Det skete i begyndelsen af forrige århundrede. En ung mand henvendte sig til den berømte vækkelsesprædikant Moody. Han var i vildrede. Den unge mand var blevet forelsket i en ung pige på hans egen alder. Hvad gør man når forelskelsen fylder hele ens sind og hvad stiller man op, når man er en seriøs troende? Den unge pige var ikke-troende, var ikke med i fællesskabet (menigheden), men var også dybt forelsket i den unge mand. Fortvivlelsen var stor hos den unge mand, for han havde lært at troen kommer først og at et forhold kun kan lade sig gøre og bestå, hvis begge parter er troende og de derefter sammen kan gå ind til det hellige ægteskab og holde sammen til døden dem skilte.

Moody bad den unge mand hoppe op på et bord. Stille sagde han med et smil: Prøv om du kan trække mig op på bordet. Den unge mand forsøgte med alle sine kræfter at hive Moody op, uden resultat, det lykkedes ikke. Med et let ryk hev Moody ham ned på gulvet. Dette skulle være forklaring nok. Har du ikke styrken og overbevisningen til at hive pigen op, så vil hun trække dig ned. Hvad kan vi så lære af det – her i den moderne tid. Det er et emne jeg godt kunne tænke mig at høre debattørerne om.

Hvad er i grunden det ideelle parforhold? Skal begge parter have samme tro/overbevisning eller hvad? Hvordan ser vi spirituelle mennesker på dette tema? Er der noget om historien (som skulle være virkelig) – noget om at vi skal have noget at give og dele med hverandre? Kan vi tvinge et menneske til at tage den samme tro, som en selv? – eller kan kærligheden fra den ene part være så stor at den overskygger problemet?

En ung pige, hvis forældre var sektmedlemmer, blev forelsket i en ung mand, uden for sekten. Da forældrene blev bekendt med forholdet, gjorde de alt hvad de kunne for at ødelægge forholdet for de to. Sektens tro, var mere vigtig og fællesskabet der, stærkere. Dette er bestemt ikke ualmindeligt selv i vore dage, at sekten bestemmer. De fleste undgår dette tema: tro – ikke tro, når det gælder forelskelse. Hvordan har vi det så selv. Kan du på sigt holde ud at være sammen med en partner, som ikke i dybden forstår dig, men blot i din forelskelsesrus indlevede sig i din tro. Din verden er måske ’åndelig’ – din partner oplever overhovedet ikke det samme, men indvilger i at læse noget litteratur, blot for at vise interesse. Sekslivet fungerer upåklageligt, men når akten er omme – er der ikke noget særligt at snakke om, inden søvnen. Er dette tilfredsstillende? Kan kærligheden som vi taler så meget om , overskygge dette liv? Jeg har i mine yngre dage set par, gå fra hinanden, selvom de havde samme initieringer, alligevel holdt samlivet heller ikke her.

Spørgsmålet i dette tema er således: hvor langt kan vi gå i gensidig forståelse på ærlig vis – når det drejer sig om ens trosliv. Altså sagt med andre ord, kan en troende og ikke troende hen ad vejen finde fælles fodslaw, ved gensidige påvirkninger?

To unge mennesker kan møde hinanden og blive forelsket, men den ene er i en sekt og må ikke gifte sig med den anden som er vantro i sektens øjne. Til sidst  giver manden efter for sektens pres og slår op med den søde pige. Trist, men det sker i rigtig mange tilfælde. Årene går og den unge mand finder sit eget ‘ståsted’ og bryder med sekten. Hvordan mon han så har det med sig selv psykisk, når han opdager at han stadig er forelsket i pigen, som nu er blevet voksen, skilt og lever i forvirring med det ene forhold efter det andet? Forsigtigt opsøger han hende for at prøve sig af og opdager at nu har hun lukket døren for ham. Han er blevet både skuffet og bitter på sekten og nu også på sig selv – over at han ikke førte sin kærlighed ud i livet – dengang han havde chancen!

Spørgsmålet er nu: Kan det virkelig være rigtigt at sektens regler og påvirkning er stærkere end den unge mands kærlighed til en pige, med et hjerte af guld?

Jo, det sker også i vore dage at sektens øverste bestemmer hvem der skal have hinanden…jo også dette er et vigtigt emne…for hvem bestemmer egentligt?

Vi to går op ad kirkegulvet til præsten og der står vi og lover hinanden evig troskab….efter nogle år og megen krig…kan vi dårligt nok hilse på hinanden…hvad blev der af den kirkelige handling og dit løfte min ven?….var det bluf?….var det blot sølle tomme ord?…eller hvad var det?

Manden går ud af sekten…dårlig udtryk for det kan også være familien eller noget andet….mister konens venner og skal starte forfra…og her troede han lige at have fundet den udkårne og lovet hende troskab til døden os skiller….hvad siger I så?…til døden os skiller!!!

Søde menneskebørn….hvad mener I om det hele og parforhold….jo, mennesker kan sandelig bestemme over de unge…og de gør det stadig den dag i dag!!!

© Pauli, 2007

Tilbage til mine egne analyser