han er faktisk en sammensmeltning af alle mestrene gennem tiderne , for vi bringer alle en flig af deres ord med herind . Alt efter den orientering vi har haft hidtil derude i livet . Nogle bringer en klar og tydelig mester herind . Andre gør meget ud af at fortælle de ingen har . Nogle taler om mange inspirationskilder . Så de er her alle . På 2. hånd . Og det betyder , at der ingen er . For de ophæver hinanden i deres mangfoldige fremmøde , og overlader pladsen til det vi som enkeltindivider har høstet af frugter gennem mødet med dem . Eller i fraværet af dem . Så der er kun os . Og det vi bærer herind . Det kaldes frihed . Det kaldes dogmefri spiritualitet . Det kaldes religionsfri guddommelighed . Og det er den moderne esoteriske skolingsvej i fuld blomstende vækst . Og det er pragtfuldt . For det er manifestationen af vor tidalders allerhelligste opgave: “Åndelig vækst i frihed”. Og der SKAL være både tidsler og roser i en sådan vækshave . Ellers er den ikke ægte . Og denne ægthed bidrager vi alle til at frembringe i hinanden . Ved at klappe , når en herinde flyver særlig højt og flot i fri ubunden ørneflugt . Og ved at råbe buuuuh , når en laver en rigtig “sviner”. Og på denne måde lyder vi frihedens “Mesterfrie” 1. bud: “At vågne ved det andet menneske”. Herinde i vores ledningstilkoblede astrale grundskolecyberklasse.
KH.
Niels-Peter
—————————————————————–
Pauli kommenterer i 2006
Det er en knaldgod tråd – mere aktuel end nogensinde. Lige efter fyraften ringede min søn til mig, om jeg ikke lige kom ud til ham, så vi kunne sludre, inden kæresten kom og hentede ham. Vi taler temmelig meget i telefon sammen om både det ene og andet, som mænd nu taler om. Men hans udtalelse i dag om at det er nu bedre at vi er sammen, i stedet for denne telefon – var jo opløftende og satte samtidig en masse i gang hos mig.
For nogle år siden havde jeg en date. Jeg var dengang lidt naiv, temmelig godtroende så jeg stolede fuldt ud på hvad der stod på skrift. Havde ikke éngang fået et foto af damen, for hun skrev jo at hun var åh så dejlig osv, meget ungdommelig og sporty med sunde interesser. Hun gav den simpelthen ikke for lidt på tangenterne, så det var da bar om at møde hende, inden andre kom til fadet 😆 Det skal lige siges at hun havde fået billeder af mig, men hendes begrundelse for at jeg ikke kunne se hende, var den at hun ikke kunne finde ud af teknikken, jeg ville selvfølgelig ikke tilbyde min hjælp, for ikke at gøre hende flov, så jeg lod det blot være.
Jeg tropppede op, i stiveste puds og med godt datehumør og det første hun sagde til mig: Du må undskylde, jeg løj om min alder. Nå, sagde jeg lettere forstyrret (må ha lignet en mand der lige var faldet ned fra månen) Jeg er altså 10 år ældre end det der står i min profil. I kan tro jeg fik jordforbindelse, men hvordan tackledede jeg så denne situation, når jeg samtidig skulle være positiv 😛 Det må I gætte jer til.
Men hvorfor skal man gang på gang have de snudeslag? Masser af skriverier og så når det kommer til stykket så er det halve løgn. Mit råd er derfor mød personen hurtigst muligt og se om der er kemi og så tage den derfra. Vores tid er kostbar og vi må respektere hinanden. Hvis hele symfoniorkesteret skal spille, må udgangspunktet være ærlighed. Men sådan er det ikke på nettet 🙁 Jeg har en god håndværkerkammerat, han har gæld til over begge øre grundet en konkurs, men han forstår at fører sig frem og selv om hans ydre ikke er det helt store datingideal, så falder pigerne for ham og han scorer. Han har teknikken, han forstår at fetere damerne, ved hvilke punkter han skal trykke på og så er han endda ikke lært udi kunsten. Fin fyr, nu er han igen på fode i kvindens navn med hus og det hele 😆
Spørgsmålet er så nogen gange om vi mennesker vil bedrages, om vi synes om spændingen, så at sige om løgnens betingelser. Jeg ved en lille smule om sport og før Tour de France skrev jeg at det ikke kunne lade sig gøre at gennemføre et sådant løb på højt niveau, med mindre man tog eet eller andet. Nå, hvad nu med Jesper Skibby, som åbent siger at han har været dopet, ak ja, her gik vi og troede….osv.
Jeg har læst lidt af Freuds kærestebreve og det er noget helt andet, men dengang var de jo heller ikke offentlige ❓ Datingbrevene er også private, men her på de forskellige fora, hvad sker der da 8) Nå, nå da, da, det var vist en hel anden historie. Jeps, for her læser eller kan alle læse med. Har I tænkt over dette fænomen. Derfor er denne her debatform temmelig svær, hvad enten det er et emne om seksualitet eller meditation. Du lader dig rive med og så kommer de personlige erfaringer pludselig væltende og dette bedømmer dig som menneske, helt automatisk, for herinde er det hele en forestillingsverden, mere forstilling og fantasi end da min storesøster legede med sit dukkehus og snakkede med dukkerne. Her sidder vi nogen gange og snakker med meddebattøren og nogen gange også efter maskinen er slukket 🙄 Tænk sig vi snakker og tænker til en selvskabt forstilling – en elemental som er ‘uvirkelig’, men som bliver særdeles virkelig, især når indlægget er fyret af og psyken arbejder videre på reaktionen af svaret?
Altså kære venner medborgere og medsvigerinder, lad os da lige tænke lidt over dette at vi IKKE kender hinanden. Det kan være at de mest krakilske og modstandere til vore indlæg, ude i virkeligheden er de mest søde mennsker, når man blot lærer dem dér at kende, va ba? og så har vi brugt så megen tid til at skælde dem ud og skabe negative tankeformer – ups, tankevækkende. Så siger du bare, ja, men det ved vi da godt at det forholder sig sådan og jeg siger vel gør vi ej, for så havde vi nogen gange en hel anden form for dialog og så var vi heller ikke så hurtige til at drage internetkonklusioner på grund af nogle få indlæg 😳
Personligt får jeg rigtig meget ud af et foto – kan se rigtig meget ligesom en håndskrift, men nogen gange kan jeg godt savne begge dele her på nettet, hvor det kun er tasterne ‘der taler’. Hvis vi taler med en person i telefonen, så har vi også her en anden fornemmelse, men også dette kan narre, en ung mand kan lyde som en gammel mand og omvendt. Nej, løsningen som minimum for at lære et andet menneske at kende, er VIRKELIGHEDENS VIRKELIGHED

 

 

 

 

 

 

 

 

---