Elementerne:
Jord – vand – ild – luft. Skrevet af Martin feb. 2008

Ethvert element har sine elementaler eller naturånder, som de også bliver kaldt, rækkefølgen er her helt tilfældigt.

Vand.
Vandprincippet findes som et generelt opløsningsmiddel på alle naturens planer. Det er det flydende og modtagende aspekt af det guddommelige liv, det er naturens moderskød, den universelle grundmasse alting fødes af. Af den grund er det altid blevet kaldt for den universelle moder. Vand findes, ligesom ild, i hele manifestationen, fra det laveste til det højeste åndelige plan. Jordens vand er det mest stof tætte udtryk for den universelle væske.
Ligesom ildens grundtone er forandring er vandets grundtone strømning. På samme måde som al energi på Jorden må slutte et kredsløb for at kunne manifestere sig som kraft må al energi i solsystemet strømme udad fra kilden til manifestationsplanet og tilbage igen. Eksistensen af vandelementet sikrer Logos’ kraft bevægelsesfrihed i Hans verdener. Det afbalancerer ildkraften, for uden det ville systemet blive fortæret. Det er systemets smøremiddel – uden det ville mekanismen gå til grunde.
Vand udgør universets nervesystem. Det er midlet hvormed kraft fra den centrale kraftstation føres ud på alle naturens planer og ned til det tætteste. Det er det store ledende element på hvert plan, idet det virker som modtager og formidler og på den måde følger sin inderste natur som er strømningens lov.
Vand er, ligesom ild, altgennemtrængende. Uden dets tilstedeværelse i planernes atomer kunne stoffet ikke eksistere og atomet ikke udføre sin funktion som modtager og formidler af kraft. Atomet er for systemet hvad floden er for Jorden. Kraft udvikles i kilden, modtages af det første atom på det første plan og bevæger sig udad fra plan til plan indtil den når det laveste plan. Ligesom floder er strømme af vandkraft, der adlyder strømningens lov, er de atomkæder systemet består af strømme af flydende energi.
Vand er den universelle moder der modtager. den universelle kraft, oplagrer, formidler og fordeler den. Ligesom skabelsesprocessen er fortløbende sker denne mægtige forplantning uafbrudt. Den guddommelige moder føder hele tiden, og gennem hende fornys systemet i al evighed. Vandelementet er den evige moder, den himmelske kvinde, jomfru Maria der hele tiden frembringer, skønt altid ubesmittet. Det er den universelle Isis, solsystemets dronning, Solguddommens ægtefælle. Hendes liv strømmer ud i systemet og giver næring til alting. Hun er det evige uløselige mysterium, for selv om hun er jomfruelig og ubesmittet er hun hele tiden gravid og føder. Solsystemet er hendes barn som hun nærer ved sit bryst.
Mennesker har i alle tidsaldre dyrket hende som Gudsmoderen. Hele racen af vanddevaer, fra undiner til de mægtige vanddronninger som vogter solsystemets beholdninger, er hendes repræsentanter og personificeringer af hendes liv. Hun repræsenteres på hvert plan af et fremskredent medlem der indtager posten som leder af planets vandengle. Hver af dem er, på sit plan, en repræsentant for den øverste dronning, den evige moder, havets stjerne. De udgør en levende kæde af bevidst liv hvorigennem hendes kraft og egenskaber kan manifesteres i systemet.
Vandenglenes og undinernes funktion et at etablere en kommunikation fra centret til kanten af systemet. Deres bevidsthed er en mere direkte kraftformidlingskanal end atomkæderne. Vækst viser sig hos dem, som hos alle de andre engleracer, som en forøgelse af deres størrelse og evne til at udtrykke og opfylde elementets funktion. Som bevidste beboere af systemets vandaspekt muliggør deres tilstedeværelse den intelligente brug af dets love. De har en selektiv og styrende indflydelse i vandverdenen, idet de virker som smøremiddel hvor. der er mest brug for det og opretholder kommunikationslinjerne som ofte udsættes for en kolossal belastning. Deres tilstedeværelse omdanner en blind kraft til en intelligent. Efterhånden som de gør fremskridt udvikler de større intelligens i dette arbejde, større evne til at forstå og opnår en mere ophøjet stilling i deres hierarkiske orden.
Overalt hvor der er vand, synligt eller usynligt, er de til stede. Eksistensen af adskilte vandmængder i form af floder, søer og have og de forskellige tilstandsformer fra flydende til luftformigt, fra hav til sky, fremkalder den illusion at hvor vand ikke er synligt findes det ikke. Men da vand er en af bestanddelene af hvert atom er det altgennemtrængende, og vanddevaerne er derfor også til stede overalt. På alle planer og i alle tæthedsgrader er vand udtryk for et altgennemtrængende element der er redskab for det feminine aspekt a f Logos, moder til alle verdener, til alle engle og mennesker.
Vand er derfor helligt. Når vi drikker det optager vi hendes liv i os, når vi overrisler markerne er det et tegn på hendes godgørenhed, når mennesker bader i vand er det hende der gør dem rene, når de sejler over havet er det hende der bærer dem på sit bryst. Ved solopgang er de rosa skyer hendes pragt, solnedgangshimlen er en afspejling af hendes udødelige skønhed. Blodet i menneskers årer er hendes, saften i træer og planter er hendes liv, duggen der funkler på engen og plænen, der køler og forfrisker den afsvedne jord er et eksempel på den grænseløse gavmildhed og uselviske offervilje hun opretholder og nærer verden med. Regnbuen er hendes budskab til engle og mennesker, et budskab der siger at deres moder våger over dem med opmærksom og moderlig omhu og åbenbarer den strålende syvfoldige skønhed som omkranser hele verden.

Jord.
På et tidspunkt i sin udvikling føjer englen arbejdets tjeneste til legens tjeneste. Da bruges den af sit hierarki som medarbejder i et af de 4 elementer: jord, luft, ild eller vand (hvor disse betegnelser her bruges i deres Aristoteliske betydning og ikke i moderne videnskabelig betydning). Dens opgave er dobbelt. Den arbejder uophørligt på at øge sin evne til at udtrykke det guddommelige liv i sig selv, og samtidig forsøger den at fremme evolutionen af det guddommelige livs- og bevidsthedsaspekt der er inkarneret i det element den er knyttet til.
Efterhånden som den vokser i størrelse giver den et bredere og dybere udtryk for det guddommelige i sig, og gennem virkningen af dens selvbevidsthed og stadig mere levende tilværelse på den drømmende bevidsthed i dens element fremskynder den dets evolutionære vækst. For at gøre det identificerer den sig så meget som muligt med livet og bevidstheden i det pågældende element så den kan dele sin egen mere udviklede livskraft med det. Den arbejder ved at smelte sig sammen med genstanden for dens anstrengelser og ved at forene sig med den bevidsthedsstrøm den søger at fremme.
De engle der har udviklet sig gennem jordelementets naturvæsener er tilbøjelige til, om end ikke altid, at vælge dette element som deres tjenesteområde. De stiger frivilligt ned under jordens overflade og lader deres specialiserede livskraft gennemtrænge et givet område. Gennem øvelse lærer de at blande sig med den evolverende bevidsthed i den hensigt at fremskynde dens udvikling. Efterhånden som de vokser i skikkelse og kapacitet øges også det område de kan besjæle, indtil de gradvis kan omfatte et helt landskab eller et bjerg med deres livskraft.
Som tidligere forklaret tjener en planets ånd hele kloden ligesom en jordengel tjener mark, bakke, dal, bjerg og landskab. I tilgift til den fremmende virkning på jordelementet og livet i det stimuleres også hele det elementale liv i området og hjælpes fremad i evolutionen. Dette påvirker så igen både dyre- og planteliv, for naturvæsenerne, dem der bygger formerne, arbejder med større kapacitet som resultat af englens tilstedeværelse.
En engel der besjæler et distrikt hvor der bor mennesker, eller som de ofte passerer igennem, kan også have en direkte virkning på dem som kan reagere på den. Når den opdager at en person eller en gruppe er særlig sensitiv koncentrerer den sin kraft om dem og bruger mindre engle og naturvæsener til at forbedre tilstanden i deres legemer og aura, og om muligt deres bevidsthed. De fleste mennesker har en naturlig affinitet til jordelementet og dets beboere, og derfor kan ofte et stort antal mennesker have glæde, om end ubevidst, at jordenglens tjeneste.
Den tid en engel er forbundet med et distrikt afhænger af dens vækst og de resultater den opnår. De yngre engle behøver længere tid end de mere fremskredne til at frembringe mærkbare virkninger. En engel vil forblive i kontakt med et jordområde i mindst 50-100 år, idet den arbejder næsten uafbrudt på at fremme udviklingen af alle livsformer på området, at udvikle egne evner og at forøge distriktets størrelse. Når dens egen udvikling har nået et vist punkt kaldes den som regel tilbage af sin overordnede og sættes til andet arbejde.
Jordenglene betragter ikke deres element som dødt stof eller snavs men som en del af en af Skaberens mange kapper. For dem er fysisk stof helligt, for de opfatter det guddommelige Liv i hvert eneste af de atomer det består af. De erkender den guddommelige viljes, visdoms og intelligens’ virksomhed på de forskellige evolutionstrin, rendyrkelsen af formen og jordelementets forskellige livsformers evne til at udtrykke bevidsthed. Ørkensandet, klippeblokken, den frugtbare jord på sletten, flinten, metallerne og ædelstenene, alle har de et budskab og en betydning som er helt anderledes end det mennesket opfatter.
Jordenglene betragter dem som forskellige dele af en af Guds klædninger, dele af Hans liv på forskellige vækststadier, aspekter af ‘Hans skønhed skildret på forskellige måder. I deres krystallinske former ser de eksempler på den geometri hvormed Hans univers er planlagt. Bag dem alle erkender de en orden og et mønster, et bestemt evolutionssystem som det er deres opgave at fremme og tjene. Hele jordgrenen af englene er optaget af dette arbejde. Inden for denne gren er der mange underdelinger, hver med sine egne aktiviteter.
I tilgift til de jordengle hvis generelle arbejde er blevet skitseret findes der en orden af naturvæsener som er beskæftiget med udviklingen af krystalformer på planeten. Alle krystalliseringsprocesser sker under deres indflydelse og ledelse. Dens medlemmer er legemliggørelser af den lov som styrer dannelsen af krystaller i alle de forskellige stofformer, hver med den rigtige geometriske form.
Af de 7 typer ædelstene, f.eks., har hver sine egne naturvæsener og engle der udelukkende arbejder på dens udvikling og forædling. De kan betragtes som Logos’ juvelerer, specialister i ædelstene som de prøver at drive frem til den yderste fuldkommenhed så Guds fysiske klædning hele tiden får en mere passende udsmykning. De har samme glæde ved arbejdet som en kunstner har ved skabelsen af sit værk.
Hver ædelsten har et hjerte der består af et centralt atom med en gruppe atomer omkring sig. Gennem dette centrale atom når første Logos’ specielle livskraft og påvirkning stenen, som på den måde magnetiseres af den nedstigende kraft. Nedstigningen af kraft får atomerne til at ordne sig i en blomsterlignende formation i centret af ædelstenen, og denne vækst sker, under naturvæsenernes ledelse, ad de geometriske kraftlinjer der frembringes. Hele stenen ses af naturvæsenerne som en levende pulserende blomsteragtig ædelsten, for de ser den indefra. I modsætning til mennesket lægger de ikke særlig vægt på stenens overflade, og heraf kommer det upolerede og glansløse udseende de fleste ædelstene har i deres naturlige tilstand.
Denne forskel i naturvæseners og menneskers behandling og opfattelse af ædelstene er et glimrende eksempel på deres divergerende syn på naturen. Mennesket ser ydersiden af en ædelsten og koncentrerer alle sine anstrengelser om at bringe den i en sådan tilstand at den med stigende klarhed og brillans afspejler ydre lyskilder. Naturvæsenet ser det indstrømmende og gennemtrængende guddommelige liv i stenen og søger at give det et bedre og mere perfekt udtryksmiddel.
De naturvæsener der arbejder i metaller betragter også deres mineraler som en del af Logos’ udsmykning og ser Hans liv som deres besjælende princip. De arbejder på at øge mineralbevidstheden og at færdigudvikle mineralformen. I hver form for jord-liv arbejder de tilhørende naturvæsener og engle på at frembringe et stadig mere fuldkomment jordisk udtryk for de arketypiske idéer i det guddommelige sind.
De guddommelige modeller – som alle er modifikationer af de platoniske legemer – findes i Logos’ bevidsthed og præges ind i hvert plans akasha. De udøver en konstant indflydelse på alle former sådan at disse i deres udvikling hele tiden nærmer sig deres arketype. Naturvæsener og engle opfatter disse afspejlinger af det guddommelige sind, ikke som en håndværker ville, som tegninger der skal kopieres, men snarere som iboende tendenser i hvert eneste stofatom de arbejder med. I nogle tilfælde bliver naturvæsenerne selv præget af arketypen og antager dens form, sådan som det kan ses hos blomsterbyggende feer der ofte fremtræder i modificerede blomsterformer.
Hos naturvæsenerne er denne proces instinktiv og skyldes stort set deres nære identifikation med det guddommelige sind hvorfra modellen projiceres. Denne evne til identifikation med det guddommelige liv når sådanne højder at den næsten bliver til absorption. Det er en afspejling af denne bevidsthedsudvidelse og identifikationsevne der opnås af mennesket på de højere mentale planer. Feen identificerer sig så fuldkomment med livet i den plante hun arbejder med at hendes form midlertidigt forsvinder og hendes bevidsthed strækker sig ud gennem hver celle og hvert atom i planten. I denne tilstand oplever hun faktisk et ekko af nirvanas salighed, og skønt den er resultatet af en instinktiv og underbevidst opnåelse af enhed udløser den ikke desto mindre en vis mængde nirvanisk liv som giver planten, og for øvrigt også feen, en evolutionsimpuls.
Den samme proces i forskellige grader udspiller sig i alle naturvæsenernes arbejde i alle naturriger. Det er en grundlæggende proces som det er værd at studere og meditere over, for en forståelse af den giver nøglen til mange problemer. Skabertrangen udtrykker sig i dyre- og menneske riget som et bevidst begær efter identifikation med den modsatte pol. Når identifikationen opnås udlades en kraft hvis størrelse afhænger af hvilket bevidsthedstrin identifikationen er foregået på.
Hos mennesket skulle opnåelse af fuldkommen enhed fra det fysiske op til det egoiske plan resultere i en bevidst udløsning af buddhisk og nirvanisk kraft. Sådanne resultater opnås af dem der med vilje flytter deres bevidstheds brændpunkt fra det fysiske til det åndelige og giver sig til at meditere under forplantningsakten. Den menneskelige forenings ideal er at komme så tæt på Logos’ skabelsesproces som muligt. Mennesket skaber mikrokosmos og bliver under processen en gud. Heraf fremgår hvilken skændsel det er at misbruge den skabende evne til tilfredsstillelse aflyst.
Mennesket får, når det vælger den menneskelige udviklingsvej gennem inkarnationer på det fysiske plan, evnen til at skabe fysisk og kan frit vælge hvordan det vil bruge denne evne. Den menneskelige vej bliver pinefuld fordi det, indtil et vist stadium er passeret, nødvendigvis misbruger den. Englene har ikke et sådant valg, og selv om de besidder evner og egenskaber mennesket først udvikler efter mange liv, løber de ingen risiko for at misbruge dem, fordi de aldrig glemmer deres identitet med deres ophav.
Englene praktiserer forening og identifikation, ikke for at videreføre arten, men for at dele deres liv og bevidsthed med andre livsformer. De opnår så høj en grad af identifikation med livet og bevidstheden i genstanden for deres bestræbelser at buddhisk og nirvanisk kraft strømmer ind i både livet og formen på det plan de er aktive.

Ild.
Ild er også en af Guds klædninger, Gud der for ilddevaerne fremtræder som klædt i flammer. De betragter Ham som det centrale glødende hjerte i alt manifesteret liv og solsystemet som udtryk for Ham som ild. For at forstå ild som et element må tanken opgive forestillingen om en fysisk flamme, Ligesom solen, for mennesket på Jorden, kommer til udtryk i systemet som kraft, lys, varme og vitalitet, manifesterer solen sig, for salamanderen, som ild på alle planer. Ildenglene ser universet som et mægtigt brølende hav af ild i en ovn hvor alting brænder. Alle ting på alle planer ses som ild, som om der er ild i dem. Mennesker, engle, træer, landskaber og kloder er alle ildcentre gennemtrængt og omgivet af brændende energi. Salamandrene er personificeringer af dette altgennemtrængende element – i det lever og arbejder de som tjenere for Logos der, for dem, er den centrale flamme.
Syvdelingen af universet, såvel som af kosmos, afspejles i ildens riger, Ild findes i 7 tilstande, og der er 7 grader af salamandre eller ildengle, hver for sig mere strålende og brændende end de lavere grader. Jordisk ild er den laveste grad ligesom de astrale salamandre for hvem den er et udtryk. Al ild på alle planer er opsummeret i én stor ærkeengel som er ildens gud i vores solsystem og under hvem salamandrene arbejder i deres forskellige rangordener.
Formålet med den universelle ild er at regenerere og forvandle for at sikre vækstens kontinuitet gennem forandring, og for at sikre at ingen del af universet bliver statisk, passiv og træg. Ildelementet er et udtryk for den guddommelige vilje som udøver et uophørligt pres fremad på alt liv og manifesterer sig i alle former som en indre trang til et mere fuldkomment udtryk for det besjælende liv. Ild har den specielle funktion at opretholde universel bevægelse, og dens beboere besidder den brændende egenskab som forvandler, regenererer og, om nødvendigt, ødelægger. På Jorden er salamanderen og dens ildelement bedst kendt som “ødelægger”, og alligevel bruger vi dem ikke alene til at fortære, men også til at frembringe lys, varme og kraft.
Mellem den jordiske ild og Logos’ hjerte, som brænder evigt, er der en ubrudt kæde af ild hvormed Han manifesterer sit ildaspekt i hele systemet. Denne manifestation skaber en form som i nogen grad ligner den almindelige solsikke der blomstrer i jordiske haver. Blomstens hjerte er solen, og hvert kronblad er en mægtig flammetunge der rækker fra solen ud til de fjerneste afkroge af systemet. Ligegyldig hvorfra denne ildblomst ses viser det samme aspekt med vidt åbne kronblade sig, for den solare solsikke findes i alle systemets dimensioner og ses derfor en face under alle synsvinkler. Og dog er det ikke en jordisk blomsts blide skønhed men et brølende ildhav der viser sig for den der er i stand til at se Logos’ ildaspekt. Hvert kronblad af den brændende blomst er en levende flammetunge hvori den brølende kraft bruser i en stadig strøm.
Midt i dette vældige ildhav bor ildenglene. De administrerer den uimodståelige kraft og styrer strømmen af brændende solkræfter i overensstemmelse med den øverste ilds vilje, den ild som er kilden til deres liv. De er ildherrerne, flammens Ærkeengle, systemets åndelige fornyere. Som levende legemliggørelser af ildkraft inspireres de af den atmiske Logos’ brændende vilje, den Logos som er den øverste hersker, og som denne mægtige solildblomst og de store ildherrer er et direkte udtryk for.
I gyldengule og flammeagtige farver ligner de gigantiske mænd bygget af ild. I hånden har hver af dem et spyd og på hovedet en gylden krone af levende ild. Flammer skyder ud fra dem til alle sider, hver bevidsthedsændring udsender en flammetunge, hver bevægelse fremkalder en bølge af ild. De udgør en ophøjet samling af solildengle som, stående hvor de kronbladsformede flammetunger strømmer ud, omkranser solen. Gennem dem går kraften og bliver transformeret på vejen så den nøgne energi ikke ødelægger det system som den, gennem deres meditation, regenererer og forædler. De beskytter solsystemet så ildkraften ikke blænder dem for hvem den er en kilde til lys, brænder dem for hvem den er en kilde til varme og knuser dem for hvem den er en kilde til styrke.
Sådan er de mægtige væsener der står foran den brændende trone, foran den brændende Fader til engle og mennesker. Under dem rangerer, grad efter grad, store ordener af ildvæsener. På hvert plan i naturen tjener de ildkongen og er trofaste over for deres ildherrer. Deres brændende natur giver dem et udseende af ukontrolleret vildskab, af brændende og ødelæggende kraft. I hver af dem, på hvert plan, er en vis mængde logoisk kraft oplagret. Deres vækst markeres af en forøgelse af denne kraft, af deres størrelse og af at de bliver mere fuldendte udtryk for den logoiske viljes ild.
Den største jordiske brand er blot en svag og fjern afglans af solens rigtige ild. Den klareste jordiske flamme virker som en skygge ved siden af dens strålende lys. Ildaspektet af systemet, og af universet, ligner lyn formet til en solsikke hvis kronblade er permanente lynglimt, og hvis hjerte er det skød hvor lynet fødes. Alt manifesteret liv, på alle planer, er omgivet og gennemtrængt af ild. Der findes intet interplanetarisk tomrum. Klodernes adskillelse er blot en illusion. Solen er ikke et isoleret centrum for en ring af planeter – der er kun et homogent hele, fyldt med ild.
Hvert atom i systemet og hele rummet mellem atomerne er fyldt med ild, og alt brænder med en glødende kraft. Centrum og omkreds er ét. Skønt mægtige solblomster, hvis kronblade rører de fjerneste planeters bane, viser sig en face under enhver synsvinkel, er der kun én blomst og én ild, ligesom der kun er én Sollogos. Solblomsten er Hans legeme, planeterne er Hans organer, solen Hans brændende hjerte. Solildenglene er Hans lemmer, og hans mægtige hoved og fødder er organerne i én der er større end Ham, den universelle ilds universelle Herre.
I gamle dage sendte solens ildherrer en budbringer til Jorden for at grundlægge ildens religion og overbringe ildens budskab til menneskeheden. Hans navn var Zarathustra. Han var en af jordmenneskehedens blomster, en af de første frugter som, idet han havde kæmpet sig vej ind i ildens rige og lært at leve dér, havde erhvervet kundskaben og udviklet evnen til at stå uskadt foran solherrerne og af dem modtage det budskab han skulle formidle og lære kunsten af beherske ilden. Han viste sig for sit folk klædt i flammetunger og omgivet af ildvæsener. Han fortalte om ild som den store fornyer og lærte sit folk at forvandle deres liv ved at forene deres vilje med den guddommelige vilje. Han fortalte at hvert onde i deres liv og i deres land måtte fortæres af ild, og at de på den måde kunne berede et tempel for den åndelige sols regenererende kraft. Idet han kendte kraftordet påkaldte han ild i det høje. Af denne ild blev tempellamperne og arnernes ild tændt over hele landet.
Hans mission markerede en epoke i planetens evolutionære liv, for han bragte ildelementet i nærmere kontakt med jordelementet. Ikke før kemikere har opdaget betydningen af ild som et element og lært at spore den i atomet og alle naturrigerne kan meningen med den udtalelse helt forstås. Efter Zarathustra’s tid skete der en forandring med alle jordelementerne, for han bragte en øget mængde af solild ind i hjertet af det fysiske atom alle naturens stoffer er dannet af. Han etablerede ildens rige på Jorden, og siden da er alt stof blevet lettere at forme og mere sensitivt over for tanke og vilje.
Når ilden brænder i pejsen er den et redskab for solilden. Derfor bør ild overalt betragtes som hellig. Når vi tænder ild påkalder vi en salamander. Pejsens ild har sine ildvæsener, lejrbålet har sine. En storbrand tiltrækker dem i stort antal, og de strømmer til for at nyde og svælge i manifestationen af deres element på Jorden. Da de er legemliggørelsen af solilden kan man sige at de besjæler den fysiske ild som de har samme forhold til som ildaspektet af Sollogos har til dem selv.
Vulkaner er centre hvor solild er koncentreret og hvor salamandre samler sig i deres forskellige grader, for overalt hvor deres element er aktivt er ildvæsenerne til stede. Dybt nede under Jordens overflade brænder en uslukkelig ild, en virkelig del af solilden hvormed den næres, og hvormed den er i ubrudt og direkte forbindelse. Her bor mægtige medlemmer af salamandrenes race, her arbejder mange ordener af naturvæsener og engle, for den indre kilde til planetens liv og kraft findes i Jordens midte. Her fornys dens vitale energier, her genoplades udtømt stof, og interstellare atomer præges med planetens specielle vibrationstakt så de kan deltage i dens atomare kredsløb. Logos’ brændende livskraft fremstår i Jordens centrum. Ingen jordiske kanaler kræves hertil Den kommer direkte gennem funktionen af den højere, dimensionale mekanisme hvormed systemet ordnes. Her oplagres og fornys planetens magnetiske energier under ledelse af tilhørende naturvæsener og engle. Hver krafttype er en fysisk afspejling af et aspekt af den centrale guddommelige energi og intimt forbundet med solildens region.
Den brændende sol – ikke dens fysiske dække – er den kraftstation hvorfra Logos’ livgivende energier projiceres ud i hele systemet. Ildenglene er agenter for denne kraft, ingeniørerne som har ansvaret for den mekanisme hvormed den regenererer og forædler alt liv inden for dens indflydelsessfære. Ildkraftens mest fremtrædende egenskab er forandring. Derfor fortærer fysisk ild i kraft af sit eget væsens lov som er at frembringe en ændring af form så nye ordener af kraft kan udløses.
Ildens usynlige element er i virksomhed bag hele systemet, såvel som dens agenter. I hver klippeblok, hver sten og plante, hvert dyr og menneske øver det hele tiden en indflydelse i retning af forandring. På grund af dets tilstedeværelse står intet i naturen nogen sinde stille. Det sikrer systemets vækst. Dets kraft bruges, ikke alene af naturvæsenerne som arbejder instinktivt i forandringernes tjeneste, men også af de store ildengle som bevidst fremkalder alle ændringer i systemet så den nye fødsel, der er resultatet, kan komme nærmere og nærmere arketypen i Guds sind. Derfor er ild “kraften som gør alle ting nye” og ændrer den universelle parole, den grundlæggende lov i hele ildens rige, ordet hvormed dens energier udløses og dens beboere påkaldes.
Når gnisten springer fra flinten åbenbares det guddommelige. Når ilden tændes i pejsen påkaldes den hellige tilstedeværelse. Hvor denne guddommelighed åbenbares og denne tilstedeværelse påkaldes bør både menneske og engel hylde det de skylder deres liv. De dage hvor vi dyrker ilden må vende tilbage. I menneskets hjerte og sind må det guddommelige livs hellige ild brænde klarere efterhånden som hvert menneske erkender sig selv som den jordiske genpart af det centrale brændende menneske der hersker almægtigt, og hvis trone findes både i universets hjerte og i dets eget hjerte. Ild er forårets ophav, løftet om fornyelse i alle verdener. Ild bor i menneskets hjerte, ild varmer dets blod. I sit usynlige selv er det et menneske af ild.

Luft.
Luftelementets funktion i systemets økonomi er dobbelt: det giver bevægelsesfrihed til tungere legemer – hvor denne frihed er et karakteristisk kendetegn ved både elementet og dets englebeboere – og det yder modstand mod tryk. Gennem denne dobbelte funktion opretholdes harmonien mellem kræfterne i systemet.
Luft er den store regulator og kompensator som, idet den giver efter for de kolossale tryk i solsystemet, lader energien undslippe i andre retninger. De evige trykpåvirkninger den udsættes for oplader den med enorme magnetiske og elektriske kræfter. Hele luftelementet trykkes sammen uafbrudt så det altid er ladet med stor kraft.
Kendskab til aerodynamik vil sætte fremtidens videnskabsmænd til at tappe de energier der er oplagret i luften og bruge dem til forbedring af menneskets livsbetingelser. Klimaforandringer på systemets kloder skyldes delvis de vekslende sammentrykninger og udvidelser luften udsættes for. Luft er universets fordelingsmekanisme, og opdagelsen af elementets funktionslove vil sætte mennesket i stand til at opnå en høj grad af kontrol over klimaet.
Ligesom de andre elementer findes luft på alle planer, adlyder de samme love og opfylder den samme funktion på hvert plan. Lufttrykket på et givet plan er et resultat af trykket på planet over, sådan at den fysiske luft er modtager af og trykpude for energierne fra astralplanet. Denne proces kan følges indad, plan for plan, indtil den centrale energikilde nås. Luften på hvert plan modtager trykkes fra planet over, og derfor kan man forestille sig elementets 7 forskellige tæthedsgrader som 7 mægtige trykpuder eller fjedre omkring den primære energi i systemet. Dog må luften ikke opfattes som en række koncentriske ringe omkring Logos. Selv om man kunne afbilde situationer sådan i et snitdiagram, må man huske at luftelementet er generelt til stede i hele systemet. Luften på hvert plan gennemtrænger luften på planet under indtil det fysiske plan er nået. Fysisk luft er den sidste pude, og en af dens funktioner er ligesom stødpudernes på en jernbanestation – længere kan Logos’ dynamiske energi ikke komme på sin rejse fra det åndelige til det materielle. Herfra bliver den, i modsætning til toget, kastet tilbage.
Ligesom æteren på hvert plan er redskab for systemets vitalitet er luften på hvert plan redskab for systemets dynamiske energi. Ligesom menneskets fysiske krop er et støttepunkt for egoets kræfter og et anker hvormed det bevarer sit hold om de lavere redskaber under inkarnationen tjener den fysiske luft som det støttepunkt for systemets kraft hvormed Logos bliver i stand til at holde den magnetisk opladet. Denne ladning skifter efterhånden som evolutionen skrider frem og den logoiske manifestationsdag går, idet den øges tidsalder efter tidsalder efterhånden som systemet bliver mere og mere afstemt efter det guddommelige liv og i stand til at modtage og rumme en større mængde af den guddommelige energi.
På samme måde bliver menneskets personlighed, efterhånden som den udvikler sig, i stand til at modtage og udtrykke en større mængde egoisk kraft, mens egoet for sin del modtager og udtrykker en større mængde monadisk energi. Ved afslutningen af manvantaraen, der svarer til adeptstadiet for menneskets vedkommende, er hele systemet fuldkommen mættet med Logoisk liv og kraft.
Sådan som det var tilfældet med ild og vand kræves der også agenter til at kontrollere og styre luftelementets kræfter. Disse agenter er en gren af englehierarkiet og rummer medlemmer af alle udviklingsgrader fra feer og ikke-individualiserede sylfer op ti[ de mægtige luftherrer som er systemets chef ingeniører og herskere over luftelementet. Deres funktion på hvert plan og underplan svarer til elementets. De er underbevidste og selvbevidste personificeringer af Logos’ energiaspekt. Dette giver dem deres grænseløse vitalitet og fylder dem med den nødvendige kraft til deres luftrejsers lynagtige hurtighed. Det giver dem også den dynamiske livlighed der er karakteristisk for dem og alle deres aktiviteter og det indtryk af højkomprimeret kraft de giver iagttageren.
Deres arbejde består i at fremskynde det tidspunkt hvor Logos’ energi kan have større spillerum, at forberede planernes stof til modtagelsen af denne energi, at afbalancere kræfterne i hele systemet og hele tiden udøve et tryk der hæver vibrationen i det stof det består af.
Udvikling for racens medlemmer består i en forøgelse af størrelse, af mulighed for at modtage og stoppe yderligere nedstigning af kraft fra planet over, af evnen til at modstå større og større kompression og i en forøgelse af den mængde guddommeligt liv og guddommelig kraft de er i stand til at legemliggøre og udtrykke.
Sylferne er agenter for Logos’ dynamiske energiaspekt der kommer til udtryk i systemets elektriske og magnetiske kræfter, i modsætning til Hans regenererende og forvandlende ildaspekt. De der endnu ikke er individualiserede udtrykker i højere grad elementets frihedsfunktion end kompressionsfunktionen. Liv består for dem i den uafbrudte modtagelse og udladning af kraft på de astrale og æteriske underplaner. Før de når selvbevidstheden kan de ikke bære nogen høj grad af kompression, og derfor strømmer kraften relativt frit igennem dem og udlades næsten lige så snart som den modtages. Efterhånden som de udvikler sig opstår der en pause mellem modtagelse og udladning, og i denne pause sker kompressionen. Pausens længde øges i takt med deres vækst, og når den som et resultat af århundreders underbevidste og instinktive tjeneste har nået en vis længde individualiserer de. Deres tilværelse består næsten udelukkende af denne tredobbelte proces der har sit modstykke i alle livsformer i alle naturriger.
Deres bevidsthed er en ubrudt lykketilstand som når et ekstatisk højdepunkt i udlandningsøjeblikket. Højden er proportional med graden af kompression og mængden af frigjort kraft. Denne variation af lykketilstanden er deres evolutionære drivkraft. For at øge omfanget og varigheden af ekstasen stræber de hele tiden efter at blive mere modtagelige over for kraften og at udvikle en større evne til at modstå dens strømning, sådan at den øgede kompression der er resultatet kan give en større salighed.
Som det ses af denne beskrivelse af deres arbejde præger de hele tiden deres element med magtfulde dynamiske energier og giver det gradvis en øget ladning af kraft. På den måde indtager de, hvad enten det er instinktivt eller bevidst, deres plads og spiller deres rolle i naturens økonomi.
De mægtige Luftærkeengles kraft er næsten uimodståelig, for idet de nærmer sig systemets centrale kraftstation legemliggør de stadig større dynamiske energier. Strømningen af denne kraft igennem dem i alle deres ordener frembringer lyd, for det er luftens engle og Ærkeengle som er de mest direkte udtryk for Guds stemme. I alle deres grader og rækker udgør de et umådeligt himmelsk kor eller et stort orgel med talløse millioner piber, hver med en bestemt størrelse i overensstemmelse med udviklingsgraden af den engel som på den måde tjener organisten der uafbrudt spiller på sit systems tredobbelte klaviatur. Igennem hele systemet høres deres stemmer, fra de yngre sylfers skingrende diskant til den dybe rungende bas fra de mægtige luftherrer hvis stemmer får systemet til at skælve. Sådan er lydenglene af hvem den guddommelige musikers musik bliver manifesteret i alle hans riger, gennem hvem hans kraft spiller, og gennem hvem han oplader hvert atom i sit system.
Ligesom luft er den vigtigste faktor i lydfrembringelse og -transmission er luftens herrer og deres overherrer nødvendige for frembringelsen og formidlingen af Guds harmonier. Ved deres mellemkomst synger hvert atom mens det spinner. Hver ædelsten har sin sang, hver blomst og hvert træ udånder sød musik af en særlig art. Sammen med dem synger menneske og engel det brusende hyldest- og glædeskor der hele tiden hæver sig fra alt hvad Han har skabt. Hans skabende ord er oprindelsen til al lyd på alle planer, kilden til al musik, al harmoni og al disharmoni. Naturens lyse lyde, den hvislende vinds høje fløjtetoner, havets brølende bas, tordenens rullende slag på skyerne som er dens lufttrommer, alle disse udgør én mægtig sang, én pragtfuld symfoni som er den musik planeten frembringer mens den kredser omkring dit lysende ophav.
Den store musiker hører denne musik som et ekko af sin stemme i systemet. Andre stemmer hører han også, for andre systemer synger deres sang, andre universer bidrager med deres toner til den kosmiske musik der klinger gennem rummets uendelige vidder. En vidunderlig verden af lyd og sang åbenbarer sig gradvis for den hvis øre er indstillet. Alt manifesteret liv realiseres gennem lyd. Forskelle i form og variationer af arter er blot forskellige toner som, oktav efter oktav, skala efter skala, tilsammen udgør den store akkord der tordner omkring ham mens han synger sig vej gemme tid og rum, Himmelske harmonier, himmelske symfonier som, han, den guddommelige mestermusiker, komponerer i al evighed. Når han synger fyldes systemet med lyden af hans stemme og gennemtrænges af hans sang. Solsystemet åbenbares gennem lyd.
mkh. martin.