Nyd livet – men hvordan?


Vi hører ofte: ”Nyd livet”. Det er da let nok at sige, men svært at forklare hvordan. Hvad vil det sige, at nyde livet? Når du har sparet nok op og kan trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet? Når du er rask og rørig? Når du har fundet den helt rigtige partner, siger du måske: ”Nu skal vi rigtig nyde det og tage på ferie sammen og glemme fortiden etc.” Eller som en 80-årig mand sagde: ”Nu har jeg set midnatssolen for første gang og føler jeg lever” 😊 Du kan også være stresset og lettere deprimeret, måske ensom og må til psykolog, hvor du så får svaret: ”Husker du nu at nyde livet”. En clairvoyant siger måske til dig: ”Din afdøde moster, siger du skal nyde livet, så længe du har det” etc.

Der er flere aspekter. Prøv at spørge ind til: Hvordan bor du? – Hvad er dit arbejde? – Er du alene eller i et forhold? – og vigtigst, hvordan er dit helbred? Du må bestemt ikke begynde at tale om karma og tidligere liv, som er skyld i at du nu sidder i suppedasen og ikke kan nyde det! Jeg mødte en sød pige for nogle år siden og var i topform og skulle nyde det. Et par måneder efter nydelsen fik jeg 2 diskusprolaps og måtte gå med krykke og det var ikke spor sjovt – var det min karma? Jeg husker hun sagde: ”Nogle gange skal vi lære på den hårde måde”. Jeg fik aldrig spurgt hvad pokker hun mente med det. Jeg er født med en god hukommelse (når jeg selv skal sige det) og i minderne kan jeg stadig godt nyde de positive timer vi havde sammen – og det er sådan det skal være 😊 Det er ikke kvantiteten, men kvaliteten af et samvær der betyder noget.

Jeg hørte overhovedet ikke en lyd fra tidligere kærester, som havde sagt: ”Jeg elsker dig” 😊 – da jeg blev 70 år. Hvis jeg nu havde været millionær og noget ved musikken, så skulle du bare læse en helt anden historie og kunne med rette måske have sagt: ”Han nyder det med smukke damer og fede biler”, selvom det slet ikke var tilfældet! Det er ikke kun sort eller hvidt, der er andre aspekter og det er hvad jeg prøver at beskrive.

I dag består en stor del af min nydelse i at have en god samvittighed og kæmpe for min lille familie. Jeg frydes og glædes ved at se mine børnebørn vokse op – Jeg nyder blomsterne og den smukke natur, samt at have helbred til at kunne motionere.

Jeg vil ikke ændre på mit navn, som jeg er glad for og med mit efternavn ærer jeg min slægt. Jeg har en mening og Du har en mening, men derfor kan vi vel godt være i samme stue? 😊

Det kan godt være, at jeg skal justere lidt på forståelsen af at nyde livet? Men rigtig god weekend i det dejlige forår, hvor bøgen hist og pist springer ud – Nyd det.

© Pauli, 28. marts 2019, som har købt et par nye løbesko 😊

Tilbage til mine egne analyser

Den fantastiske Virkelighed

Translate »