Der findes mennesker, som synes tilfredse, når de er i stand til at give sig selv og andre et fornuftigt svar på en mængde af tilværelsens problemer, og ingen vil et øjeblik betænke sig på at tilkende dem prædikatet: vidende.

Men hvor stærk er denne Viden? Oplever man ikke atter og atter, at mennesker, som netop i en given situation tidligere har givet udtryk for overordentlig megen viden, når lidelsen for alvor er over dem, giver op og kalder tilværelsen meningsløs? Jo, begrebet “viden” har to ansigter, et som stråler selvtilfreds ud imod verden, og et som langtfra er tilfreds, fordi det i erkendelsens klare lys ser, at et menneske ikke ved mere, end det helt og fuldt har lidt sig ind til.

Personligt stilles jeg ofte over for det første ansigt, dets grelleste form inkarnerer i sætningen: “Får vi ikke snart noget mere nyt, nu har vi jo hørt det andet såååå længe” – der ligger intet ondskab bag denne sætning, blot et barns utålmodige længsel efter “røverhistorier”, ikke en forskers længsel efter den viden, han alligevel ikke kan fatte, – ikke kan bære.

Når mennesket tænker på Guds ansigt, og sådanne tanker har vel de fleste, forestiller de sig det ofte som noget så skønt, at de aldrig har oplevet noget skønnere, ja enkelte bruger endog i tankerne udtrykket “overjordisk skønt”, men er dette rigtigt? Er det ikke således, at man de første dage, man har et nyt maleri hængende på sin væg, ustandseligt benytter lejligheden til lige at smutte indenfor og kigge på det, lade sig inspirere af det og føle sig henrykt ved at kunne kalde det sit eget?

Og hvad sker så? Som dagene går stilles “sulten”, og en skønne dag går man forbi billedet og ser blot væggen, billedet udløser ikke længere nogen reaktion, man er blevet “vant” til det, og således også med Guds ansigt.

I givne stunder kan vort sind, vor bevidsthed, svinge sig op til højder, hvor tyngden viger, og hele sjælen jubler i glæde over den verden, man ser udbredt for sine øjne, blomster, fuglesang, solen – ja, alt hvad der kan sanses, fortætter sig i et nu til billedet af den Gud, man i sit hjerte tilbeder, og fra det dybeste i en selv lyder det: Hvor er livet skønt, hvor er Gud dog god! – men ak, endnu er vi ikke skabte til en sådan ørneflugt, der til stadighed lader os være ansigt til ansigt med Guds strålende åsyn, skygger glider hastigt ind foran, de smukke blomster bliver til ukrudt, fuglene bliver til ravne, og solen er bare en ildkugle, der svider alt med sin brand.

Fra sin egen grå mentalverden ser mennesket ud over Jorden og drømmer om kloder langt skønnere end denne grå og triste verden, han mener snart at kan udenad.

En dyrisk primitiv forestilling lægger sin klamme hånd henover sindet, Gud er atter borte, hans åsyn smiler ikke mere, det “vidende” menneske haster videre og kaster barnligt naivt sit guldæble fra sig.

Mange mennesker føler godt sandheden i dette, at Gud er i alt og overalt, og denne følelse kan godt i enkelte øjeblikke blive så stærk, at den tvinger dem i knæ.

Men billedet skifter hastigt, i næste nu fornægter disse mennesker igennem deres egen væremåde den følelse, der blot timer før tvang dem i knæ.

Et menneske, der hele tiden hungrer efter ny viden, uden at dèt, det allerede har modtaget, har gjort det mere bevidst i Guds ansigt, har ud af det modtagne både fået viden – og intet som helst, for viden skal have bæreevne, ellers er den blot en indenad lært teori, som nok kan gøre en selv interessant udadtil, men som ikke indadtil har gjort en større, hvilket man vil få at føle den dag, lidelsen banker på ens dør.

Åndsvidenskab virker på mange menneskers sind som det stærke lys på natsværmeren.

Hvor mange jager ikke fra den ene åndelige sammenslutning til den anden i blind higen efter dèt, det i kedsomhed selv har kastet fra sig?

Hvor mange synes ikke, at dette eller hint har de hørt så ofte, at det nu har mistet spændingen?

Virkelig åndelig viden, d. v. s. den, der i sindet udløser den bæreevne, der atter og atter kan få mennesket til i en nødstilstand at hviske: Herre, ske ikke min, men din vilje, – vokser uhyre langsomt. Sandt nok kan man i en begejstringsrus synes at nå ind til Guds sande væsen, men forblive permanent i hans nærhed, – ja, det kan man først den dag, man indefra har evne til ustandseligt at forny sig selv og dermed verden.

Den dag bliver naturen – verden – alt hvad man før har hørt, set og tænkt – ikke længere noget kedeligt, den dag springer kilderne i en selv og skaber netop den frugtbarhed, – det efter fantomer jagende barn overså, da det udslyngede sit: Får vi ikke snart noget nyt ……

Tjah, sådan kan det gå, når man er lidt for hurtigt

til at få klikket på udfør 😳 , jeg ville naturligvis have

sluttet mit indlæg med et:

kh.martin.

Gud har ingen religion.

Stjernelængsel svarer:

Hej Martin

Kloge ord . Og hvem føler sig ikke ramt . jeg gør i hvert fald . Alligevel ser jeg også en anden vinkel på det . En lidt “blødere” måske . Vi øver os jo . På så mange både kloge og mindre kloge måder . Mit sind kan ganske rigtigt kun blive i “Guds åsyn” kort tid ad gangen , så smutter det ind i andre mere “spændende” rum . Som det utålmodige barn med trang til spænding , selvhævdelse og “noget nyt” det nu engang er . Så spiller man rollerne . Nogen gange så intenst , at man mister overblikket , eller bliver så beruset af sin egen visdom , at man ender op som et fæ . Men det er jo engang sådan udviklingens drivkræfter er sat sammen . Min største frygt er egentlig ikke , at være dum , overmodig , pralende eller whatever, men langt mere , at tro at jeg har hævet mig op over mit rollespil før tid er . Min enderste bøn er , at jeg må spille med på livets scene lige til jeg har presset den sidate dråbe ud af dette maskespil . Frugterne er jo ikke så ringe endda : ægte lutrelse af sjælen. Jeg kan med garanti blive stillet ind i livet på en måde , så min viden og tro vakler og opløses som støv i vinden , men det er også i orden . Bare jeg er tilstede . Fuldt og helt . Så vil selv rædslen blive til erkendelsesfrugt. Med tiden .

Samtidig har vi vel også alle et rum , der aldrig frygter eller tvivler . Det rum er uden viden og tro . Det er bare . Jeg vil helt sikkert gerne blive et med dette rum . Bare ikke før jeg er moden til det.

Så jeg vil fortsætte med at “dumme” mig . med en lille latter inderst inde , som både ler af mig selv og alle andre menneskers vidunderlige optagethed af vores meget vigtige viden og overbevisninger . Vores stakkels hjernes lidt tragikomiske , men alligevel dybt fascinerende , jagt på enden af regnbuen.

KH.

Stjernelængsel

Martin svarer:

Hej Stjernelængsel!

Mnjah, – egenlig var det vel kun meningen, at jeg ville ramme mig selv, men som så ofte, slår man ud efter sig selv, kan man komme til at ramme andre uden at ville det 🙂 .

Du skriver:

Min største frygt er egentlig ikke , at være dum , overmodig , pralende eller whatever, men langt mere , at tro at jeg har hævet mig op over mit rollespil før tid er . Min enderste bøn er , at jeg må spille med på livets scene lige til jeg har presset den sidate dråbe ud af dette maskespil . Frugterne er jo ikke så ringe endda : ægte lutrelse af sjælen.

Jeg synes ganske enkelt det er stærkt sagt, og du har ret, frugterne er jo ikke så ringe endda.

Jeg hørte for nylig en lille ordrække – en sætning, der ligesom i en nøddeskal rummer det almindelige menneskes måde at møde sin ubehagelige skæbne på.

Den lød: “Tog han sin modgang som en mand?” – “Ih ja, det gjorde han rigtignok! Han gav sin kone hele skylden!” Hver eneste gang vi oplever den her nævnte skyldplacering, og det gør vi mange gange om dagen, står vi over for mennesker, der åndeligt lever i dalen med dens begrænsede udsigter, jeg ved det, for jeg besøger såmænd denne dal – af og til 😳 .

Menneskerne her, kan ikke se andet, end at det er “de andres skyld”, at det er gået dem, som det er. Man kan bebrejde dem dette synspunkt, som så helt eller delvist er et resultat af manglende åndelig indsigt, men kender man problemets sande sammenhæng, vil man uvægerligt gøre Strindbergs ord: “Det er synd for menneskene” – til sine egne.

For også det er en evne, som må have en begyndelse, men tænk, hvad denne evne fører til, en dag når også den sit fuldkommenhedsstadium, og da sønderbryder det evige lys det mørke, som indtil da har været om vor sjæl og igennem vort sind vibrerer i samme sekund den fuldkomne forståelse af HAM, der i sit livs mest smertefulde øjeblik kunne råbe udover verden: “Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre!”

Uvidenhed er al smertes moder, som en tåge lægger den sig henover vort liv, spærrer de sande udsigter og tvinger os ind i en domsmentalitet, der gør både os selv – og andre, bitterligt fortræd.

Hvor helt anderledes, når mennesket for alvor lærer at forstå tilværelsens sande, kosmiske sammenhæng og på sin bevidste viljes bud evner at tvinge selv de begivenheder, det har nærmest inde på livet, så langt bort fra nuet, at det i stedet for straks at lade sig forlede til at rase imod dem, giver sig til at lytte til deres “inderste tale”.

“Jamen det er umuligt”, hører jeg en og anden sige, og jeg må svare, at det er det så ikke, men det kan gøre ondt, meget ondt endda, at lære det, men det kan læres, og det er altid prisen værd.

Der er for mig ikke antydning af tvivl om, at de store vises kærlighed til det jordiske menneske har sin rod i deres viden om den umådelige uvidenhed, det må leve på.

kh. martin

Gud har ingen religion..

 L23one svarer:

Jeg forstår, hvor du vil hen med dit indlæg – og jeg fanger og reagerer kun på en lille del af det, den del, der rammer. Ja, selv ‘stilfærdige tanker’ kan ramme rent. Jeg er en af dem, som barnligt naivt kastede mit guldæble fra mig. Gik fra ‘vidende’ til næsten kun at se meningsløshed.

Før jeg fortsætter, vil jeg bruge lidt linieplads på en lille historie. Den første ‘meditation’, jeg husker. Fantasirejse i sofaen. Ligger snart mange år tilbage, men omhandlede netop et sådan  ‘guldæble’. Jeg vender ofte tilbage til denne fantasirejse i tankerne, fordi den for mig indeholder så stærke symboler.

Det drejer sig om at komme op på et bjerg. Vi er mange, der prøver. Nogle har svært ved det, andre let. Selv kommer jeg uden problemer til tops, ovenikøbet ridende på en hest, lidt overmodig og stridbar. Øverst står en gammel kone med en gave, æblet. Hun rækker hånden ud for at give mig det og netop som jeg skal tage det, giver hun slip og det triller hele vejen ned af bjerget, videre ind i en kedelig trist landby lidt dækket af skyer. Hun peger og siger: Du har ingen problemer med at komme herop, men det er dernede du skal leve dit liv.

Min hest er stukket i forvejen og jeg må mine flade fødder traske hele den kedelige, ydmyge vej ned ad bjerget på jagt efter mit guldæble.

Jeg tror de fleste af os, der indimellem føler os vidende og udstråler dette, os, som mere eller mindre påtrængende pådutter andre denne videnhed, indimellem taber vores guldæble. Så ser vi kun meningsløshed. Men jeg tror ikke det er en permanent tilstand. Jojo… den kan tolkes som prøven på hvor dybt troen stikker, men den kan også have en blidere version, nemlig livets evige bølger. Vi tror vi har fundet svaret, taber det igen, søger, finder det, eller finder et andet. Tvivler, fortvivler, tror igen. Men for hver bølgedal bliver vi nok lidt mere sikre på hvad det egentlig er vi tror på, hvor sandt det sande vi ser egentlig er, guds ansigt, livets mening – eller hvad vi nu jagter.

Eller man kan se livet som en række cirkler i spiraler opad. Vi rejser med cirklen rundt og kommer tilbage til udgangspunktet – og opfører os måske for en stund som vi gjorde sidst vi var ved dette punkt. Alligevel er noget for de fleste ændret, modnet – og vi opholder os kortere tid før vi kommer videre i en ny cirkelrunding. Dette kan ske med års mellemrum eller måneder… alt efter hvad det er. Du skriver selv at uvidenhed er al smertes moder. Jo… men for at gennemskue/gennemtrænge denne uvidenhed må vi atter og atter prøve de samme ting, tror jeg, for at se om vores ægte indre viden er blevet større. Altså… det er hvor længe vi denne gang opholder os i uvidenhedens punkt, der er vigtig. Jeg tror ikke på at tingene kun går fremad, livet zigzagger – og nogle gange går det baglæns… eller føles sådan. Jeg tror ikke på den med, at når man har nået det og det niveau, så sker det og det aldrig mere. Indvielser, ægte viden osv. Jo, det sker igen. Hele tiden. Hele tiden præsenteres vi for vores gamle mønstre og hele tiden falder vi i – eller er lige ved at falde i. Gør de samme tåbelige ting igen og igen, selv om vi tror, vi er vokset fra det. Men i mindre grad, blidere. Naturligvis kommer der for de fleste en dag, hvor gamle triggere er blevet så gamle og så gennemprøvede at man kun kan grine af dem, men denne tidshorisont er nok cirka et menneskeliv langt. I hvert fald langt længere end weekendkurser og lignende tilbud om forvandling lader os tro.

Noget helt andet er… grunden til at en som jeg så åbent viser andre både de vidende og de uvidende perioder, dem, hvor man hviler trygt i visheden om gud og dem, hvor man kun ser meningsløshed er, at det er den slags fortællinger jeg selv får mest ud af hos andre. Fortæl mig ikke om hvordan udsigten er ved endemålet, men giv mig personlige beretninger om hvordan vejen med alle sine slyngninger undervejs ser ud for netop dig. Det kan jeg bedre forholde mig til. Udsigten ved endemålet kan alligevel kun beskrives i ord som forståes af andre, der har været samme sted… tror jeg.

Eller er jeg kommet for langt væk fra emnet?

kh Lone

elisa svarer:

 Lone,

sikke en god meditations øvelse. Livet kan ikke leves på toppen af et bjerg siddende med guldæblet. Det må leves, der hvor livet findes, i evig udveksling med kilden til liv, mennesket. Og hvad var livet uden fejl.  8)

KH

Elisa

Stjernelængsel svarer:

Hej

Min gamle “guru” Steiner (jeg er vistnok frafalden nu) , sagde engeng , at hvis man kan ændre ét eller måske to karaktertræk i én inkarnation , har det været en meget vellykket inkarnation . Det er ikke så tosset sagt . Jeg oplever i hvert fald , at det Lone kalder triggere og mønstre , har en enorm fastholdelsesenergi . Det er ufatteligt nemt , at gøre de samme fejl igen og igen og igen . Når man har gennemskuet et af sine (ukonstruktive) mønstre i én fremtrædelsesform , tror man sig vaccineret for dette i el evighed , og 6 måneder sennere opdager man , at det samme mønster driver én rundt i manegen , bare i en anden fremtrædelsesform . Livet er en ren tryllekunstner , når det gælder om , at forklæde grundmønstre i virkelig spidsfindige udformninger. Det er næsten en jernhård “naturlov” , at man møder de samme prøvesten igen og igen , indtil man på et tidspunkt har fået forvandlet dem . ( denne “lov” er forresten min egen personlige opfattelse af hvad karma betyder som livspraksis). Heldigvis ser det da ud til , at der sker en langsom udvikling i det hele . Temmelig langsom synes jeg nogen gange.

At finde disse mønstre i sit eget liv (det er altid meget nemmere at se dem i andre menneskers liv) , er næsten som at finde den røde tråd i sit liv . Ofte synes jeg at have oplevet det som en periode af stor ro og afklarethed , men så hopper livet på en i en ny iklædning , og overblikket brister som en sæbeboble . Måske er der et slægtskab mellem denne følelse , og det du beskriver som perioder af dyb hvilen og meningsløshed Lone. Nu ved jeg ikke hvad du mener med meningsløshed , for jeg kender ikke denne følelse helt i bund . Jeg har egentlig aldrig kunnet se livet som andet end gennemsyret af mening . Ofte meget hårdt , men alligevel med mening . Jeg mistede engang et barn , og jeg troede aldrig jeg ville blive glad igen . Al farve forsvandt , og det tog flere år , at komme ud af trøstesløsheden . Det var en smerte , der ramte alt i min sjæl og krop . Selv da jeg fik et andet barn , måtte jeg kæmpe med følelser af skyld over at føle kærlighed til andre end ham jeg mistede . Alligevel tror jeg , at det gjorde mig til et “bedre” menneske . Og et dybere menneske . Som man vel ofte bliver , når alvoren ikke længere er teoretrisk . Hvad han lærte , ved jeg ikke , men jeg håber jeg en dag får det at vide .

Jeg elsker , at udfordre min hjerne til det yderste , men samtidig er jeg helt enig i , at mødet med det personlige , berører hjertet langt dybere. Og ofte sikkert også med mere livsændrende praksis til følge . Og så igen , mon ikke Einstein blev berørt i hele sit væsen , da han “så” sine verdensrevolutionerende teorier for sit indre blik . Der er sikkert mange veje til vort inderste lønkammer.

KH.

Stjernelængsel

Martin svarer:

Hej Lone – og i andre naturligvis  🙂 .

Så mødes vi atter

Og nej, jeg synes da ikke du er uden for emnet. Jeg husker, at der engang i forbindelse med debat om debat, var en som sammenlignede en debat med en landevej, vedkommende (kunne være dig selv  😆 ) mente ikke det gjorde noget, at vejen slog et par sving eller snoede sig, det var mere ”hyggeligt”, og det gav bedre mulighed for at forklare hvad man mente, det gav tråden ”ånd”, tråden blev dermed levende og interessant, hvorimod en tråd som var ”skåret af” i kanterne, var ”lige” og kedelige som en motorvej, man kom hurtigt frem (blev hurtigt færdig med tråden), jeg elsker de små snoede veje, – også debatmæssigt.

Vi lever i en tid, hvor de fleste tænkende mennesker er klar over, at en mental strømændring er i færd med at fuldbyrdes. som følge deraf har så at sige alle tænkende mennesker ”åndelige interesser”, overfladisk bedømt kan det se ud som om det store flertal er ”materialistisk”, men denne bedømmelse har intet med virkeligheden at gøre.

Det normale menneske er religiøst, forsåvidt som dets naturlige egoisme til enhver tid vil få det til at spejde efter en dybere løsning af livsproblemerne end den, det midlertidigt er standset op ved, det er kun irreligiøst i forhold til eksisterende trosdogmer.

At det forholder sig sådan, har jeg ved mange lejligheder kunnet konstatere.

Gang på gang har jeg været stillet overfor tilsyneladende håbløst materialistisk indstillede mennesker, som røber deres længsel efter ”ny vin” igennem de tilsyneladende ubesvarlige spørgsmål, de stiller.

Jeg har gjort mig det til en regel at anse den, der hårdest postulerer at være overbevist om livets meningsløshed og tilfældighedernes tåbelige spil, for både at stå svagt og i sig rumme en dyb længsel efter ny inspiration.

Jo højere begejstringens ild flammer op ved det første møde med åndsvidenskabens kosmiske analyser, desto hastigere dør den normalt hen.

En kommende verdens nye mentale søjler må i almindelighed være gjort af et andet stof end det, der så hastigt brænder.

Man begynder med at være lykkelig sammen med dem, der begejstres ved det første møde med åndsvidenskaben og ender med at elske dem, der møder det med skepsis.

De første venter altid at dette arbejde mir nichts, dir nichts, skal erobre verden, de andre derimod indstiller sig, så snart det er blevet dem klart, hvad det virkeligt drejer sig om, på at gøre deres stilfærdige ”job” i åndsvidenskabens tjeneste.

Men denne sidste gruppes åndelige behov er også af en anden art, de ”sluger” ikke sandheden, de nærmer sig den varsomt og erindrer sig hele tiden, at der også i forbindelse med vor åndelige vækst er tale om at bevare en sund fordøjelse.

Jeg vil tro, at det har været lettere for os, dengang mødet med de åndelige kræfter ikke greb så dybt ind i vort daglige liv og væremåde, som tilfældet er der, hvor det drejer sig om et møde med åndsvidenskaben, – det er nu engang lettere at drøfte ”højere materier” med en cigar og et glas vin, som begge frembringer ”stemning”, end det er selv ved sit eget væsen både at være stemningens ophav og udløser, på den anden side må man gøre sig klart, at en sund åndelig vækst virkelig fører til dette eftertragtede mål.

Men billedet har også en anden side, nemlig den, hvor det søgende menneske har mødt en ny åndelig impuls og man stiller spørgsmålet: ”Hvor dybtgående er egentlig dit åndelige behov?”

Her er det vi bliver vidne til livets eget svar på det spørgsmål, vi oplever nemlig dér, atter og atter det på sin vis ejendommelige, at det menneske, der tilsyneladende møder med et næsten umætteligt åndeligt behov, hurtigst oplever mættelsens – skal vi sige – fået nok af fornemmelse.

Det er denne tilstand, jeg refererer til, når jeg lejlighedsvis har hævdet, at de, som bliver engler om søndagen, som regel er nået at blive ”normale” igen om lørdagen.

Det er rigtigt, at mødet med åndsvidenskaben kan udløse en tilstand, som tåler sammenligning med den alkoholiske rus, som jo også på en måde er en salighedsoplevelse, men den afløses af “tømmermænd”, og det gør den åndelige rus også, blot med den forskel, at de tømmermænd, der her er tale om, sikkert er endnu mere ubehagelige, det må være en nederdrægtig oplevelse at lande på jorden efter at have begyndt at føle sig hjemme på “Guds grønne enge”.

Men loven er her ubarmhjertig, noget vi skal være taknemmelige for, for selvom det er svært at møde sit eget tilsyneladende ubegrænsede åndelige behovs ubehageligt nære grænse, er det trods alt det sundeste for sjælen, man lægger ikke en alen til sin vækst, blot fordi man konfronteres med en større sandhed end den, man før havde slået sig til tåls med, formlen er stadig den ubarmhjertige: To skridt i moral før èt,  – i regulær Viden.

kh martin.

 Gud har ingen religion…

 Stjernelængsel svarer:

 Hej Martin

Jeg er egentlig på linie med dine tanker hele vejen , men jeg er nysgerrig omkring nogle spørgsmål omkring åndsvidenskaben . Som jeg ser det , er der nogle essensværdier i åndsvidenskaben , som alle dens udformninger deler , men der er jo også utrolig mange vriationer over disse “essensværdier” , når det bliver til konkrete meninger og holdninger . F.eks. : betyder kristus genkomst Baileys (Tibetaneren) bud på det , at han kommer i det fysiske . Eller har Steiner ret , når han siger , at denne genkomst begyndte i det 20. århundrede , men foregik i det æteriske . Er der forskel på det æteriske og astrale . Nogle siger der er, andre skelner ikke .Hvordan forstår vi Martinus´ord om : “at alt er såre godt” , stillet overfor hinduismens dæmonlære ? . Jeg skal ikke trætte dig med de 100´vis af divergenser der findes  (du ved dem sikkert i forvejen) , men der hvor det bliver spændende er , hvad stiller vi op med “mestrenes” tilsyneladende uenigheder ?. Jeg har personligt kun fået lov til at skue ind bag Mayas første slør , og er derfor hjælpeløs , når det kommer til at svare på de meget store spørgsmål , som åndsvidenskaben tumler med . Jeg kan have en fornemmelse , men en sikkerhed , ville være en dækningsløs check . Den måde jeg er i stand til , at “forstå” denne “uenighed” på er , at jeg dels tror , at åndsvidenskabens forfattere selv var mennesker (de fleste ) , og derfor fejlbarlige , og dels i den tanke , at sandheden er lige så flukturerende som lys der brydes i et prisme . Hvilken farve er vigtigst? . Måske er trangen til én sandhed selve problemet , og løsningen villigheden til at leve i  den , for tanken , ubærlige paradoksalitet , at både-og er “sandheden” . Måske kommer kristus virkelig tilsyne både i det fysiske og æteriske , selvom det ikke giver nogen mening for min tænknings trang til at ville vælge . Hvad tænker du( og alle andre selvfølgelig)  om disse tilsyneladende paradokser og uenigheder deroppr på bjerget?.

KH.

Niels-Peter

Martin svarer:

Hej Niels-Peter – dejligt, at du har fået et alm. jordnært menneskeligt navn  🙂 .

Når jeg i mit sidste indlæg, ikke nævnte navne, var det med velberådet hu, jeg vil så nødigt have skudt i skoene, at jeg “dyrker” en bestemt retning, det overlader jeg gerne til andre, lidt presset vil jeg da gerne vedgå, at når jeg taler om åndsvidenskab, er det primært Martinus’ udgave af samme, jeg er naturligvis bevidst om og enig i, at åndsvidenskab er andet og mere end Martinus, og at der er nogle essensværdier som deles.

Jeg er ikke specielt velbevandret i Baileys, og har egentlig ikke særlig meget lyst til at sammenligne de forskellige variationer.

Jeg har studeret Steiner en del, som i lighed med Martinus, ikke mener Kristi genkomst bliver i det fysiske, men på det mentale plan – hvad det så end kaldes.

Så spørger du: Hvordan forstår vi Martinus’ ord om, at “alt er såre godt”, her mener jeg så, at kunne svare dig helt præcist, der er nemlig intet kryptisk ved det, alt [b]er [/b]såre godt, det er jeg enig med både Martinus og Gud i, men jeg vil godt indrømme, at det ikke er nogen let erkendelse at komme til, jeg vil også anbefale, at man tænker sig godt om før man slynger om sig med samme påstand, det er let at forestille sig en situation, hvor rigtigt man end opfatter det, hvor det ville være meget svært for sine omgivelser, at opfatte det som andet end provokation og sårende.

Niels-Peter jeg er ligeså hjælpeløs som dig, jeg kan ikke svare på de store spørgsmål, jeg er ikke noget stjernemenneske, der er ingen der kanaliserer noget til mig, jeg har heller ingen åndelig støttepædagog i form af en vejleder som jeg kan spørge når som helst om hvad som helst.

Alligevel synes jeg at få svar på de spørgsmål jeg stiller, nogen gange endda før jeg har formuleret spørgsmålet, – lidt underligt.

Jamen jeg tror, at begrebet èn “sandhed”, er et problem, at “sandheden” er et både/og passer fint i mit verdensbillede, vi er så hurtige til at sige enten/eller.

Mon ikke Kristus betænker sig mht. at fremtræde i det fysiske, vi har jo korsfæstet ham èn gang 😳 .

kh. martin.

Gud har ingen religion…

 Stjernelængsel svarer:

 Hej Martin

Ja , det er godt at komme ned på jorden  😉  . Da jeg var “hardcore” Steinermand , boede mine forældre på Kullerup højskole (et spitituelt center på Fyn) . Her kom alle mulige retninger indenfor åndsvidenskaben , og afholdt kurser mm.. Steinerforlket (og mig selv , må jeg med skam erkende) “så ned” på Martinusfolket , fordi de var så “lalleglade” (suk!!!). Men jeg kan huske , at jeg i al mit hovmod  alligevel undrede mig over , at “Martinusfolkene” grinede meget mere end os meget seriøse og alvorlige Steinerfolk . De havde det faktisk meget sjovere , eller sådan så det i hvert fald ud til udefra . Steinerfolk har ikke så let til latteren(generelt set) , til gengæld er de enormt kloge , og så brugte vi denne “klogskab” til at definere “jer” til at være “mejeristens glade børn” . Altså til åndsvidenskabens børnehave , hvor alvoren endnu ikke var gået op for jer .

Elisa svarer:

Kære Martin  🙂

 Mange tak for dine ord, der for mig er gode at læse og lære af. At lande på jorden har været en af de smukkeste og mest vidunderlige gaver, jeg har modtaget. For her i det pulserende virkelige pulsslag med livet, med modgang, medgang, ja – med alt, kommer erkendelsen af, at jeg intet ved, men er givet en gave at lære, naturligt og stille. Og netop gennem denne erkendelse bliver livet så trygt og tilliden så stor, så alting er muligt. Den lukkede dør blev åbnet.

KH

Elisa

Nu svarer Pauli:

Hej 😉

For lige at følge op på emnet Kristi tilsynekomst – bringer jeg lige et par uddrag fra http://www.sharedanmark.dk/esoterisk_filosofi/kristi_tilsynekomst1.asp. Det er en noget omfattende artikel og som der indledes:

‘Wesakfesten (en fest for Buddha, som afholdes hvert år ved fuldmånen i maj, eller mere korrekt ved fuldmånen i Tyrens tegn, ca. 21/4 til 20/5) er blevet afholdt i århundreder i den velkendte dal i Himalaya (hvis de troende bare ville tro det) for at:

1.         Bekræfte at Kristus er fysisk til stede blandt os og har været det, lige siden han tilsyneladende forlod os.

2.         Bevise (på det fysiske plan) den virkelige solidaritet i Østens og Vestens tilnærmelse til Gud. Både Kristus og Buddha er til stede.

3.         Skabe et støttepunkt og mødested for dem, der hvert år – forenet og symbolsk – sammenkæder og repræsenterer Faderens hus, gudsriget og menneskeheden.

4.         Tilkendegive kvaliteten af Kristi arbejde, hans virke som den store formidler, der står som repræsentant for det åndelige Hierarki og som lederen af den nye gruppe af verdenstjenere. Han er i sin person et levende udtryk for deres krav om vished for gudsrigets virkelige eksistens her og nu.

Der er en anden side i forbindelse med Kristi tilbagevenden, som aldrig er blevet berørt, og som ingen nogensinde har nævnt. Det er spørgsmålet om, hvad det betyder for Kristus selv at komme ud igen blandt mennesker, at vende tilbage til den ydre verden af menneskelige aktiviteter. Hvad vil han fornemme, når timen er inde for hans tilsynekomst?

I Det nye testamente omtales der en stor indvielse, som har fået navnet himmelfarten. Om den ved vi intet. Kun ganske få oplysninger gives i Evangeliet: kendsgerningen om bjergtoppen, de tilstedeværende tilskuere, og om Kristi ord, der forsikrede dem om, at han ikke forlod dem. Men »en sky tog ham bort fra deres øjne« (Ap.G.1,9). Ingen af de tilstedeværende kunne følge ham længere. Deres bevidsthed kunne ikke trænge igennem til det sted, han havde valgt at gå til; de misforstod endda hans ord, og siden har menneskeheden kun gjort sig vage og mystiske forestillinger om hans forsvinden og om betydningen af hans vedvarende, men ikke iagttagede tilstedeværelse. To kendere af Gud, som også var til stede, forsikrede tilskuerne om, at han ville komme igen på lignende måde. Han var »steget op«. Skyen havde taget ham bort; i dag venter skyerne, som indhyller vor klode på at åbenbare ham.

Han venter nu på at stige ned til os. Denne nedstigning til menneskenes ulykkelige verden kan ikke frembyde noget tillokkende billede for ham. Fra sit stille tilflugtssted i bjergene, hvor han har ventet og våget over menneskeheden, vejledt den og skolet sine disciple, indviede og den nye verdenstjenergruppe, må han nu træde frem og indtage sin førende plads på verdens scene, tage del i det store drama, som opføres der. Denne gang vil han spille sin rolle for hele verdens øjne, og ikke som sidst i ubemærkethed. På grund af vor planets lidenhed og den hurtige nyhedsformidling via radio og fjernsyn vil hans fremtræden denne gang blive overværet af alle, og denne udsigt må sikkert indgyde ham en vis rædsel og frembyde mange prøvelser og store tilpasninger, samt pinefulde og uundgåelige erfaringer. Han kommer ikke som den almægtige Gud, sådan som menneskene i deres uvidenhed har forestillet sig det, men som Kristus, grundlæggeren af gudsriget på jorden, for at fuldføre det værk, han påbegyndte og endnu en gang bevise guddommelighed under langt vanskeligere omstændigheder end før.

Det er imidlertid Kristi egne tjenere i langt højere grad end mennesker i den ydre verden, som giver ham de største besværligheder. Hans arbejde forhindres mere af den fremskredne aspirant end af den almindelige intelligente tænker. Det var ikke så meget almindelige menneskers grusomhed, der forårsagede hans dybe sorg, det var Kristi egne disciple – foruden det samlede opbud af sorg ud over menneskehedens hele livscyklus i fortid, nutid og fremtid.

Han kommer for at rette de misforståelser og forvrængninger, som skyldes dem, der har vovet at iklæde hans enkle ord deres egen uvidenheds terminologi, og for at påskønne den trofaste tjeneste hos dem, der har gjort hans genkomst mulig. Også han står over for en vigtig prøvelse, som en forberedelse til en stor indvielse, og når han har gennemgået prøven og fuldendt sin opgave, vil han fortsætte til en endnu mere ophøjet position i Faderens hus, eller til et andet og fjernere tjenesteområde, hvor kun de mest ophøjede kan følge ham. Hans nuværende stilling vil da blive overtaget af den, han har forberedt og skolet dertil.

Men før end alt dette kan ske, må han igen træde offentligt frem, gribe ind i verdensudviklingen og prøve rækkevidden af sin mission. Han vil samle sine udvalgte rådgivere og medarbejdere omkring sig, i kød og blod, og disse vil ikke være de samme, som i hine tidligere og enklere dage samledes om ham, men de medlemmer af vor menneskelige familie, som i dag anerkender ham og er ved at forberede sig på at arbejde sammen med ham, så langt deres evner rækker. Det er en forandret verden, han nu planlægger at vende tilbage til, og det skyldes for en stor del almenhedens intellektuelle udvikling. Dette stiller ham over for store vanskeligheder, for der skal nu appelleres til menneskers intellekt og ikke bare til deres hjerte (som før i tiden), hvis Guds vilje skal føres ud i livet på en intelligent måde. Hans hovedopgave er afgjort den at tilvejebringe rette menneskelige relationer på alle områder af menneskelivet. Jeg vil bede jer bruge jeres guddommelige forestillingsevne og prøve at gennemtænke, hvad denne opgave, han her står overfor, vil indebære; jeg vil bede jer overveje de vanskeligheder, han uundgåeligt vil møde – først og fremmest dem, der beror på en omfattende intellektuel fejlvurdering.

Det er lys, og – frem for alt – »liv i større fylde«, Kristus vil bringe, og indtil han bringer det, ved vi ikke, hvad det betyder; vi kan ikke forestille os den åbenbaring, som dette vil medføre, og de nye muligheder, som vil åbne sig for os. Men gennem ham er lys og liv på vej og vil blive tolket og anvendt i form af god vilje og rette menneskelige relationer. Det er dette, det åndelige Hierarki forbereder. Denne gang vil Kristus ikke komme alene, for hans medarbejdere vil følge ham. Hans og deres erfaring vil blive helt modsat den tidligere, for nu vil alle øjne se ham, alle ører høre ham, og enhver vil kunne danne sig en mening om ham.

n er på vej, og han kommer ikke alene. Hans fortrop er her allerede, og planen, de skal følge, er allerede udarbejdet og klar. Lad erkendelse være målet.’

Hej!

Nu har jeg så bragt ovenstående indlæg som svar på Niels-Peters spørgsmål til Martin: 

Jeg er egentlig på linie med dine tanker hele vejen , men jeg er nysgerrig omkring nogle spørgsmål omkring åndsvidenskaben . Som jeg ser det , er der nogle essensværdier i åndsvidenskaben , som alle dens udformninger deler , men der er jo også utrolig mange vriationer over disse “essensværdier” , når det bliver til konkrete meninger og holdninger . F.eks. : betyder kristus genkomst Baileys (Tibetaneren) bud på det , at han kommer i det fysiske . Eller har Steiner ret , når han siger , at denne genkomst begyndte i det 20. århundrede , men foregik i det æteriske . Er der forskel på det æteriske og astrale . Nogle siger der er, andre skelner ikke .

Jeg forstår godt at N.P er nysgerrig – det er jeg også. Jeg har svært ved at vurdere ovennævnte fra Share Danmark og jeg kunne godt tænke mig at få en videre forklaring, hvis det er muligt?

Jeg er vidende om at Martinus ikke viste interesse for at drage sammenligninger med fx teosofferne, så det bliver nok svært at få det belyst på den måde?

Mon det kan lade sig gøre at få en nogenlunde ensartet forklaring?

Martin svarer:

Hej Pauli!

Nej jeg tror ikke, at en nogenlunde ensartet forklaring er særlig sandsynlig, men det er uhyre spændende, og jeg er mindst lige så nysgerrig som du og NP.

Jeg har også tænkt mig, at barsle med et par bud, jeg har bare forrygende travlt her op til jul, har ikke meget overskud til at sidde her ved PCeren, men luk endelig ikke tråde Pauli, jeg kommer stærkt igen  😆 .

kh. martin.

Gud har ingen religion…