
I april 1978 – det år hvor min søn kom til verden – havde jeg travlt med at dele foldere ud for foreningen UFO-Aspekt. Året forinden var jeg blevet områdeleder for Østjylland og der var naturligt en konkurrence om at få flest medlemmer til foreningen. Jeg havde grupper i bl.a. pyramidekraft og vi arrangerede offentlige foredrag om Ufoer. Tydeligt står det for mig, at jeg vandrede fra fødselsanstalten og ned til biografen Palads Teatret for at sætte folderkasser og plakater op: “Vi er ikke alene”. Jeg husker en hånende kommentar fra avisen: “Selvfølgelig er vi ikke det”. Filmen Nærkontakt af 3. grad, havde præmiere netop i denne biograf, så det var naturligt med supplerende oplysninger om ufo-sagen! 🙂 Det skal siges, at jeg blev taget godt i mod af biografen og reklamen godkendt.
Her de sidste dage før nytåret plejer jeg jo at lade tankerne svæve tilbage og kunne så ikke undgå af få ovennævnte forhistorie med. Hvad har gjort indtryk på Dig i dette år? Jo, jeg har længe ønsket en mere åben holdning fra regeringerne i ufo spørgsmålet (det kunne også være andre spørgsmål, (fx parapsykologi) – og jeg har ventet og ventet. Den 20. december på NEWS nævnte oplæseren ganske kort, at den amerikanske regering for første gang havde indrømmet at de har haft et ufo program og at det ikke var usandsynligt, at der var en medarbejder i regeringen, som stadig arbejdede med sagen (sådan nogenlunde 🙂 ) Oplæseren så flov ud og skyndte sig videre til næste emne. Tænk sig venner ude i æteren, det som optager millioner af mennesker verden over, får bare “et par ord” i Nyhederne 🙂 Skulle jeg virkelig vente 40 år og mere for den sags skyld, inden en officiel udtalelse? Hvad der ikke blev nævnt på Tv, nævner jeg så nu:
Det skal nævnes, at der eksisterer et hemmeligt program under Pentagon som hedder: Advanced Aerospace Threat Identification Program. Formålet er at undersøge hele ufo-sagen, med besøg af rumvæsner fra andre planeter etc. Luis Elizondo var chef fra 2007 til 2012 og han udtalte til CNN: “Min helt personlige overbevisning er, at der er meget overbevisende beviser for, at vi måske ikke er alene” Nu skal det lige siges, at Elizondo fortsatte med UFO-programmet sammen med Flåden og CIA lige indtil oktober, hvor han sagde sit job op.
Nu giver mit tilbageblik mening og jeg er indtil videre ganske tilfreds med dette “lille udslip”, selv om jeg kunne ønske mere fra samme “skuffe” 🙂 og gad vide om ikke jorden er ved at blive mere “gødet og bearbejdet” for den menneskelige bevidsthedsforståelse, så der vil komme endnu mere åbenhed i 2018? Med dette beskedne ønske, vil jeg udråbe et rigtig
Godt Nytår 2018
Kærlig hilsen
© Pauli, 29. december 2017 🙂 og husk ikke at håne eller grine af andre over noget du ikke vil eller kan forstå!
PS. Fotoet tog jeg ude ved Varna i Aarhus, da Solen gik i seng og Månen stod op – Vi er ikke alene 🙂