– ja, det vil jeg godt. For det måtte ske, selv på den 12., som er mit tal. Pludselig røg signalet til både Tv og Internet. Det skete om eftermiddagen midt i NEWS. Først næste dag kunne jeg få besøg af teknikeren, så hele aftenen og natten, måtte jeg undvære Tv og nettet. Kortvarigt blev jeg ramt af panik, for hvordan kunne jeg dog undvære mit “legetøj”. Nå ja, jeg har jo en god bog og så kan jeg høre noget radio, så mon ikke det går. Det var virkelig frygteligt for mig og jeg checkede mine telefoner om de nu var i orden.
Vi får en hulens masse information og i dag hørte jeg så, at ensomme mænd over 65 år lever 7 år mindre end mænd i et forhold! Det tror jeg, for når “signalet” går, har manden da for pokker en kone at snakke med 🙂 Åh ja, vi mænd er så bange for at lægge andre til byrde – tænk sig, hvis andre skulle opfatte os som svage og ynkelige? – nej, vi er stærke og hvorfor ringe til andre og beklage sig? Vi vil da heller ikke være til besvær for vores børn, vel? – nej, de har jo deres og skal hente børn i børnehave og skole.
Her sidder jeg så med teknikkens værste abstinenser og tænder for radio 24/7 ved midnat og så sker der noget oppe i mit hoved, for jeg går tilbage i tiden, ja helt tilbage til barndommen og lidt humoristisk kan vi da godt lige sige, at da jeg var 3 måneder gammel, netop i september 1947 – da var det varmt 🙂 Mon vi slår den rekord i år? 🙂 Nå, hvorom alting er, så havde vi hverken TV eller Internet. Det var Pressens Radioavis som dengang var obligatorisk og så måske et hørespil om lørdagen, sådan! Hvad i alverden fik vi så tiden til at gå med? – og hvad med min tidlige ungdom? Midt i opvasken og Radio 24/7 undrede det mig, at jeg i den grad kunne gå i panik over at skulle være uden “signal”. Men jeg tog det faktisk også alvorligt, for nu begyndte tankerne om “overlevelse” og de mange Tv-udsendelser som jeg har set om netop dette emne.
Hvad hvis nu strømmen går? Jeg tænker på et kraftværk der nedbrydes eller saboteres eller vandforsyningen bliver stoppet? etc. Hvordan ser vores beredskab ud? Giver vi dette opmærksomhed nok? Har vi underjordiske bunkere til vores ledere med nødgeneratorer etc. Jeg ved de nærmest har underjordiske byer i USA, men her i lille Danmark, hvor vi så må undvære information fra DR Deadline og NEWS – hvad gør vi? Har du huske nogle stearinlys og en lygte? etc. Altså, jeg er ikke påvirket af Prepperne i USA, disse mennesker som forbereder sig til katastroferne mv. Jeg kan bare ikke forstå, at jeg skal være uden “signal” og hvorfor, hvad er der sket? 🙂
Jeg kikkede op på et maleri, som en skagensmaler malede af min mor, da hun var 13 år – og så kom tankerne væltende over mig. Tre generationer og nu også mine børnebørn 🙂 Hvad i alverden er det for en tid vi lever i nu, tænkte jeg – hvor er sammenholdet – det sociale fællesskab? Aha, jamen har du ikke lige fået en forklaring? “Signalet”, det kunne godt blive til en bog, når jeg får tid, for jeg mangler spalteplads her 🙂 Signalet, vi er afhængig af signalet fra telefon til satellit! Kommer der en kraftig Solstorm, så vil vi opleve dette, akkurat som i 1800-tallet?
Jeg forsøger at være ubekymret, som dengang jeg legede på barndommens gade og hvor vi var uafhængige af “signalet” og mors stemme var trygheden 🙂
Alligevel, sidder jeg nu igen og ser Deadline, NEWS, Discovery, Sciens mfl. og skriver på nettet, jo signalet er kommet tilbage og jeg er stadig afhængig! 🙂
© Pauli, 14. sept. 2016