Her er så et par uddrag som er hentet fra nedenstående link og som måske kan føre os debattører lidt videre, jeg synes det er ganske aktuelt, men skal måske lige sige, at så vidt jeg husker nedskrev Sokrates intet, hans viden blev viderebragt af hans elever. Han blev tvunget til at drikke gift og det er vel ikke for meget at sige at han stod fader til filosofien?

‘Et eksempel på en meget udbredt sammenkobling af læringsteori og erkendelsesteori finder vi i diskussionen om konstruktivisme. Om konstruktivismen er en læringsteori kan diskuteres. Mange vil mene at det snarere er en slags platform for teoridannelse end en egentlig teori, eller at konstruktivisme fungerer som en fælles overskrift for en række læringsteoretiske synspunkter. Men der er ofte blevet gjort forsøg på at “udlede” eller begrunde det konstruktivistiske perspektiv inden for læringsteori ud fra erkendelsesteoretiske overvejelser, og samtidig går visse moderne erkendelsesteoretiske positioner under betegnelsen konstruktivisme.’

Jeg går lige lidt længere ned så vi kan lære lidt af Sokrates:

Begrebsrealisme betegnes undertiden også som platonisme, fordi vi hos Platon (428-348 f.kr.) finder den i sin mest konsekvente form. For Platon udgjorde begreberne, eller ideerne, simpelt hen den sande virkelighed, i modsætning til den umiddelbare sanseerfaring som er en slags illusion, et sløret genskin af ideernes virkelige verden. Det er faktisk kun i kraft af ideerne at vi kan erkende fænomenerne i sansernes verden. Vi kan f.eks. ikke vurdere om to stykker træ er lige store uden at have et begreb om “ligestorhed”. Hos Platon eksisterer ideerne uafhængigt af enkelttingene: “Det Skønne” eksisterer uanset om der faktisk findes skønne ting.

Spørgsmålet bliver så hvordan vi kommer i kontakt med ideernes verden. Det gør vi netop ved hjælp af fornuften. Og det vil for Platon i virkeligheden sige, ved erindring. I dialogen Menon fortæller han hvordan Sokrates ved at udspørge en uvidende slave får denne til at løse et matematisk problem:

Sokrates:  Nå, hvad mener du, Menon? De svar han gav, var de ikke alle hans egne meninger?
Menon:  Jo, det var de.
S:  Men viden derom, det havde han ikke, som vi blev enige om for lidt siden.
M:  Nej, det har du ret i.
S:  Men disse meninger findes jo hos ham, ikke sandt?
M:  Jo
S:  Findes der da hos den uvidende rigtige meninger om hvad han ikke ved?
M:  Ja, det synes så.
S:  Og disse meninger er åbenbart for lidt siden dukket frem hos ham, dunkelt som en drøm; og du er klar over at hvis man ville blive ved med at spørge ham ud på kryds og tværs, ville han til sidst nå til så klar indsigt heri som det er muligt?
M:  Ja, det ser ud til det.
S:  Han ville altså kunne nå frem til denne indsigt uden belæring, blot ved spørgsmål, fordi han drager den indsigt frem der ligger gemt i ham?
M:  Ja.
S:  Men at finde den indsigt frem der slumrer i en, er det ikke det samme som at erindre?

Begreberne findes altså ifølge Platon i os som medfødte ideer. Kan denne tanke nu kaldes konstruktivistisk? Ikke i den forstand at vi mennesker selv skaber vores viden og de begreber der indgår i den. Ideerne findes nemlig (mere eller mindre latent) i os i forvejen. Men vi skal på den anden side lægge mærke til at Platon heller ikke mener at viden kommer til os udefra, altså fra andre: I Platons dialog fortæller Sokrates jo ikke slaven noget, han fungerer bare som en slags fødselshjælper, så slaven selv kan nå frem til sin indsigt. Og det er jo i god overensstemmelse med moderne konstruktivistisk jargon.

At der findes ubetvivlelige sandheder som mennesker har adgang til via fornuften, og at vores viden om verden i sidste ende hviler på denne indsigt, er også kernen i 1600-tallets rationalisme med Descartes og Leibniz som fremtrædende repræsentanter. Descartes (1596-1650) brugte i modsætning til Platon ordet ide både for abstrakte ideer som for det der er givet i sanseerfaringen. Men også for Descartes havde kun de medfødte ideer objektiv realitet. Ifølge Leibniz kan alle ideer føres tilbage til medfødte ideer. Disse ideer er forudsætningen for at vi kan få mening i vores erfaring.

“For Platon udgjorde begreberne, eller ideerne, simpelt hen den sande virkelighed, i modsætning til den umiddelbare sanseerfaring som er en slags illusion, et sløret genskin af ideernes virkelige verden. “

Måske vi kan lære lidt af Platon – som debattører bør vi kunne 🙂

Læs mere [url=http://pub.uvm.dk/2001/fysik/14.htm]her[/url]