Vi har alt og mere til i den esoteriske kristendom. Den eksoteriske kirke har også store skatte til os – tænk blot på sangskatten, de mange smukke salmer? Hvorfor sidder jeg med sådanne tanker en søndag aften? Det materialistiske Danmark er ved at blive åndelig fattig i vor egen kristen kultur. Vi mangler fællesskab – komme hinanden ved – rykke tættere sammen, akkurat som under 2. verdenskrig.
At være esoterisk er ingen forretning, hvor alle kneb gælder for at få tilhængere og hvor det handler om at gardere sig økonomisk. Vi må lære at kende vore evner og bruge dem som gode samfundsborgere, som et medvirkende grundlag for vort samfunds opretholdelse. Alle er unikke og har muligheder for at begå sig og det kan vi takke vort politiske samfundssystem for her i Danmark.
For at belyse hvad jeg mener er det nødvendigt, at jeg henter hjælp fra C. G. Jung:
“Denne udvikling [at det kristne symbolik bliver folk uvedkommende] er farlig for den åndelige kultur, for vi kender ikke noget andet symbol, der bedre udtrykker den ubevidste verden. Man holder derfor i ikke ringe grad udkig efter eksotiske forestillinger i det håb f.eks. i Indien at finde en erstatning. Denne forventning er bedragerisk, for de indiske symboler – såvel som de kristne – formulerer det ubevidste, men det ubevidste fremstiller i høj grad den givne åndelige fortid. De indiske teorier og dogmer udgør essensen af det indiske menneskes oplevelser gennem årtusinder. Ganske vist kan vi lære meget af den indiske tænkning, men den kan aldrig udtrykke den fortid, der er opbevaret i os. Vores forudsætning er og bliver kristendommen, der alt efter omstændighederne omfatter fra ni til elleve århundreder. (Fra Aion – Beiträge zur Symbolik des Selbst (1950), Gesammelte Werke, 9.2.271).”
Flere af mine venner drog til Indien i 1960erne for at finde svar. Jeg måtte konstatere at de ikke var blevet mere lykkelige eller bedre samfundsborgere, men det kan jo være jeg fejlbedømmer. 🙂 Hippie bevægelsen voksede også frem i den tid. Når noget sådant sker, er det fordi der er tale om åndelig vestlig fattigdom.
Følg lidt med endnu, for Jung har selv oplevet hvad han skriver om:
“Jeg undgik dem [guruerne], fordi jeg var nødt til at tage til takke med min egen sandhed, og ikke kunne tage imod andet end det, jeg selv var i stand til at nå frem til. Jeg ville have anset det for tyveri, dersom jeg havde lært af de hellige mænd og havde ønsket at acceptere deres sandhed som min. Deres sandhed tilhører dem, og jeg ejer kun det, som skabes ud af mig selv. I Europa kan jeg ikke stifte lån fra østen, men må leve helt igennem mig selv – igennem det, mit indre fortæller mig, eller det, naturen tilbyder mig. – Jeg undervurderer på ingen måde den indiske helliges betydende skikkelse, men frakender mig selv evnen til virkelig at værdsætte ham som isoleret fænomen. Jeg ved for eksempel ikke, om den visdom, han giver udtryk for, er hans egen åbenbaring, eller om den er en talemåde, som har, været brugt på landevejen i tusinde år. […] Hans [inderens] ønske er at befri sig for naturen og i overensstemmelse hermed gennem meditation at nå frem til en tilstand af billedløshed og tomhed. I modsætning hertil ønsker jeg vedblivende at beholde det levende syn på naturen og de psykiske forestillinger. Jeg ønsker hverken at blive befriet for mennesker, mig selv eller naturen, for alt dette er for mig ubeskrivelige undere.”
(Fra Erindringer, drømme, tanker (1961) s.229f.). Jeg er helt enig med Jung og min fordel ved tænkningen er jo denne, at min indeværende inkarnation strækker sig over et par generationer og derfor måske har et større overblik end den helt unge åndelige student? Men som alt andet her i livet, så må vi gøre vore egne erfaringer og få de øretæver og ros som vi selv gør os fortjent til 🙂
© Pauli, 5. februar 2017 🙂