Spørgsmålet er hvor meget vi forstår af åndsvidenskaben og hvordan vi definerer begrebet. Ligeledes, hvor meget vi forstår, at omsætte det skrevne til praktisk livsførelse.
Det er bedre end ingenting, når små grupper verden over forsøger at ændre på tingene, i deres egne liv og gruppevis. Men det batter først rigtigt, når et helt samfund, land, helt bevidst ændrer på livsstil, etik og moral.
Jeg har adskillige gange brokket mig over den dobbeltmoral som findes. Det er ikke smart, at bilerne oser os andre på cykelstierne, lige op i hovedet. Hvor mange lastbiler og personvogne, har filtre monteret, som forhindrer den skadelige partikelforurening? Det kunne fx være den moralske healer, som hverken ryger eller drikker og lever vegetarisk – der kommer kørende og oser en stakkels synder som mig, lige op i hovedet!
Hvad med landbruget? Det er den største forureningsproducent og det kan faktisk måles midt i København. Forureningen påvirker DNA, har undersøgelser vist. Vi ser således, at forureningen ingen landegrænser har og det indbefatter også radioaktivt nedfald.
Den finske udsendelse på DR2, forleden, som omhandlede opbevaring af atomaffald – var tankevækkende. Hvad ville Platon, Kant, Steiner og vor tids åndsmennesker have sagt til, at det tager 100.000 år, inden faren er ovre med radioaktiviteten?
En tysk nuværende professor, mener vi lever i et RISIKO samfund. Han har da ret, for hvad skete i 11/9 og finanskrisen i 2008, samt jordskælvene og nu den store usikkerhed med atomkraftværkerne?
Vi lever i en højteknologisk tid og på en mærkelig søvndyssende måde, sætter vi lid til at teknikken på sigt, vil løse alle problemer. De 5000 – 6000 af verdens bedste hjerner, som arbejder i CERN, skal nok hjælpe os på vej? Internettet var jo en sidegevinst i deres arbejde, så, mon ikke de også er i fuld gang med at løse energiproblemet?
Jeg kunne spørge, hvilke mennesker og grupper sætter sig ned og bruger måneder og år, til at udforske hvordan mennesket ændrer adfærd mv? I spirituelle kredse er det alment kendt at der bruges fraser som: Udviklingen skal komme indefra – vi kan ikke ændre hele verden, men det forhindrer os ikke i at ændre det, som vi nu kan…osv osv osv. Men hvad sker der?
Vi vågner op, ser os omkring og prædiker her og der – og så falder vi i søvn igen. Vi lapper lidt hist og pist, både i vores private liv og samfundet generelt og så siger vi: Det går jo nok, for der er jo en mening med det hele.
Jo vist, det skal som nok gå, enten på den ene eller anden måde – og så er der jo lige det, at vi jo stadig kun er almindelige mennesker på vej til det rigtige menneskerige – om det varer 1000 år eller 3000 år, hvad gør det?
Nogle af spørgsmålene, kan måske besvares ved at læse lidt i de gamle årgange af Kosmos. Tiden flyver desværre af sted, når vi begynder, for det ene fører til det andet, men inspirerende er det.
Et par korte uddrag fra: Kommer fremtidens menneskerige os ved? af Gunner Frederiksen.
Det er skrevet i 1965 og synes i dag at være aktuelt.
‘Et af de mest fascinerende kapitler i Martinus’ kosmiske verdensbillede er forjættelsen af det internationale verdensrige om ca. 3.000 år.
Er der omstændigheder ved det levende væsen, som gør det plausibelt allerede nu at beskæftige sig aktivt med skabelsen af et ideelt menneskerige, selv om dette først om flere tusinde år vil blive virkeliggjort?
Jamen, det varer jo noget længe, kan man sige. 3.000 år er en lang tid, og vi har uden tvivl alle et læs af problemer, som vi synes er langt mere nærværende.
Akkurat den samme indvending gjorde jeg selv en dag over for Martinus, da jeg var i den sjældne og yderst heldige situation at have ham på tomandshånd. Svaret kom omgående: “Jamen, man har jo lov at praktisere det med det samme!!” – Ja, sådan lød svaret i al sin korthed.
Jeg har på fornemmelsen, at det var et for Martinus særdeles karakteristisk svar. Dels gav det straks anledning til en munter latter, og dels var der tale om et svar, som ramte sagen lige i centrum: nemlig at det ideelle menneskerige skal virkeliggøres af os selv. Der er ikke andre til det.
Kan vi ikke blot lade fem og syv være lige og finde os tilfreds med at holde folkevognen fint pudset og rundstykkerne klar til morgenkaffen? – Kan vi ikke snyde Martinus og simpelt hen undlade at opbygge det menneskerige, han skriver om?
Nej, det kan vi ikke – heldigvis!
Så længe selv en så klar og smertelig anskuelsesundervisning, som menneskene gennem verdenskrigenes rædsler har modtaget, ikke har lært os at tænke i pagt med retfærd og næstekærlighed, må det også stå klart, at problemerne fortsat må øges. Og derved kan vanskeligheder og lidelser efterhånden vokse til så store højder og komme så nær ind på livet af selv den mest passive og negative skeptiker, at han simpelt hen af ren og skær selvopholdelsesdrift tvinges til at gå i gang med at løse problemerne efter en ny recept – thi ingen er mere end “nøgen kvinde” villig til at lære at spinde.’
Kilde: kosmos
Jeg vil gå lidt videre. Jeg har lyttet til en hel del originale lydbåndsoptagelser fra Martinus’ foredrag. Jeg har det bedst med, at gå direkte til “kilden” og høre, hvad han selv siger. Der er jo mange, som holder foredrag og skriver om Martinus. På de forskellige fora, ser vi gentagne gange løsrevne citater og fortolkninger. Det er da også meget godt, hvis det så kan medføre en lidt dybere selvfordybelse. De fleste mennesker ønsker lette og forståelige oplysninger, som hurtigt kan fordøjes. Dette kan indebære en vis fare for fejlfortolkninger og et magtmenneske, som er karismatisk og har ordet i sin magt, kan let få andre mennesker til at følge sig, blot ved at “hive” gammelt esoterisk viden ud af sin fulde sammenhæng og så pynte på det, med sit eget ego.
Det tager mangfoldige år, at få et nogenlunde overblik. Det er og bliver et livsstudium, som jeg ser det. Desværre har newage-folket, med deres “sidden i rundkreds” og klappen i hænder over de forskellige udviklingsmodeller, skadet mere end gavnet.
H.P. Blavatsky, udtaler sig om Den Hemmelige Lære, på en måde, som minder lidt om Martinus’. Fx mente hun, at den indeholdt ligeså meget, som verden (mennesket som lever i den personlige natur) kunne tage imod i det kommende århundrede. Martinus hævdede, at nu var det fulde verdensbillede beskrevet med hans analyser. De som har tid, kan jo gøre deres egne sammenligninger.
Jeg er meget glad for Blavatskys udtalelse, når hun omtaler racernes og underracernes komme: ”Der findes hverken kommen eller forsvinden, men en evig vorden” Det skal forstås sådan, at første, anden, tredje og fjerde rodrace, er tilstede på det fysiske plan (stofplanet) – dette gælder også sjette og syvende rodrace. Men det skal kraftigt understreges at en race er en udviklingstilstand. Så, når Martinus siger: “Jamen, man har jo lov at praktisere det med det samme!” – så giver ovennævnte mening, idet disciple, indviede og mestre ikke kan høre til den almindelige femte underrace. Hvilket svarer til, at vi som skriver her om emnet , ikke hører til henne i Børnehaven 😆
H.P. Blavatsky tog det meget alvorligt og advarede mod farer og vildfarelser, når det gjaldt forestillingen om, at den nye race, allerede var i verden. Levetiden for en uderrace er ca. 25.000 år (stjerneårets længde)
Interessant er det, at Den Hemmelige Lære, blot er et hjørne af den esoteriske lære – det kunne for os nutidige mennesker, være tankevækkende?
Jeg håber ikke, at jeg er faldet for meget uden for trådens emne om lappeløsninger – og hvor er vi på vej hen?
© 2011 Pauli Obel