
For 3 dage siden fik jeg rykket en tand ud med rode! Nogle gange kan det være nødvendigt at få rykket noget ud med rode af ens fortid! Der bliver ofte sagt: “Hvis jeg kunne leve det om…” Yes, men vi kan ikke leve det om, men ydmygt konstatere og acceptere, at her handlede jeg forkert og det er jeg ked af og angrer! Det er meget alvorligt, men med stor dyb betydning, når apostlen Paulus et sted skriver med mine egne ord: “Du skal gøre op med din broder, inden du går til alters”! Det er hårdt at stå til regnskab for fortidens fejl, men det er nogle gange nødvendigt, for at komme videre på livets vej!
Det er dejligt at have drømme og visioner. Lige nu står vi magtesløse når vi bombarderes med krig og elendighed i mellemøsten og spørger fortvivlet: “Hvornår ophører dette vanvid og hvorfor skal uskyldige børn og unge mishandles på denne frygtelige måde”.
Med mindre man er esoterisk skolet eller har en meget naiv tro, ville man udbryde: “Der er ingen retfærdighed til i denne verden”! Tilsyneladende er menneskeheden overladt til sig selv at skulle løse problemerne? Hvorfor skal en rig mand have adgang til den bedste lægebehandling og nyde godt af materielle goder, mens andre lider og sulter? Er det mennesket og her tillader jeg mig at kalde det for det dyriske menneskes nuværende udviklingspunkt. Så langt er vi altså kommet i udviklingen, at nationerne tillader hvad der sker af grusomheder i vor verden og på vor kære smukke Moder Jord! Hvad med FN?
Jeg vandrede lidt rundt ude ved havet i skoven og kom til den store bakke ved Silistria som jeg måtte op på, for bedre udsyn. Jeg ville tage et foto af naturens nuværende tilstand. Træerne er “nøgne” og står ventende, det virker lidt øde. Vil træerne igen i år springe helt ud i grønt? det må jeg TRO!
Da jeg kom ned fra bakken og gik ud på badebroen ved Ballahage, tog jeg dette foto af en enlig måge, som gyngede ubekymret på havets overflade.

God weekend!
© Pauli, 5. april 2017