Et jubilæum får mig til at tænke tilbage – det får mig også til at være ærlig over for mig selv. Hvad er min skæbne og kan jeg stadig forliges med den? 🙂 Uden krukkeri, opblæsthed eller for den sags skyld stolthed. Jeg har været til flere jubilæer: 25 år, 40 år og nu 50 år.
Det kan være noget af en proces at gennemgå sit liv som indeholder både glæde, sorg og alvor. Der skal også mod til at fortælle bare lidt af sit liv offentligt og hvem gider mon læse om det? 🙂 Hvad jeg skriver her er blot et lille “hjørne” af mit liv. Jeg skal således ikke komme ind på arbejdernes historie, men blot skrive at
den første HK lokalafdeling blev grundlagt i 1897 i København. Lad mig så fortælle ganske kort lidt om min egen historie:
Jeg havde 50 års jubilæum den 1. november sidste år, men i dag blev jeg fejret. Vi var mange der mødtes for at blive fejret og mine tanker gik tilbage til min tid på revisionskontoret i Skolegyde her i Århus. Det var i 1966 at kontordamen spurgte om ikke hun måtte indmelde mig i HK. Samtidig fortalte hun mig om foreningen og de mange fordele, hvis arbejdsløsheden eller andet skulle ramme mig. Det var efter endt realeksamen, at jeg kom i lære hos en statsaut. revisor, som lige havde startet egen virksomhed. Vi var kun os 3, chefen en kontordame og så mig. Chefen havde eget kontor og skulle man ind der, måtte man pænt banke på døren, og tonen var DE. Kontordamen sad over for mig og arbejdstiden var 8 – 16.30. Hver dag spiste vi frokost sammen inde på chefens kontor. Den obligatoriske handelsskole måtte tages dels i arbejdstiden og uden for. De gamle revisorer kunne lægge 3 talkolonner sammen i hovedet, så jeg begyndte straks den første dag at lægge tal sammen i kassebogen, da chefen kom ind og rømmede sig. Vi var på efternavn, så han sagde Obel: “Brug regnemaskinen, dit hoved skulle gerne kunne holde i mange år” 😆 Det var mit første møde med en regnemaskine, men ikke det sidste. – Jeg sagde ja til at blive medlem og det sås tydeligt at kontordamen havde gjort en ny erobring. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg lod mig forsikre og kan sige, at jeg har fået den bedst tænkelige behandling af min fagforening i årenes løb.–
Det var et smukt syn at se de flotte borde, indbydende dækket. Der er noget mystisk over et sådant jubilæum, men jeg skal fortælle kort. Det tager for lang tid at fortælle om de dejlige retter, men i stedet vil jeg nævne lidt mere af min historie. Mine tanker går tilbage til min tid i København, hvor jeg spillede violin i Susanne Palsbos lille orkester som hed “Støvsugerbanden”. Jeg arbejdede dengang i Det Berlingske Officin, hvor også Susanne arbejdede – nogen husker vel hende fra 20 spørgsmål til professoren. Hver onsdag øvede vi ude hos Susanne og hendes hund, Skipper, havde for vane at lægge sig på min højre fod, fordi jeg slog takt med denne, pudsigt. Må jeg nævne at vi også sad og spillede på Orkidé Terrassen i Rødover til en personalefest (det hører med til mine jubilæumstanker og så ved du lidt mere om mig på dette felt. Midt i det hele gik jeg ned og tog en dans med min smukke storesøster som var inviteret med til festen 🙂
Til 40 års jubilæet underholdt tidligere indenrigsminister Thorkil Simonsen os med at fortælle om sin første tid i Århus og om hans borgmestertid samt tiden som indenrigsminister. Det var rigtig hyggeligt.
I dag oplevede jeg så Lone Hertz holde et foredrag: “Fra Frøken Nitouche til Foredragsholder”. Lone stod der med sin røde kjole og udstrålede en ung piges skønhed på 17 år 🙂 Det var berigende og oplysende for mig at følge med i hendes opvækst og karriere.
Tiden her i aften er gået hurtigt og når jeg tænker tilbage på årene, synes jeg det hele er gået ALT for hurtigt og nu sidder jeg så her og tænker på livets store jubilæum som ikke kræver noget medlemsskab….eller?
© Pauli, 18. januar 2017
Tilbage til mine egne analyser