Jeg tror ikke man kan sige, at det konstant går opad og fremad her i livet. Jo, det gør det vel nok, når vi taler om åndelig udvikling eller evolution i en spiral; men sådan helt nede i dagligdagen, i erhvervslivet, i familielivet osv, kan vi vel ikke tale om det?
Følelsesmæssigt svinger vi alt efter omstændighederne, som kan være forelskelse, arbejdsmæssige problemer og familierelationer osv.
På det ydre, ser nogle mennesker så seje og stabile ud, de er næsten ikke til at rokke ved, men mon ikke også de svinger i deres indre følelsesliv?
Så er der de mennesker, som er så stabile og sindige fra fødslen af og som tilsyneladende har en let inkarnation, men mon ikke de også har et eller andet som de slås med, bag facaden? – og sådan kunne vi så blive ved med de forskellige mennesketyper.
En overbelastning i venstre ben, før halvmarathon 2. maj, havde gjort mig usikker. Kunne jeg nå at blive hel til Copenhagen Marathon? Det svingede frem og tilbage i mit sind, løb nogle træningsture for at vedligeholde den nuværende form og dog var jeg ikke tilfreds med min fysiske tilstand.
Jeg havde jo tilmeldt mig og betalt, så det var også med til at fastholde mig i troen på at det nok skulle gå (løbe) det hele. Jeg ville gerne have været med et morgenfly, men alt var optaget. Så svingede humøret igen, hvad nu? Der var kun én ting at gøre, som var fornuftig for mig, nemlig at tage derover, dagen før løbet.
Det Hotel, jeg gerne ville have boet på, var optaget den dag – så jeg måtte ned på et Hotel i Colbjørnsensgade. Så var det ellers om at komme ud til Sparta og hente startnummer og chip, samt benytte anledningen til at købe et stort måltid pasta.
Det kneb med søvnen den nat og jeg gik en lille tur. For 38 år siden kunne jeg gøre det, uden, at blive antastet, da jeg boede på Vesterbro. Jeg var dårligt kommet ud af hoteldøren, før jeg blev antastet af et par negerpiger (nattens dronninger), så den tur blev ikke lang og jeg kom hurtigt tilbage igen.
Jeg havde bestilt vækning og kaffe til kl. 7.00 og kl. 9.00 var jeg sammen med 10.700 mennesker, som nok alle havde ét eller andet at tænke på? Det var en stor startopstilling, men stemningen var høj, positiv og optimistisk – jeg havde lige testet mig selv og fandt, at det var forsvarligt at løbe.
Forestil jer 10.000 mennesker tæt pakket, alle i koncentration og med kraftig auraudstråling. Nationalmelodien blev sunget efter Prinsens tale og så lød startskuddet.
‘Skovløberen’, var kommet til Kongens by og her var der ingen ‘jord’ under fødderne. Hvorfor i alverden løber jeg nu her i Københavns gader, havde jeg forinden tænkt. Nå, ja, nu er det kun fremad og heldigvis var der mange mennesker som heppede.
Regnen kom også, ganske som det skal være; men desværre trådte jeg i nogle regnpytter og måtte tage dét med. Min visualiseringsevne fik jeg brug for ved 38 km, da der var ved at være “udsolgt”. Jeg fik et par bananstykker og noget vand og så var der slået over på ‘autopiloten’. Tiden gik nu så langsomt, som jeg ikke har oplevet længe og en løber ved siden af mig, var på opgivelsens rand. Jeg husker at jeg fik fremstønnet, hold ud, nu tager vi 1 km ad gangen, vær positiv.
Det var en mega oplevelse at se MÅLET – en indre tilfredsstillelse og sejr, at kunne løbe de sidste 100 meter, med et lille smil på munden.
Tak til Sparta/Politiken og København, for en stor oplevelse.
Et lille video klip ved 21 km: marathon i 2009