I disse præstationstider bliver der talt meget lidt om nederlagets psykologi. Det handler om hvem der er bedst og kommer først i mål. Hvis jeg var personlig træner, ville jeg tage en stille og rolig snak med atleten før konkurrencen: “Vi har nu testet din fysik og du er i topform, så vi ønsker begge at du er vinderen.” Eller som far, der har terpet svære formler igennem med sin søn, til en eksamen: “Nu skulle du have det hele i hukommelsen, så bare scor topkarakter.” Men resultatet blev ikke en vinderplads eller en topkarakter – så hvad skal der så siges? 

“Nu skal vi glædes over en 2. eller var det en 3. plads du fik og at du nåede så langt” Resultatet accepterer vi og det danner grundlag for at vi kommer videre. Her er det vigtigt. at analysere udøverens følelsesmæssige intelligens. Ved høj følelsesmæssig intelligens, ved udøveren, at “det kan gå både den ene og den anden vej” og på den måde forsøger de ikke at undertrygge eller ignorere.  

Vi “almindelige” voksne mennesker har tilbøjelighed til at “lægge låg på” ubehagelige oplevelser, som fx en problematisk skilsmisse hvor børn er involveret. Nej, vi vil ikke tænke på den lidelse det var dengang, i stedet for at acceptere og “kigge” på det hele i et nutidigt lys. Et traume skal bearbejdes (gerne genopleves i sindet) for at det kan miste sin kraft. Hvem vil indrømme, at det i virkeligheden var et stort nederlag, at vi intelligente voksne mennesker ikke kunne forudse eller tage med i betragtning, at ønskerne, forventningerne måske ikke ville kunne blive indfriet?  

Livet er dynamisk og de interesser du har som 10 – 15 årig er måske ikke de samme når du er fx 21 år. Dette er lidt psykologisk, men hvis jeg skal være spirituel, ser det lidt anderledes ud, men det må blive en anden gang 😊 Forældrene har ansvaret og de skal være oplyste og tage hensyn til barnets tarv og være klar over, at der konstant sker forandringer med børnene! 

Blot et lille pip, pip, herfra Smilets By 😊  

© Pauli, 6. oktober 2019 

Tilbage til motion