Jeg kom stille og roligt ind i 2021. Jeg har haft masser af tid til at gøre status og reflektere. Jeg vil lade året komme, sådan som det nu kan, uden for mange lovende ord. Året 2021 startede politisk med megen støj både ”ude og hjemme”. Vi bør kende lidt til historien og være jordbunden realistiske. Du kan tage en lille astralrejse eller fantasi til et sted uden for vor planet. Prøv at iagttage den smukke planet Jorden. Spørg dig selv om hvorfor de mennesker dernede har så travlt med at ødelægge den smukke planet? Hvorfor opruster de nu igen med endnu finere raffinerede våben? Havde de ikke nogen nedrustningsaftaler etc.?
Det ser ikke for godt ud med vores klima og vi er midt i en pandemi. Føler du at du begynder at mangle ord for optimisme? Du må ikke kramme og du skal holde afstand – du skal være alene! Tænk sig, at jeg har oplevet, at jeg ikke må kramme mine børnebørn! Det hele er vanvid og nu må det godt stoppe! Faktum er, at vi bliver så psykisk trætte af at høre, se og læse om virus, indlagte og dødsfald! Vi har mundbind på og skjuler os for hinanden med trætte og opgivende bevægelser.
Hallo! Jeg bliver 74 år om 5 måneder, så mine refleksioner har ikke været så meget om mig selv, men mere på kommende generationer. Hvad vil børn og børnebørn opleve de næste bare 10 år? Lige nu taler vi om COVID-19 vaccinationer og her oplever vi også problemer med nok vaccine. På SSI’s hjemmeside kan du læse:
” Tidligere virkede DNA-vacciner ikke kraftigt nok i mennesker, men ifølge Anders Fomsgaard, har den nye version af DNA-vaccinen, som bruges til CoVAXIX, vist meget flotte resultater i andre kliniske forsøg. En ny æra for DNA-vacciner synes derfor at tegne sig.
Platformen kan, hvis den viser tilstrækkelig effekt, også blive en afgørende styrkelse af det fremtidige beredskab, når den næste pandemi en dag rammer os.
”Vores nye DNA-vaccineplatform vil derfor være egnet som en universel beredskabsvaccine-teknologi. Med den kan vi reagere meget hurtigt, når nye eller kendte virus truer vores sundhed og samfund,”
Super godt, også selv om det tager noget tid med yderligere test og godkendelse.
God weekend 😊
© Pauli, 16.1.21